Hyundai Ioniq - bedre udgave på vej
Biltest
20. august 2019

Foto: Karsten Meyland Lemche

Hyundai Ioniq er en prisvenlig adgang til markedet for elbiler. Den er utrolig letkørt og byder på masser af udstyr. Men vent med at bestille den til sidst på året, når Hyundai tilbyder et større batteri.
Hyundai Ioniq
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Udstyr / Garanti / Nødbremse
Ulemper
Rækkevidde / Udsyn bagud / Loftshøjde bag
Pris
279.995 kr.
Rækkevidde (WLTP)
280 km
Maks. effekt
120 hk
Den fås både som hybridbil, plugin-hybrid og som elbil, og dermed er Ioniq i høj grad med på den grønne omstilling. Som elbil er den dog begrænset af et relativt lille batteri, og det kaster en noget moderat rækkevidde af sig.
Vi nåede således kun 181 km på motorvej med 110 km/t., og det er lige i underkanten. En udgave med et større batteri venter da også i kulissen og kommer til Danmark sidst på året. Den er nok værd at vente på.
Læs også: Motors tidligere test af Hyundai Ioniq
Køreegenskaberne er ellers meget behagelige, og Ioniq er utrolig letkørt. Man betjener gearkassen fra en række trykknapper, der er placeret mellem forsæderne. Det er intuitivt og nemt at betjene.
En udmærket adaptiv fartpilot er rar ved motorvejskørsel, ligesom varme i både sæder og rat er rart om vinteren. Vi savner dog mulighed for at styre varmeapparatet og lignende fra en mobil-app.

Førerpladsen er velordnet med en fin skærm, der er flot integreret. Alle menuer er på dansk. Adaptiv fartpilot er standard.
Lang ladetid hjemme
Ioniq er en femdørs hatchback med et meget vindglat design, og den form levner ikke megen plads til bagsædets passagerer, hvilket mærkes ved både knæ og hoved. Selvom bagagerummet på papiret rummer 433 liter, virker det ikke særlig stort, og det begrænser bilens brugsværdi en smule. En barnevogn finder dog let plads.
Der er derimod kun lige akkurat plads til en hjemmelader under gulvet, men ikke et stort ladekabel, der derfor må ligge og flyde i bagagerummet.
Hjemme er Ioniq langsom til at lade, da den kun benytter én fase. Regn med otte timer ved brug af en ladeboks. På farten lader den derimod pænt hurtigt, og ved hurtigladeren i Fredericia målte vi 17 minutter fra 20 til 80 procent, hvilket modsvarer 117 km. Det er hurtigt.
Hyundai Ioniq fås i øjeblikket til en attraktiv pris inkl. ladeboks og kan derved være en billig vej ind i elbilsverden.
VIDEO: Tag med på test af Hyundai Ioniq




Hyundai Ioniq er en hatchback med lav taglinje. Det giver et begrænset udsyn bagud.