
Selvom Renault storsatser på elbiler, ved franskmændene godt, at diesel- og benzinmotorer vil dominere gadebilledet længe endnu og derfor stadig skal trække det tunge læs, når forbruget af fossile brændstoffer og CO2-udslippet skal ned.
Nøgleordet er effektivisering, og derfor lancerer Renault nu en ny 1.6 liters dieselmotor med 16 ventiler og 130 hk, der bruger 20 procent mindre brændstof og udsender 30 g mindre CO2 pr. km end den ligeledes 130-hestes 1.9 med otte ventiler, som den afløser.

Som bekendt gør mange bække små en stor å, og det lavere forbrug skyldes ifølge Renault adskillige ting, der hver især kun har minimal betydning. De 300 ccm færre skal således give en gevinst på 5,5 procent, mens stop-start-teknologien (standard) står for tre procent.

Mens forbruget er lavt, er effekten til gengæld høj, for 130 hk er rigtig meget for en 1.6 liters diesel. Men 1.6 dCi-motoren er alt andet end hysterisk; kraftudviklingen er behagelig og afslappet med et minimum af turbotøven, og med et maksimalt drejningsmoment på 320 Nm – 20 Nm mere end 1.9 dCi kunne præstere – allerede ved 1.750 o/min er der kræfter nok til det meste.
Tilmed arbejder motoren meget kultiveret, og lydniveauet er lavt – Renault hævder, at den nye motor kun støjer halvt så meget som den gamle, og det er ikke helt urealistisk. I de biler, der var til rådighed ved prøvekørslen i Frankrig, optrådte maskinen i hvert fald ganske diskret i baggrunden ved acceleration og var næsten uhørlig ved konstant fart.

Med basisudstyret Expression koster Scénic 1.6 dCi fra 303.780 kr. inklusive levering, mens en fempersoners Grand Scénic er 10.000 og en syvpersoners 20.000 kr. dyrere; den mindre 1.5 dCi-motor med 110 hk er stadig på programmet og 22.000 kr. billigere. Scénic og Grand Scénic 1.6 dCi er ude hos de danske Renault-forhandlere midt i juni.