Seat Leon er Årets Brugtbil 2020

Der skulle fintælling til, inden Seat Leon kunne køre med titlen som Årets Brugtbil 2020. Et solidt og velkørende valg, mener FDMs brugtbilsekspert, der er del af juryen bag kåringen.

Pressemeddelelse

Årets Brugtbil 2020 hedder Seat Leon. I et stærkt finalefelt snuppede den med det yderste af kølergrillen titlen foran Kia Ceed. Opløbet var dog så tæt, at der skulle målfoto til. Faktisk lå de to biler side om side, men da Seat Leon havde flere førstepladser blandt den 17 mand store jury, gjorde det udfaldet.

Med titlen som Årets Brugtbil 2020 overtager Seat Leon stafetten fra sin søsterbil, 7. generation af VW Golf, der vandt sidste år. De to biler er baseret på samme teknologi, men hvor VW Golf designmæssigt hylder princippet om keine Experimente, er Seat Leon langt mere spændende.

”Seat Leon er en lidt overset bil på brugtbilmarkedet, men stadig et godt bud på en god og rummelig familiebil, der er til at betale. Den er teknisk moderne og kan fås med trykskærm og mulighed for blandt andet Apple CarPlay. Nok så vigtigt er det en bil, hvor man ikke går på kompromis med sikkerheden. Eksempelvis kan man få Seat Leon med automatisk nødbremse, og det trækker op,” siger FDMs brugtbilekspert, Karsten M. Lemche.

Det er 15. gang, at Årets Brugtbil kåres. Prisen uddeles af en jury bestående af biljournalister og folk fra brugtbilbranchen. FDM er repræsenteret med to mand i juryen, der vurderer bilerne ud fra kriterier som teknisk kvalitet, service- og reparationsomkostninger og værdi for pengene.

”Der bliver handlet omkring 500.000 brugte biler i Danmark om året. Her kan Årets Brugtbil ikke bare være med til at guide bilkøbere til nogle af de bedste køb men også vise, at der blandt de lidt oversete modeller kan gemme sig spændende biler, som det godt kan betale sig at gå efter. Det er netop Seat Leon et eksempel på,” siger Karsten M. Lemche.

Årets Brugtbil 2020 – sådan faldt stemmerne:

  • Seat Leon (2012-2020) 130 point, 6 førstepladser
  • Kia Ceed (2012-2017) 130 point, 4 førstepladser
  • BMW 3-serie (2012-2019) 115 point
  • Mercedes-Benz A-klasse (2012-201) 70 point
  • Skoda Superb (2014-2020) 65 point

De seneste ti års vindere af Årets Brugtbil

2019: VW Golf VII, årgang 2013-2017

2018: BMW 1-serie, årgang 2011-2015

2017: Ford C-MAX, årgang 2010-2015

2016: BMW 3-serie, årgang 2008-2012

2015: Mercedes-Benz C-klasse, årgang 2007-2011

2014: Honda Civic, årgang 2006-2012

2013: Toyota Avensis, årgang 2007

2012: Honda Accord, årgang 2009

2011: Kia Ceed, årgang 2007

2010: Opel Astra, årgang 2005

Hent billede

Hent billede 2