
Da Fiat sidste år sendte sin stærkt forvoksede familie-500, kaldet Fiat 500L, på gaden, var det kun med en lille benzinmotor og dieselmotor som mulighed. Men nu udvides motorpaletten med stærkere versioner på 105 hestekræfter. Den ydelse gælder såvel 0.9 Twinair benzin som 1.6 Multijet II diesel.
Den 105 hestes udgave af Fiats tocylindrede benzinmotor er helt ny, men vil efterhånden dukke op i andre Fiat-modeller. Dieselmaskineriet på 105 hk er en formindsket udgave af Fiats 2.0-diesel og har hidtil levet en stille tilværelse i Bravo og Alfa Romeo Giulietta.

Fiat 500L med Twinair-motor
Den kraftige Twinair-motor på 105 hk – men uændret moment på 145 Nm – har samme karakteristiske, energiske knurren som de mindre versioner i den tocylindrede familie, og den slipper ligeledes pludseligt op for kræfter nær det røde felt.
Men det virker som om, den nye motorstyring giver en mindre tøffende lyd, når man kører med de meget lave omdrejninger, der er nødvendige, for at holde benzinforbruget i ave. Den har en officiel brændstoføkonomi på 20,8 km pr. liter, men har formentlig samme problem med at opnå det lovede, som de to små varianter.
Motorlyden appellerer til høje omdrejninger, men så går det galt med forbruget. Til at hjælpe føreren har også den 105 hestes en spareknap, der skærer toppen af omdrejningerne, så ydelsen begrænses til 98 hk/120 Nm. Den nye Twinair-motor opfylder i øvrigt Euro 6-miljøkrav, der indføres sidst i 2015.
Fornøjelig dieselmotor i Fiat 500L
Dieselmotoren er en fornøjelse med sine gode kræfter i forhold til bilens størrelse og stadig med en hæderlig brændstoføkonomi på 22,2 km pr. liter.
Motoren er tilfreds med blot 1.100-1.200 omdrejninger, så den er fleksibel og letkørt. Desuden har denne dieselmodel den fordel, at den kombineres med en Alfa Romeo-gearkasse, der går noget mere præcist end den sekstrins, der ellers benyttes i Fiat 500L.
Både benzin- og dieselmotor har stop-start-automatik.
I Danmark bliver de to nye, stærke motorer ikke helt billige. Ca. 260.000 kr. for benzinmotoren og ca. 300.000 kr. for dieselversionen. Det er hhv. 20.000 og 35.000 kr. mere end de mere ydmyge motorer.
Fiat ser særligt mulighed som firmabil med moderat beskatningsværdi og for dieselmotorenes vedkommende i den kommende gulpladeversion.