Populær mikrobil snubler i sikkerhedstest

Ny Hyundai i10 må nøjes med tre stjerner i ny Euro NCAP-test, hvor Seat Leon overrasker ved at slå sin tyske søsterbil på stregen. Samlet viser testen, at bilproducenterne kan matche de nye, skærpede krav til sikkerheden, mener FDM.

Pressemeddelelse

2020 har været et stille år hos Euro NCAP, hvor kun fire biler hidtil har været til eksamen, siden det uafhængige sikkerhedssamarbejde ved årsskiftet skærpede kravene til nye bilers sikkerhed.

Med december har juletravlheden imidlertid indfundet sig hos Euro NCAP, der har hele syv biler med i årets sidste test. Af dem er der de maksimale fem stjerner til fem af bilerne, mens den lille elbil Honda e får fire Euro NCAP-stjerner, og mikrobilen Hyundai i10 må nøjes med blot tre stjerner. Årets hidtil laveste antal.

”Det er marginaler, der skiller Hyundai i10 fra at få fire stjerner. Men dels afslører

kollisionstesten en for høj belastning af fører og passagerer, dels savner sikkerhedssystemerne flere funktioner. Eksempelvis har nødbremsen svært ved at se bløde trafikanter. Det er ærgerligt, at Hyundai her har sparet og ikke forsynet i10 med en bedre nødbremse som i den lidt større i20-model. Fordi bilen er lille, behøver sikkerheden ikke at være dårligere end i andre biler,” siger FDM’s repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

”Det samme gælder den lille elbil Honda e. Heller ikke den har en nødbremse, der i alle tilfælde kan se og bremse for bløde trafikanter som cyklister. Som Hyundai i10 har den heller ikke en airbag mellem de to forreste sæder. Det er ellers en del af den nye 2020-test. Fire Euro NCAP-stjerner er dog et acceptabelt resultat, siger han”.

Blandt de øvrige biler er søsterbilerne Audi A3 og Seat Leon, der begge er varianter af VW Golf. Men selvom de langt hen ad vejen er teknisk ens, klarer Seat Leon sig alligevel overraskende bedre end Audi i kategorien ’voksensikkerhed’, og opnår desuden et bedre resultat i kategorien ’Sikkerhedsudstyr’.

”Seat Leon har for nylig vist sin styrke ved at være med helt fremme i kampen om at blive Årets Bil i Danmark 2021. Den er velkørende og har et skarpt design, og kan nu også udfordre hierarkiet i VW-koncernen, når det gælder sikkerhed. Generelt viser testen, at bilproducenterne formår at følge med de skærpede krav til sikkerheden,” siger Søren W. Rasmussen.

Ud over testens syv biler er fire biler blevet genberegnet, da de nu også findes i plugin-hybridudgaver. Det medførte samme antal Euro NCAP-stjerner, som i den oprindelige test.

”Der er i øjeblikket en stor interesse og efterspørgsel for elektrificerede biler. Derfor er det positivt at se, at de nye udgaver af bilerne ikke forringer sikkerheden. Man skal dog være opmærksom på, at de stjerner de får i denne omgang, ikke er givet efter Euro NCAP’s nye skrappe 2020-test, men derimod deres oprindelige testår. Det understreger vigtigheden af at se på, hvilket årstal en Euro NCAP-test er foretaget. Der er nemlig stor forskel på, om bilerne er testet i eksempelvis 2016 eller 2020,” siger Søren W. Rasmussen.

De testede biler:

  • Audi A3: Fem Euro NCAP-stjerner
  • Honda e: Fire Euro NCAP-stjerner
  • Hyundai i10: Tre Euro NCAP-stjerner
  • Isuzu D-Max: Fem Euro NCAP-stjerner
  • Kia Sorento: Fem Euro NCAP-stjerner
  • Land Rover Defender: Fem Euro NCAP-stjerner
  • Peugeot e-208: Fire Euro NCAP-stjerner (testår 2019)
  • Peugeot 3008 - Hybrid: Fem Euro NCAP-stjerner (testår 2016)
  • Peugeot 508 - Hybrid: Fem Euro NCAP-stjerner (testår 2018)
  • Renault Captur – plugin-hybrid: Fem Euro NCAP-stjerner (testår 2019)
  • Seat Leon: Fem Euro NCAP-stjerner

Hent billede - Hyundai i10

Hent billede - Seat Leon