Motor mener: Peugeot 508 er en elegant og rummelig bil, der fylder rummet mellem 407 og 607 flot op.
Nogen må have trådt Peugeot-løven på halen, for med den nye 508 er det lykkedes at skabe en bil, der både ser godt ud, og som også har en meget høj brugsværdi. Tidligere har den kombination været mangelvare i både 407 og 607. Det er to meget smukke biler, men de lider begge af akut pladsmangel på bagsædet.
Den nye Peugeot 508 har en udstråling, så man aldrig er i tvivl om, at den er en helt ny bil. Den har frække linjer, små flotte detaljer samt en generel linjeføring, der gør det muligt dels at være en hverdagens firmabil i grundudgaven, dels en rigtig lækker bil for dem, der vælger topmodellen. Og så er den tilmed meget rummelig.
I forhold til 407 er 508 vokset på alle ledder og kanter. Den er blevet 10 cm længere, og de er stort set alle havnet mellem akslerne, så kabinepladsen føles markant større. Udhænget foran er mindsket, og udhænget bagtil er øget, og det giver mere bagagerumsplads. Nu er det på 545 liter i sedanudgaven og hele 660 liter i SW-modellen, som er Peugeots navn for stationcar. Bredden er på 185 cm, og det er hele fire cm mere end før.
De markant større mål giver meget fin plads inde i kabinen, og ved bagsædet kan selv store voksne nu få plads til både knæ og hoved. Loftshøjden er dog bedst i SW-udgaven. Man sidder fremragende ved forsæderne, og til de to højeste udstyrsniveauer kan man tilkøbe en pakke med læderindtræk og særligt komfortable sæder med justerbar sædelængde. Sammen med meget fine hovedstøtter med god komfort gør det opholdet i bilen til en fornøjelse af de helt store.
Samtidig med introduktionen af 508 lancerer Peugeot også en række nye motorer, der virkelig er blevet forbedret, og som alle kører langt på literen. På dieselsiden er der tale om en videreudvikling af den kendte 1.6-liters dieselmotor. Her er den koblet til en selvskiftende gearkasse og et smart stop-start-system, der får strømmen fra store kondensatorer, der oplades af bilens bevægelsesenergi under kørslen.
Den kombination er rigtig velkørende, og det er vores oplevelse, at den faktisk vil være et mere fordelagtigt køb end tolitersudgaven med 140 hk. Topudgaven er en 2.2-liters dieselmotor med 204 hk. Den fås kun med et rigtigt sekstrins automatgear – og wauw, det er altså noget der vil frem! Den kører helt fantastisk, og det er lige præcis på denne front, at 508 på fin vis løfter arven fra 607.
På benzinsiden er det motorerne, som Peugeot har udviklet sammen med BMW, der er på programmet. Mindste er uden turbo. Den yder 120 hk og er altid i kombination med det selvskiftende gear ESG. Den har vi ikke haft lejlighed til at prøve, men vi har til gengæld kørt i turboudgaven med 156 hk. Også her er begejstringen hjemme, og det er den, vi peger på, hvis man altså ikke vil have den lille dieseludgave.
508 kommer i fire udstyrsniveauer, og det er her, vi skal vænne os til nye navne. Indgangsmodellen hedder Access, næste trin hedder Active, hvorefter Allure kommer lige før topmodellen GT med den omtalte 2.2-liters dieselmotor. Sidstnævnte har som standard xenonforlygter, hvor lampen ved siden af er en LED-type, der fungerer både som kørelys og som suppleringslys om natten. Denne teknik kan købes til flere af de andre udgaver. Baglygterne er også af LED-typen og giver bilen en let genkendelig signatur om natten.
Der er også mulighed for en elektrisk manøvreret P-bremse, lige som nøglefri betjening, navigationsanlæg og head-up display er på programmet. Det er dog udstyr, der er mere „nice-to-have” end „need-to-have”.
Det er let at blive glad, når man sidder bag rattet i 508. Indretningen er fin, og der er mange fine detaljer. Men der er altså også et par svipsere: For at gøre det „eksklusivt” har man placeret start-knappen til venstre for rattet – det er altså tåbeligt, for man famler efter den, hver gang man skal starte. Hidtil har usædvanlige biler som Porsche og visse andre været ene om den løsning, og det er altså et forkert sted at hente inspiration.
Også midterkonsollen er upraktisk udformet. Der er ingen steder at placere sin mobiltelefon og bilens nøgler. Og selv om der er kommet et par kopholdere, der kan trækkes ud oppe på instrumentbordet, savner vi ordentlig fralægningsplads. Det er en „ommer”.
Ellers er 508 samlet set en attraktiv bil med en køreoplevelse som hos de bedste i klassen og med et design, der slår mange af konkurrenterne. Og priserne er tilmed meget attraktive. Det er derfor god chance for, at 508 bliver en vanlig bil på de danske veje efter introduktionen i begyndelsen af april.