Seat Leon - spansk Golf-mester

Seat Leon er i bund og grund en Golf, men byder på spansk charme i en vellykket dosis. Resultatet er en opsigtsvækkende bil, der står på en fremragende teknisk platform.

Til at begynde med kommer Seat Leon kun som femdørs, men en tredørs og en stationcar følger senere på året.
Forpremiere

Seat Leon er en spansk udgave af VW Golf. Teknikken er helt identisk i de to biler, men designet har fået sit eget, mere livlige udtryk i Leon.
Seat Leon er en spansk udgave af VW Golf. Teknikken er helt identisk i de to biler, men designet har fået sit eget, mere livlige udtryk i Leon.
Motor mener: Seat Leon er et frisk alternativ til VW Golf. Den grundlæggende, gode tekniske konstruktion er der heldigvis ikke pillet ved. Desværre har Seat ikke samme fokus på den indbyggede sikkerhed.

Er du fristet af en VW Golf på grund af dens fine teknik og dens gode køreegenskaber, men tøver du på grund af bilens neutrale design, så er der yderst interessante nyheder på vej fra Barcelona. Her har de spanske ingeniører netop afsluttet arbejdet med at forvandle den traditionelle tyske Golf til en varmblodig sydlænding.

Resultatet er blevet en forbløffende vellykket Seat Leon, der med et selvstændigt design formår at fastholde udgangspunktets høje brugsværdi, samtidig med at der er pumpet hjerte, blod og temperament ind i bilen. Den nye Leon ser tilmed ud til at lande på en lidt lavere pris end VW Golf, og der er dermed lagt op til en god spansk fiesta, når Leon når Danmark kort efter nytår.

Instrumentbordet er præget af en stor lodret flade, der er formet rundt om førerpladsen. Materialerne i Seat Leon er fine, og funktionaliteten er god. Bemærk den store velplacerede radio.
Instrumentbordet er præget af en stor lodret flade, der er formet rundt om førerpladsen. Materialerne i Seat Leon er fine, og funktionaliteten er god. Bemærk den store velplacerede radio.
I første omgang kommer Leon kun som femdørs hatchback, men senere på året dukker først en tredørs sportslig udgave op, og senere følger en stationcar efter.

Seat Leon får mere plads

Grundlaget for den nye Seat Leon er den fleksible platform, som både Audi A3 og VW Golf benytter. Netop det udgangspunkt har gjort det muligt at gøre bilen kortere, og alligevel øge akselafstanden betragteligt til fordel for både bedre kabineplads og bagageplads.

Hemmeligheden bag dette trick ligger blandt andet i motorrummet, hvor alle motorer er vendt 180 grader, så udstødningsmanifolden peger bagud i stedet for fremad som i de gamle modeller. Det har gjort det muligt at flytte motoren både frem og ned til gavn for en bedre pladsudnyttelse og et lavere tyngdepunkt.

Forskydningen mærkes særligt ved forsæderne og ved bagsædet, hvor der er rigeligt med plads til selv store voksne. Kun den store tunnel i midten af bilen har fået lov at overleve, og det generer fortsat passageren ved midterpladsen bagi.

Fælles motorer med Audi og VW

Bagagerummet i Seat Leon er vokset med 39 liter, så det nu rummer hele 380 liter.
Bagagerummet i Seat Leon er vokset med 39 liter, så det nu rummer hele 380 liter.
På motorsiden er der helt nye benzin- og dieselmaskiner. Benzinmotorerne er baseret på den nye motorgeneration, der først så dagens lys som trecylindrede udgaver i VW Up og Seat Mii. Her er motoren dog forlænget med en ekstra cylinder og er på enten 1.2 eller 1.4-liter, ligesom de alle er forsynet med turbolader og direkte indsprøjtning.

I lighed med de små motorer er der nu også tandrem til knastakslerne i stedet for kædetræk som før. På dieselsiden er det en videreudvikling af de kendte motorer, og det har kastet flotte lave forbrugstal af sig.

