Kia XCeed - flot bil med flad drivlinje
Biltest
10. december 2020

Foto: Karsten Meyland Lemche
Dieseludgaven af Kia XCeed er endnu en ganske vellykket version af den populære crossover. Men tag den for himlens skyld med automatgear!
Kia XCeed
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Garanti / Førerplads / Design
Ulemper
Drivlinje / Bagsædeplads / Udsyn skråt bagud
Pris
289.999 kr.
Maks. effekt
136 hk
Kia XCeed findes efterhånden i et utal af varianter og med et næsten komplet program i drivlinjer, der byder på benzin og diesel med mildhybrid-teknik og valget mellem manuel og automatisk gearkasse. Desuden fås XCeed som plugin-hybrid.
Her tester vi udgaven med dieselmotor og manuel gearkasse, og efter at have prøvet flere versioner af XCeed må vi konstatere, at det er nok den drivlinje, der klæder den ellers meget vellykkede bil mindst.

Førerpladsen er forbilledligt indrettet med klare, digitale instrumenter og en stor trykfølsom skærm.
Hvordan kører Kia XCeed?
Testbilen er udstyret med Kias iMT-system, som reelt dækker over en elektronisk styret kobling. Den kobler automatisk ud, hver gang man slipper speederen ved motoromdrejninger over 2.000 o/min. Det slukker motoren, så kørsel uden speederbelastning foregår helt uden brændstofforbrug.
Koblingen betjenes helt normalt med koblingspedalen, men det kræver nogen tilvænning at blive dus med den automatiske funktion.
Motoren er den 1.6-liters diesel med 136 hk, som ligger i flere af koncernens modeller. Det er gennemprøvet teknik, men i denne version kommer den lidt til kort, primært fordi bilen er ret højt gearet. Det betyder, at man ved motorvejshastighed ligger omkring 3.000 o/min, og så bliver diesellyden temmelig anmassende.

Den testede version var udstyret med en Edition-pakke, der blandt andet byder på en 10”-skærm i stedet for den standardmonterede 8”.
Flot design, men ikke så meget plads i Kia XCeed
Da Kia kom ind på det danske marked i slutningen af sidste århundrede, var det med modeller, der var jævnt triste at se på. Sådan er det ikke længere.
I 2006 hentede Kia designeren Peter Schreyer fra VW-koncernen, hvor han blandt andet stod bag designet af Audi TT, og det har nærmest revolutioneret mærket. Kias design er i dag bevidst europæisk i sit udtryk, og det gælder også XCeed, som er virkelig vellykket.
Læs også: Motors gruppetest af 10 biler i samme klasse som Kia XCeed
Som navnet antyder, er Kia XCeed bygget på Ceed-platformen, men har fået lidt højere frihøjde, så bilen falder ind i den populære crossover-kategori.
XCeed har en tilstræbt coupé-fornemmelse, og det ser smart ud, men koster lidt på komforten på bagsædet, og ikke mindst udsynet skråt bagud.

Bagsædet er ganske regulært, men det kniber en anelse med benpladsen og loftshøjden for høje passagerer.
Noget udstyr skal tilkøbes
Bortset fra det er indretningen i kabinen nærmest eksemplarisk med en virkelig god førerplads med digitale instrumenter og store skærme og udmærket fralægningsplads.
Kia har slået sig op på udstyret, og XCeed er ingen undtagelse. Testbilen var med det mellemste udstyrsniveau, Comfort, som byder på et ganske fint udstyr, blandt andet en nødbremse, der også bremser for fodgængere og cyklister.
Desværre savner vi en adaptiv fartpilot i denne version med manuel gearkasse. Testbilen var yderligere udstyret med en Edition Plus-pakke til 10.000 kr., som ud over en del kosmetisk udstyr også omfatter en større 10,25”-skærm og et bedre lydanlæg.

Bagagerummet er ikke prangende stort, men regulært i formen. Bunden kan reguleres i højden.
Hvad koster en Kia XCeed?
I det store og hele er Kia XCeed en rigtig fin bil, men konklusionen må være, at hvis du vil have en XCeed med dieselmotor, vil der være betydelig mere fornuft i at vælge udgaven med automatgear.
Merprisen er 23.000 kr., og for de penge får man ud over et velfungerende automatgear også adaptiv fartpilot og en udvidet vejbaneassistent, som holder bilen midt i sin bane.
Insisterer du på at køre med manuelt gear, er en af benzinversionerne at foretrække. Og vil du have diesel i kombination med manuelt gear, er der andre biler fra andre producenter, der løser den opgave væsentligt bedre.
Ovenstående priser er baseret på de priser, der er gældende i 2020.



Den skrånende bagende giver Kia XCeed et lidt coupé-agtigt udseende, men koster lidt på udsynet skråt bagud.