
I takt med at krisen så småt kan ses i bakspejlet, vender danskerne i stigende grad interessen i retning mod de lidt større biler i stedet for kun at se på de helt små. Det giver øget salg for biler i minibilklassen, hvor Suzuki Swift hører hjemme.
LÆS OGSÅ: Seneste test og prøvekørsler fra Motor
Den populære bil har siden sin debut i 2005 fundet 27.000 danske købere, og nu er anden generation klar i en faceliftet udgave med en optimeret motor og lidt mere udstyr.
Suzuki Swift får bedre benzinøkonomi

Det er derfor under motorhjelmen, at vi ser den største forskel. Dels har den danske importør sagt farvel til dieselmotoren, da færre og færre kunder efterspørger den, dels har benzinmotoren fået en teknisk overhaling, så den kører længere på literen.
Den bedre økonomi er opnået ved at hæve kompressionsforholdet og tilføje en ekstra indsprøjtningsdyse pr. cylinder, så hver cylinder nu har to. Teknikken, som Suzuki kalder DualJet, giver ikke flere hestekræfter, men sammen med andre mindre forbedringer resulterer det i en økonomi, der tillader op til 11 procent længere kørsel pr. liter benzin, så Swift på papiret nu kører 22,7 km/l.
Lavere priser på Suzuki Swift

Alle andre udgaver har fået den nye motorer, og her koster billigste femdørs version 132.000 kroner i en flot udstyret version med bl.a. aircondition og musikanlæg som standard. Ekstraudstyrslisten er kort og overskuelig: Bluetooth til håndfri betjening af mobiltelefon under kørslen koster 2.000 kroner og et stort integreret navigations- og musikanlæg med bluetooth koster 9.000 kroner.
Køreindtrykket er ikke ændret i forhold til før: Det vil sige en letkørt bil uden de store positive eller negative anmærkninger. Kvaliteten i kabinen er hæderlig, men det er synd, at Suzuki ikke har benyttet lejligheden til at introducere en sekstrins gearkasse og samtidig gøre rattet justerbart i længden.