Næsten alle motorer kan fås med enten en manuel gearkasse eller VWs glimrende dobbeltkoblingsgearkasse, DSG. Begge gearkasser fungerer fortrinligt, men har man mulighed for det, vil vi til hver en tid anbefale DSG-gearet. Det gør køreoplevelsen fantastisk.

God kvalitet i kabinen

Som noget nyt i denne prisklasse tilbyder Seat LED-forlygter til bilen. De består af ni separate dioder, der gør det ud for både nær- og fjernlys.
Som noget nyt i denne prisklasse tilbyder Seat LED-forlygter til bilen. De består af ni separate dioder, der gør det ud for både nær- og fjernlys.
Inde i Seat Leon har Seat stort set ændret alt, men det er bilen ikke blevet dårligere af. Bag rattet nyder man et velformet instrumentbord i gode materialer, og instrumenthuset er udformet på en god og overskuelig måde.

Radioen er placeret højt, og selv om den teknisk set er identisk med den i VW Golf, har Seat selv udviklet brugerfladen, der på mange områder minder om en god smartphone.

Det ser lovende ud, men vi skal bruge mere tid med bilen, før vi giver den endelige dom. Derimod tør vi godt allerede nu at fremhæve sædernes kvalitet. De er fine og giver god støtte.

Seat Leon fås med LED-forlygter

I forhold til VW Golf har Seat skruet lidt ned for ambitionerne, når det drejer sig om sikkerhed. I princippet kan alt moderne sikkerhedsudstyr fås til Leon, men modsat hos VW skal man her tilkøbe en større del, og ved introduktionen er alle systemer endnu ikke klar til salg.

Dørspejlene er rykket bagud til gavn for et flottere design og et bedre udsyn fra førerpladsen.
Dørspejlene er rykket bagud til gavn for et flottere design og et bedre udsyn fra førerpladsen.
Til gengæld kan Seat Leon bryste sig af at være første bil i dette segment, der tilbyder LED-forlygter. Det er altså ikke bare kørelyset, der er af LED-typen, men både nær- og fjernlyset, der kommer fra ni store LED-dioder.

Det erstatter xenonlamperne og skal i alle tilfælde købes som ekstraudstyr. Prisen er endnu ikke på plads, men med danske afgifter ventes prisen at lande på ca. 25.000 kroner.

Seat Leon kører fremragende

Alle udgaver af Seat Leon kommer med en elektrisk drevet servostyring, der opleves virkelig rar. Bagakslen kommer i lighed med VW Golf i to udgaver alt afhængig af motorstørrelsen.

Vi prøvede begge versioner, og man skal ikke være bange for at vælge den billigste udgave. Komforten er fin, og man skal ud på marginalerne for at opleve forskellene mellem den klassiske torsionsaksel og det avancerede multilink-ophæng.

Så går det straks lettere, hvis man vælger den justerbare undervogn. Her kan man pr. fingertryk ændre opsætningen af affjedring, styretøj og gearskift fra sport over normal til komfort. Og det er forskelle, der er til at føle på. Den mulighed koster dog ca. 20.000 kroner ekstra og er ikke det første, man skal bruge penge på, da grundudgaven fungerer så godt, som den gør.

Fire udstyrsniveauer

Seat Leon kommer i fire udgaver, Essence, Reference, Style og sportsudgaven FR. Billigste niveau er uden aircondition og vil formentlig blot være en slags prisleder. Vi venter, at den udgave kan fås helt nede fra 194.000 kroner, hvilket vil være 35.000 kroner billigere end en femdørs VW Golf, der dog har mere udstyr.

Man skal regne med mindst at vælge Reference for at få en harmonisk udstyret bil, og så lander startprisen på små 210.000 kroner for en 1.2 TSI med 86 hk og små 240.000 kroner for en 1.6 TDI med 90 hk. En rigtig fint udstyret Seat Leon kunne f.eks. være en 1.4 TSI med 140 hk og DSG-gear i Style-udstyr til 285.000 kr.

Skal det være diesel, vil en 1.6 TDI med 105 hk, Style-udstyr og DSG-gear formentlig kunne fås for 335.000 kroner. Det vil være et godt køb. Men alle priserne er vel at mærke Motors bedste bud.