P-selskab taber retssag: Solgte billet til fyldt p-plads

En bilist købte en p-tilladelse til et Park & Ride-anlæg, men da han kom frem, var der ingen ledige pladser til bilen. I stedet fik bilisten en kontrolafgift på 750 kr. Nu har en dom slået fast, at vilkårene, som p-selskabet henviste til, var urimelige, og bilisten skal hverken betale afgiften eller for parkeringen.

Pressemeddelelse

Det er et urimeligt aftalevilkår, hvis et p-selskab ikke garanterer en p-plads, når de sælger en p-billet til et specifikt parkeringsanlæg i en bestemt periode. Så klar er dommen i en retssag, som FDM har ført og vundet på vegne af et medlem.

”Vi er meget tilfredse med afgørelsen. Det er helt urimeligt, at man kan købe en p-tilladelse til en bestemt plads og periode, men når man så kommer frem, er der alligevel ikke plads. Det mest groteske er, at p-selskabet bare slår ud med armene og siger, at det er bilistens eget problem og henviser til deres betingelser. Et p-selskab kan ikke bare skubbe risikoen for en fyldt plads over på forbrugeren, når de har solgt en parkering på pladsen, og det var retten heldigvis enig med os i”, siger Morten Falk Oddershede, advokat i FDMs juridiske rådgivning.

I den konkrete sag havde et FDM-medlem købt en såkaldt Park & Ride-billet fra ParkZone, som inkluderede parkering tæt på en metrostation og en billet til metroen i København, så han kunne komme videre til Københavns Lufthavn, hvor han skulle nå et fly. Da han ankom til parkeringsanlægget, var der imidlertid ingen ledige pladser.

Da der ingen kontaktoplysninger var til selskabet på stedet, og da bilisten til sidst blev tidspresset i forhold til sin flyafgang, valgte han at parkere udenfor en bås på anlægget. Da han kom tilbage fra ferien, sad der en kontrolafgift fra p-selskabet i forruden. Han klagede til selskabet over det urimelige i denne p-afgift, men p-selskabet afviste ham med henvisning til deres handelsbetingelser. Bilisten henvendte sig derefter til FDM, der tog sagen til domstolene.

P-selskabet havde med småt skrevet i betingelserne, at de ikke garanterer en p-plads, og i de tilfælde, hvor bilisten ikke kan finde en plads, skal bilisten kontakte selskabet, som derefter vil sende en vagt ud. Hvis vagten kan bekræfte, at der ikke er ledige pladser, vil de ophæve aftalen om parkering. Men den går ikke, slår retten fast.

”Når man sælger et produkt, hvor hele essensen er parkering, kan man ikke bare i handelsbetingelserne skrive, at man i øvrigt ikke kan være sikker på at have en p-plads. Slet ikke, når produktet henvender sig til folk, som skal videre og nå et fly. Desuden er proceduren med, at man ved en fyldt plads skal kontakte p-selskabet, som derefter vil sende en vagt ud, urimelig. Det var retten også enige med os i”, siger Morten Falk Oddershede.

I dommen står der bl.a., at vilkåret om ikke at garantere en p-plads ”er så urimeligt byrdefuldt, at aftalen i sin helhed skal tilsidesættes som ugyldig”. Bilisten får også opbakning til at have parkeret uden for båsen, da det alene var ”affødt af den situation, som den urimelige og ugyldige aftale satte ham i”. Bilisten skal derfor hverken betale kontrolafgiften eller for selve parkeringen.