Renault Zoe – den ærlige elbil

Renault Zoe er Renaults første elbil, der fra begyndelsen er udviklet til at være elektrisk. Det er der kommet et meget vellykket resultat ud af

Renault Zoe har et strejf af futurisme uden at være lige så meget rumskib som Nissan Leaf.
Forpremiere

Renault Zoe er en minibil på størrelse med Clio  og den første elbil i den klasse.
Renault Zoe er en minibil på størrelse med Clio og den første elbil i den klasse.
Motor mener: Renault Zoe kan ikke løbe fra en beskeden rækkevidde og lang optankningstid i forhold til benzinbiler, men det er en vellykket elbil.

210 km på en opladning ifølge EU-normen. Men 150 km i virkeligheden ved „mildt” vejr og 100 km, når det er „vinter”. Renault stikker ikke noget under stolen, når det gælder rækkevidden af sin nye elbil Zoe. Muligvis på baggrund af erfaring med elbil-kunders badwill.

De 210 km er den største, officielle rækkevidde for en elbil bortset fra Teslas, og de 150 km ser ud til at være rimelig realistisk at opnå. Under Motors første ture i Zoe – ved ideelle vejrforhold omkring 15 grader – endte rækkevidden netop omkring de 150 km. Men hvis speederen presses i bund til topfarten 135 km/t., kan man næsten høre elektronerne fosse ud af batteriet!

Kabinen er flot og frisk med den dominerende syvtommers skærm på instrumentbordet. Sædestoffet virker til gengæld mærkelig konservativt.
Kabinen er flot og frisk med den dominerende syvtommers skærm på instrumentbordet. Sædestoffet virker til gengæld mærkelig konservativt.
Med til at give den pæne rækkevidde er, at Zoe bruger varmepumpe i stedet for en „hårtørrer”. Reelt er det airconditionanlægget, der kører baglæns. Dermed kan 3 kWh varme opnås med 1 kWh fra batteriet. Desuden har bilen en mere effektiv opsamling af bremseenergi og er som den første udstyret med en ny generation Michelin-dæk med ekstra lav rullemodstand.

Smart opladning af Renault Zoe

Opladningen kan gå kvikt, selv om bilen ikke har batteriskifte og sandsynligvis aldrig får det. Renault Zoe har et unikt og avanceret opladningssystem kaldet Chameleon (kamæleon) indbygget, og det tilpasser sig automatisk den energimængde, som en vekselstrømslader kan levere – fra 3 kilowatttimer til 43 kilowatttimer pr. time.

Det sidste, som er ret sjældent, giver mulighed for 80 procent opladning på en halv time. Mere gængse lynladere med 21 kilowatttimer klarer de 80 procent på én time. Almindelig, fuld opladning varer seks-ni timer.

Instrumenthuset udgøres af en klar skærm. Den viser bl.a. hvor økonomisk, man kører.
Instrumenthuset udgøres af en klar skærm. Den viser bl.a. hvor økonomisk, man kører.
Der er to store ulemper ved Chameleon: Renault Zoe kan ikke benytte den mest udbredte lynladning i Danmark, Clevers heftige jævnstrømslader til japanske modeller, og bilen kan kun oplades via en rigtig lader hjemme eller på gaden. Så en Zoe-kører kan ende med en ret flad fornemmelse, hvis han eller hun mangler strøm hos mormor, i sommerhuset eller på et hotel.

Fornem plads i Renault Zoe

Nok om det. Bilen Zoe er også interessant. Baseret på Clio-teknik byder den på fornuftig plads til fire og mulighed for fem. Bagsædet er ikke særlig komfortabelt, for gulvet er højt. Bagagerummet er derimod særdeles rummeligt og reelt. Med 338 liter er det større end i Clio - og i den større Fluence Z.E.

Foran har man udsigt til et ret flot designet instrumentbord med den prominente syvtommers berøringsskærm i iPad-stil. Fra den styres bl.a. navigationsanlægget, der kan beregne, om der er strøm nok til at nå målet, og hvis ikke så vise vej til ladestandere. Skærmen styrer i det hele taget at hav af funktioner og kan hente et halvt hundrede særlige Renault-apps. Det virker fint.

Bagagerummet er virkelig rummeligt og snupper to kæmpekufferter. De 338 liter er et af de største tal i miniklassen.
Bagagerummet er virkelig rummeligt og snupper to kæmpekufferter. De 338 liter er et af de største tal i miniklassen.
Renault Zoe kører glimrende og særligt by- og bakkekørsel er en fornøjelse med „automatgear” og stort drejningsmoment. Affjedringen er generelt god, men som mange andre elbiler har den det ikke godt med små, skarpe kanter. De slår hårdt igennem.

Støjniveauet opleves endnu lavere end i de fleste andre elbiler, og Continental-motoren er dejlig fri for hylende „S-togslyd”. Derimod kan man i kabinen fornemme den elektroniske advarselslyd, som bilen udsender for at advare bløde trafikanter.

Bremserne er derimod ikke lydefri. Under ti km i timen er de rigtig svære at dosere, så passagererne må finde sig i ublide opbremsninger.

Femstjernet sikkerhed

Zoe har det normale sikkerhedsudstyr, men uden mulighed for særlig avancerede funktioner. Euro NCAP har netop givet Zoe de maksimale fem stjerner i sikkerhedstest.

Anskaffelsesprisen er med den nuværende afgiftsfritagelse fornuftig. 165.000 kr. koster billigste version med højt udstyrsniveau, bl.a. den store berøringsskærm, klimaanlæg, navigation og mulighed for forvarmning og -køling af kabinen. Det er samme pris som en Clio med 75 hestes benzinmotor og mellemste udstyrsniveau.

Dertil kommer batterileje, som sker via Renault. 784 kr. koster det om måneden ved 15.000 km årligt. Til gengæld burde der være omkring 400-500 kr. at spare om måneden i brændstof i forhold til benzin. Omvendt skal et abonnement hos en strømudbyder lægges til. Det ventes at være fra cirka 100 kr. om måneden.

600-800 Zoe tror Renault, man kan sælge i Danmark i år fra lanceringen i maj.