I de senere år er antallet af konkurrenter øget, og for at fastholde kunderne har Peugeot hidtil satset på større biler, hver gang en ny generation skulle udvikles.
Den udvikling har ikke medført den ønskede succes, markedsandelen er faldet, mens vægten på bilerne er steget – sammenligner man 207 med 205 er vægtforskellen hele 280 kg.
Den udvikling skal nu ændres, og målet er, at den helt nye 208 skal bringe Peugeot tilbage på sporet fra de gode tider, da bilerne nærmest blev revet væk. Midlet er lavere vægt, lavere pris og mere køreglæde.Sammenligner man den nye 208 med 207, er vægten faldet ikke mindre end 110 kg. Det er overraskende meget i så lille en bil, og det er med til at gøre bilen mere velkørende.
Vægtreduktionen er ikke sket ved bare at gøre bilen mindre. Nok er den otte cm kortere og godt en cm lavere, men den er samtidig blevet to cm bredere. Akselafstanden er bevaret, og da hele kabinen er rykket en anelse fremover, er pladsforholdene inde i bilen forbedret mærkbart.
Særligt ved bagsædet er knæpladsen blevet bedre. Det betyder, at Peugeot 208 faktisk opleves som en lidt større bil end 207eren, selv om den har tabt i vægt.På motorsiden er der sket en del, selv om den helt store revolution er udeblevet. Mest iøjefaldende er en ny generation af trecylindrede benzinmotorer på enten 1.0 eller 1.2 liter.
De skal erstatte de større firecylindrede benzinmotorer, og det er et rigtig godt bytte. De opfører sig eksemplarisk, og mange ville næppe ane, at det var en trecylindret motor, hvis de ikke fik det at vide.
Den nye motorgeneration er både mindre benzinforbrugende og mindre servicekrævende, og det tegner godt for økonomien i 208. Når den nye 1.2-liters motor senere dukker op i en stop/start-udgave, vil den kunne køre 25,6 km pr. liter med et CO2-udslip på bare 89 gram pr. km.
Ellers er motorprogrammet bestykket af motorer, vi stort set kender i forvejen, hvilket vil sige 1.4- og 1.6-liters dieselmotorer samt en 1.6-liters benzinmotor med turbo og 156 hk, som skal være at finde i en sportslig topudgave.Gearkasserne er de klassiske udgaver med kun fem gear i de fleste udgaver, og de er altså ikke med til at løfte kvalitetsindtrykket af bilen.
Derimod er oplevelsen af kvaliteten fin, når bilens interiør gås efter i sømmene. Der er sket et markant løft i materialekvaliteten, og ved førerpladsen har man indført et helt nyt koncept for indretning.
For at gøre køreoplevelsen bedre, ønskede man at gøre rattet mindre og samtidig ændre vinklen, så man har godt styr på bilen.
Det har imidlertid gjort det svært at placere instrumenterne, så man kan se dem gennem rattet, så for at gøre en dyd ud af en nødvendighed er alle instrumenterne flyttet op på instrumentbordet, så man ser dem over rattet.Det giver lidt en følelse af at have et såkaldt „head up display”, idet de store digitale tal, der viser hastigheden, er placeret lige midt i synsfeltet. Under vores prøvetur fungerede det fint, men vi kunne dog godt fornemme, at man kan få problemer med, at rattet skygger for instrumenterne, hvis man har en anden siddeposition, end den vi havde. Det er dog vores vurdering, at et samlet set er en god løsning.
Instrumentbordet er derudover præget af en stor skærm i midterkonsollen, hvor man får oplysninger om bilen, radioen, telefonen med mere.Der kan desuden tilvælges navigationsanlæg samt adgang til en „app-verden”, som Peugeot tilbyder med mulighed for at få informationer om restauranter og lignende via et indbygget telefon-modem. Det er dog ikke gratis, og der går endnu et stykke tid, før den service er tilgængelig i Danmark.
Motor har haft lejlighed til at prøvekøre flere varianter af 208, og vi kan konstatere, at ønsket om at lave en mere dynamisk bil end 207eren er lykkedes. Den nye 208 kører fremragende, og både styretøj og affjedring lever op til mærkets traditioner. Det er med andre ord en rigtig velkørende bil.
Det er lykkedes at gøre den nye 208 både mere avanceret i sin funktion, og mindre avanceret i sin opbygning. Dermed kan Peugeot producere den til en lav pris, og det betyder, at der ikke ventes prisstigninger herhjemme, når man sammenligner med 207-familien.Billigste udgave ventes således at koste ca. 135.000 kroner, mens en godt veludstyret femdørs udgave med enten benzin- eller dieselmotor vil kunne fås fra omkring 170.000 kroner. Det er gode priser er bestemt en egenskab, der nok skal få mange 208ere ud på de danske veje efter introduktionen midt i maj.