Efter et længere tilløb har juletravlheden meldt sig hos Euro NCAP i en sådan grad, at man har været nødt til at dele decembers test op i to.
Det er især udsigten til at skulle strække sig længere efter stjernerne, der får bilproducenterne til at holde i kø hos det europæiske sikkerhedssamarbejde. Fra 2020 skærper Euro NCAP nemlig igen kravene til nye bilers sikkerhed.
Decembers første test tæller således hele 12 biler, hvor især den store el-SUV Tesla Model X skiller sig ud som en af alletiders sikreste biler testet af Euro NCAP. Set med danske bilistbriller samler interessen sig dog om andre af testpuljens biler. Det gælder ikke mindst den nye udgave af Skoda Octavia. Den rummelige tjekke har igennem årene været en populær bil blandt børnefamilier, og som den aktuelle test viser, kan de fortsat trygt vælge Octavia. Den nye Skoda-model kører nemlig fem sikre Euro NCAP-stjerner i hus.
”Skoda har for længst bevist, at deres biler har en god sikkerhed. Det gælder også den nye Octavia, som der ikke rigtig noget at sætte en finger på. Alle de nye sikkerhedssystemer er standard, og kollisionssikkerheden er i top ikke mindst for de yngste på bagsædet. Det gør Octavia til et sikkert bilvalg,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
Testen tæller også helt nye udgaver af de populære mini-SUV’er Renault Captur og Peugeot 2008, hvor sidstnævnte i grundudgaven lander på fire Euro NCAP-stjerner. Årsagen er en nødbremse, der ikke ser bløde trafikanter godt nok.
”Vi har desværre tidligere måttet kritisere Peugeot-koncernen for at sælge biler uden optimal sikkerhed, og endnu en gang har de desværre valgt at spare på sikkerheden. Det er ikke godt nok, og vi opfordrer den danske importør til kun at tage udgaven med sikkerhedspakke og dermed de fem stjerner hjem. Til sammenligning viser Renault vejen med et højt sikkerhedsniveau i alle udgaver af den nye Captur-model, der stort set koster det samme som Peugeot 2008. Det skal de have ros for,” siger Søren W. Rasmussen.
De testede biler
- Audi Q7: 5 Euro NCAP-stjerner
- Ford Kuga: 5 Euro NCAP-stjerner
- Ford Mondeo: 5 Euro NCAP-stjerner
- Jeep Renegade: 3 Euro NCAP-stjerner
- Peugeot 2008: 4/5 Euro NCAP-stjerner
- Porsche Taycan: 5 Euro NCAP-stjerner
- Renault Captur: 5 Euro NCAP-stjerner
- Skoda Octavia: 5 Euro NCAP-stjerner
- Tesla Model X: 5 Euro NCAP-stjerner
- Subaru Forster: 5 Euro NCAP-stjerner
- VW Sharan/Seat Alhambra: 4 Euro NCAP-stjerner