
Der er fuld fart på samlebåndet i England, hvor Range Rover producerer sine store firehjulstrækkere. Alle modeller har igen fået vind i sejlene oven på et par magre år, og den helt nye Evoque slår i øjeblikket alle produktionsrekorder. Det er på samtlige markeder i verden, at den nye mini-offroader er gået rent ind.
Overalt er der dog i stigende grad fokus på brændstofforbrug og CO2-udslip, og derfor har fabrikken indledt en målrettet indsats, der skal sikre, at alle modellerne fremover bliver stuerene på det område.
Rygter taler allerede nu om, at den kommende afløser til den helt store Range Rover vil kunne køre over 25 km på en liter benzin i en særlig hybrid-version, men her og nu er der mere konkrete data på en ny forhjulstrukken udgave af Evoque, der kan køre over 20 km på en liter diesel.
Det er i øvrigt første gang nogensinde, at Land Rover-fabrikken har produceret en Range Rover med kun træk på to hjul.

Den yder fortsat 150 hk, men er forsynet med en sekstrins manuel gearkasse i stedet for automatgear, ligesom der også er tilføjet stop/start-funktion, så motoren stopper, når man holder for rødt lys.
Det sjove ved bilen er, at vi egentlig havde troet, at det ville føles helt forkert med færre kræfter og skift-selv-gear. Men vi blev noget overrasket over at opleve dens harmoniske funktion, og da motoren trækker ved lave omdrejninger, føles den smidig i trafikken.
Man savner egentlig ingen kræfter, og støjniveauet bliver aldrig generende. Har man aldrig behov for at køre i terræn, og kan man nøjes med kun at kunne trække 1.500 kg på krogen, så er denne udgave bestemt værd at se nærmere på.
Evoque er en bil for livsnydere, og fabrikken tilbyder en lang række valgmuligheder, når udstyrsmængderne skal udpeges. Generelt er kvalitetsniveauet højt, teknikken avanceret og mulighederne mange.
Men prisen stiger pænt for hvert kryds, man sætter på bestillingslisten, og det lægger i hvert fald i Danmark en dæmper på lysten. Men har man råd, så er Evoque efter vores opfattelse den mest hotte bil i dette segment.