Motor mener: Suzuki Alto er et stærkt alternativ til Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo.
Danskerne vil have billige biler. Statistikken taler sit tydelige sprog, og lægger man salgstallene sammen for de identiske trillingebiler, Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo, har 9.500 danskere gjort disse småbiler til de mest solgte i Danmark i de første ni måneder af i år. Til sammenligning er den næstmest solgte bil – Skoda Fabia – kun solgt i lidt under det halve antal.
Det er derfor mere end almindelig god timing, når Suzuki introducerer den nye Alto på det danske marked til maj. Med en pris på lige omkring 100.000 kr. lander bilen lige i „bulls eye”.
Det er kun navnet, der er bibeholdt i forhold til den tidligere version, og det er fint! For mens den gamle version var en billigbil skabt til markeder langt væk fra Europa, er den nye Alto bygget med netop Europa for øje.
Det er fortsat Indiens største bilfabrik uden for New Delhi, der står for produktionen, men Suzuki har opgraderet produktionen med teknologi mage til den, der anvendes i Japan, ligesom hele konstruktionen stammer fra det japanske hovedkontor.

Et andet alvorligt problem ved den gamle bil var sikkerheden. Også her er der sadlet om, og den nye Alto kommer således med både antiudskridningssystemet ESC og seks airbags som standard. Uden tvivl et stort skridt fremad, men om det er nok til at udløse en hæderlig karakter ved Euro NCAP-crashtesten er uvist. Selv regner Suzuki med fire stjerner.

Som standard har bilen fem gear, men interessant nok for dem, der har behov for automatgear, vil dette kunne fås for omkring 15.000 kr.
Motors første korte prøvetur af den nye Alto fandt sted på fabrikkens egen testbane, og her udviste bilen fornuftige egenskaber. Affjedringen er i den noget ukomfortable afdeling, og har svært ved at opfange ujævnheder. Men man kan sagtens presse bilen, uden at den får problemer af nogen art. Servostyringen er af den elektrisk type, men også den virker fornuftigt afstemt.
