Drømmer man om at køre ud i foråret i en nyindkøbt, klassisk bil, er der masser af muligheder for at finde en klassiker, der er sjov, spændende, anderledes og skiller sig ud fra mængden – uanset hvilken type bil man foretrækker, og hvor meget man er villig til at betale. Det skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.
”Lige fra i den billige klasse under 25.000 og op i de højere luftlag over 200.000 kroner er udvalget både stort og varieret, hvad enten man vil have en klassisk sportsvogn, familiebil, luksusbil eller noget helt fjerde. Også hvis man vil noget andet end de mere gængse klassiske biler, der kører mange af”, siger MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.
Især ældre familiebiler er til at komme i nærheden af for små penge – 25.000-50.000 kroner rækker meget langt.
”Men man kan også få en luksusbil, for eksempel en Rover eller en Mercedes fra 70’erne, for samme beløb. Eller en GTi-bil fra 80’erne”, siger Bo Christian Koch.
Det er dog vigtigt at holde øjnene åbne og hovedet koldt, når man leder efter drømmeklassikeren.
”Ingen ældre biler er immune mod rust, og jo billigere bilen er, jo grundigere skal den gås efter. Det er også klogt at melde sig ind i en bilmærkeklub, hvor man kan møde folk, der kender bilmodellen og dens svagheder”, fastslår Bo Christian Koch.
Man kan læse mere om markedet for klassiske biler i det nye nummer af MotorClassic, der netop er udkommet. MotorClassic udkommer seks gange om året og sælges i større kiosker landet over. Abonnement på MotorClassic kan bestilles via www.fdm.dk/motorclassic.