Subaru Forester med mere pondus

Subaru Forester er vokset og blevet en rigtig SUV. Designet er stadig konservativt, men egenskaberne på hullede veje er fortrinlige.

Subaru Forester
Forpremiere

Motor mener: Subaru Forester er interessant, hvis man har brug for en SUV. Komforten på dårlige veje er i top, og prisen er nu rimelig.

Subaru Forester i tredje generation er vokset og blevet en rigtig SUV. Det er ikke det mest smarte tidspunkt at lancere en ny SUV på med CO2-debat og biltypens forværrede omdømme in mente.

Men ellers har Subaru noget interessant at byde på med lanceringen af en ny generation Forester. Først og fremmest er bilen vokset markant på alle leder, så den nu passer direkte ind i den kompakte SUV-klasse, hvor Toyota RAV4 og Suzuki Grand Vitara huserer, og bl.a. VW Tiguan lige er kommet til.

De større dimensioner kan også blive bilens ulempe, for det betyder, at den har forladt sin egen niche som halvhøj stationcar. Længden er øget otte cm, akselafstanden ni cm og højden ligeledes ni cm. Det mærkes især på bagsædet, der nu er et fint sted for voksne at opholde sig.

Bagfra kan Forester virke lidt aparte. Nye hjulophæng bag giver et mere reelt bagagerum, der rummer 450 l. Forester er i sit es ved moderat terrænkørsel og på dårlige veje.
Bagfra kan Forester virke lidt aparte. Nye hjulophæng bag giver et mere reelt bagagerum, der rummer 450 l. Forester er i sit es ved moderat terrænkørsel og på dårlige veje.
Vokseværket skyldes, at mens den gamle Forester var baseret på den lille Impreza, så er den nye bygget over den større Legacy. Den helt nye undervogn er en af bilens stærkeste sider.

Den nordiske Subaru-organisation havde valgt at præsentere bilen i Litauen med henvisning til, at der finder man nogle af de værste veje i Den Europæiske Union. Sandt nok - og Forester beviste, at den er mester i at absorbere slaghuller i vejen, vaskebrætriller på grusveje og dybe huller i terrænet. Det kunne man blive glad for, hvis man bor meget langt ude på landet.

Bilen har permanent firehjulstræk med 50:50-fordeling af trækkraften mellem for og bag (automatgear: 60:40), og som en sjældenhed i klassen er der reduktionsgear.

Kun én motor er tilgængelig i første omgang. Den gør det til gengæld udmærket og er en opdateret udgave af den 2.0-liters boksermotor. Der er skruet lidt ned for hestekræfterne og benzintørsten, men lidt op for drejningsmomentet.

Motoren lyder godt og afdæmpet og er helt uden mærkbare vibrationer. Men der er ikke meget bundtræk. En dieselmotor kommer til efteråret.

Førerpladsen fungerer fint og ser moderne ud. Men materialerne er ikke lækre som i Tiguan og Freelander.
Førerpladsen fungerer fint og ser moderne ud. Men materialerne er ikke lækre som i Tiguan og Freelander.
Anhængervægten er 2.000 kg med manuelt gear og 1.500 kg med automatgear. Sikkerhedsudstyret har det forventelige inkl. ESC, og komfortudstyret på grundmodellen dækker de flestes behov: bl.a. klimaanlæg, fartpilot, lille tripcomputer, varme i sæderne, i sidespejlene og ved vinduesviskerne samt forlygtespulere. Metallak er også standard.

Subaru har hidtil haft tendens til at lægge sig prismæssigt lovligt højt, men med den nye Forester er en Subaru nu billigere i anskaffelse end de fleste konkurrenter. Prisen er steget 10.000 kr. til 356.000 kr. for billigste udgave. Det er ca. 30.000 kr. under Honda CR-V og 50.000 kr. under Toyota RAV4, men dog 50.000 kr. over Suzuki Grand Vitara.