
Det er ikke ofte, at introduktionen af en ny model fuldstændig redefinerer et bilmærkes status, men det skete midt i firserne, da Peugeot introducerede Peugeot 205. Med ét var Peugeot ikke længere ensbetydende med nydelige, velkørende men også en smule kedelige biler.
Med 205eren trådte Peugeot pludselig ind på en arena, hvor køreglæde og smart design var i højsædet, og det tilmed til fornuftige priser, hvor alle kunne være med. Topmodellen var 205 GTi, og den opnåede nærmest ikonisk status blandt bilentusiaster. Det er måske derfor, Peugeot har været meget tilbageholdende med at bruge GTi-stemplet på både 206 og 207.
Nu har Peugeot så endelig en bil, som, man føler, er navnet værdig, om end man prøver at nedtone Peugeot 208 GTi’s rolle som arvtager til ikonbilen. Det sker måske i erkendelse af, at 20 års udvikling, især på sikkerhedsområdet, har betydet en betragtelig vægtforøgelse, og at det derfor er sværere at genskabe den dynamiske lethed, der prægede 205 GTi.
Anonym Peugeot 208 GTi

Ændringerne begrænser sig stort set til et specielt kølergitter, der skal lede tankerne hen på det ternede målflag fra motorsportens verden, en anelse bredere skærme og en lille spoiler på bagsmækken.
Designerne har dog ikke kunnet dy sig for at sende en lille hilsen til forfaderen med et diskret ”GTi” på c-stolpen – samme sted, som 205 GTi havde sit navnetræk siddende.
Kabinekvalitet skuffer i Peugeot 208 GTi
I kabinen er der større ændringer at spore, men desværre har Peugeot 208 GTi også overtaget en del af interiøret fra sine mere skrabede søskende, og det betyder hård plast på instrumentbræt og døre.
I betragtning af, at bilen koster 300.000 kr., og at Peugeot har ofret kræfter og penge på nogle i øvrigt fortrinlige sportssæder med lækkert nappa og flotte røde syninger, så virker det faktisk en anelse billigt.
Interiørets helt store achilleshæl er dog instrumenterne, der er skjult af rattet, er desværre også ført videre i GTi-modellen. Til gengæld er rattet usædvanlig lækkert. Ratkransen er lille, tyk og svøbt i læder med et sigtekorn i rød kontrastfarve, hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt man kører ligeud.
Peugeot 208 GTi æder småveje
Motor har prøvet Peugeot 208 GTi på små snoede bjergveje i Sydfrankrig, hvor en lomme-sportsvogn virkelig kan vise sit værd. Og prædikatet er stort set bestået, idet kraftoverskuddet og vejbeliggenheden er fremragende. Bilen æder hårnålesvingene, bremserne er fortrinlige, og gearingen i den seks-trins gearkasse er perfekt til lidt sportslig kørsel.
Bilens eneste problem, køredynamisk set, er, at styretøjet er en anelse for letgående til at fornemmes rigtigt sportsligt, men det er nok prisen for, at Peugeot 208 GTi er udviklet til, at alle kan få en god køreoplevelse bag rattet.
Selv om undervognen er strammet op i forhold til de mere almindelige 208ere, er den en anelse blødere, end man måske umiddelbart ville forvente. Det er nu ikke et problem, tværtimod, for det giver bilen en fornem dynamik, uden at komforten er sat over styr af den grund.
Lyden halter efter
Det er tydeligt, at Peugeot 208 GTi er skabt til et lidt mere modent publikum, der ikke vil ofre komforten for rendyrket køredynamik.
Motoren i 208 GTi er den samme 200 hestes 1.6er, som også ligger i RCZ, men den har desværre ikke den samme lækre lyd i 208eren. Faktisk er lyden i Peugeot 208 GTi en smule kedelig, og det er tydeligt, at det er blevet nedprioriteret, sikkert i komfortens navn.
I betragtning af, at billyd i dag ofte er temmelig syntetisk – og også er det i RCZ – kunne man nok have givet lyden en lidt mere rå tone, uden at det ville skræmme nogen væk.
Peugeot 208 GTi kommer til Danmark til maj, og prisen lander på lige omkring 300.000 kroner.