Spring til hovedindhold
FDM

Test: Er den klassiske VW ID. Polo perfekt?

Tests

Biltest

2. november 2026

VW ID. Polo Style Edition 2026 set forfra i en carport.

Nogle vil kalde VW ID. Polo for kedelig, andre vil kalde den klassisk. Faktum er, at eludgaven af den velkendte minibil fører en stolt tradition videre og igen sætter standarden i klassen. Tidligere Polo-ejere vil føle sig hjemme, og alle vil sætte pris på de velfungerende køreassistenter.

VW ID. Polo

211 hk Style Launch Edition (El)

FDMs ekspertvurdering

VW ID. Polo Style Launch Edition fra 2026 holder i en carport. Kvinde går med blå kuffert.

Fordele

Betjening / Assistenter / Kvalitetsfornemmelse

Ulemper

Dørhåndtag bag / Friskluftdyser / Frunk

Pris

269.995 kr.

Rækkevidde (WLTP)

442 km

Opladning AC/DC (Maks.)

11 / 105 kW

Maks. motoreffekt

155 kW / 211 hk

Som du måske har opdaget, giver vi VW ID. Polo seks stjerner. Det er ikke det samme, som at den er fejlfri eller den bedste bil for alle bilkøbere.

Den perfekte bil findes ikke, men Poloen er i vores optik ubetinget den bedste minibil på markedet p.t., og derfor får den vores topkarakter.

ID. Polo er en klassisk minibil med fem døre og en længde på lige godt fire meter. Prisen starter lige under 190.000 kr., men det er for en model uden sæde-/ratvarme, bakkamera, adaptiv fartpilot og mulighed for at få Android Auto og Apple CarPlay på bilens store touchskærm.

Se video med VW ID. Polo

Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det

Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger

Hvad koster VW ID. Polo?

Så reelt starter prisen for Poloen på 200.000 kr. med det lille batteri med en WLTP-rækkevidde på 323 km. Det er en skarp pris.

For 30.000 kr. ekstra får du det større batteri med en rækkevidde på 454 km, og samtidig får du en lidt kraftigere lynladning på farten. Den variant vil være vores anbefaling, medmindre du har et lille kørselsbehov.

Selvom Poloen opleves som en klassisk Volkswagen, er den tyske minibil bygget i Spanien side om side med søstermodellen Cupra Raval. De to biler er teknisk set meget ens, men alligevel opleves de som meget forskellige.

Hvor Raval med sine sportslige køreegenskaber er klassens frække dreng, er Polo mere forsigtig og poleret og vil appellere til en bredere kreds af bilkøbere.

For i Poloen er komforten mærkbart bedre, styretøjet måske lidt mindre skarpt, men til gengæld behageligt at køre med i hverdagen, og så er kabinen mere traditionelt indrettet.

Kabinen i en VW ID. Polo Launch Edition fra 2026.

Betjeningen er en af bilen stærkeste kvaliteter, da den har en god blanding af fysiske knapper og skærmbetjening. Et lille minus får kopholderne, der ikke holder ordentligt fast i en halvlitersflaske.

Avanceret trods kedeligt ydre

Mange europæiske mærker dyrker retrobølgen, og VW er gået samme vej med Polo. Men hvor en Renault 5, Fiat Grande Panda eller Citroën 2CV har glimt i øjet, har en Polo alle dage været lidt anonym, og det er ID. Polo også i forhold til de tre europæiske nyklassikere.

Men bag det letgenkendelige og – hvisk det – kedelige design gemmer sig en ganske avanceret bil. VW er ved at indføre Android-baseret styresystem i alle sine modeller, og det giver flere muligheder for personalisering.

Du kan vælge, hvilke funktioner der skal have en fremtrædende placering på bilens skærm, hvilke programmer der skal vises på den store touchskærm og på sekundære menulinjer, og du kan endda oprette mapper i det store overblik over alle bilens apps og navngive mapperne.

Trods de digitale fremskridt er det mest iøjnefaldende i kabinen genintroduktionen af knapper. For selvom talestyring er på vej frem, er der funktioner, der bare styres nemmere med knapper.

I forhold til især kinesiske modeller er det rart, at der er en drejeknap til justering af sidespejle, knapper til klimaanlæg og en volumenknap. Sædevarmen skal dog betjenes via skærmen. Talestyringen bliver løbende bedre, men er ikke på niveau med eksempelvis Teslas.

Touchskærmen i en VW ID. Polo Launch Edition fra 2026

Der er mange funktioner i bilens touchskærm, men der er også gode muligheder for personalisering, hvilket kan gøre betjeningen mere logisk.

Hjemlig hygge i kabinen

Hvor de første ID.-modeller havde en del hård plast og virkede billige indeni, er der skruet op for materialekvaliteten i ID. Polo. Der er stof på dørsiderne og instrumentbordet, og i Style-versionerne er der også stof på siderne af midterkonsollen.Style-versionen fås med lyst indtræk, der giver mere hyggefornemmelse.

Testbilen er en Style Launch Edition, der har næsten alle tilvalg til Style-versionen. Herunder en komfortsædepakke, der indeholder el-justerbare forsæder med massage. Det er et tilvalg til 6.000 kr. og nærmest en nødvendighed, hvis du vælger Style-versionen. Ellers skal ryglænet justeres i trin, og så kan det ikke betjenes under kørslen.

Uanset sædejustering er der forholdsvis god plads i kabinen. Vi målte et komfortmål på 174 cm, hvilket er det samme som i SUV-modellen Skoda Epiq, der er bygget på samme platform. Det føles, som om der er lidt mere plads i SUV-udgaven, men det kan skyldes, at man sidder lidt højere oppe.

Bagagerummet i Polo er på 441 liter, og fra Life-versionen er en variabel bagagerumsbund standard. Selvom bagagerummet er ret stort, er det mere højt end dybt, så det er bedre til flere små kufferter end enkelte store.

Bagagerummet i en VW ID. Polo Launch Edition fra 2026.

Når den variable bagagerumsbund er i øverste position, er der en næsten plan lasteflade, når bagsæderyglænet lægges ned. Under bunden gemmer der sig masser af plads.

Hvordan kører VW ID. Polo?

Poloen kører godt. Selvom der er tale om en lille bil, så opleves den ganske komfortabel, og det er, selvom de testbiler, vi kørte med, havde henholdsvis 18"- og 19"-fælge.

VW har ramt balancen rigtigt i forhold til blød og fast affjedring, for den er hverken irriterende vuggende eller rasler hen over ujævnheder. Det er faktisk lidt imponerende.

Styretøjet er også behageligt vægtet og ikke for tungt ved lave hastigheder. Det gør Poloen nem at køre. Vi må også fremhæve bremsepedalen, der har rigtig god feedback og virker mere naturlig end i de ældre ID.-modeller.

Adaptiv fartpilot er standard i alle udgaver af Polo på nær basismodellen, og den virker godt. Den holder fint afstand til biler foran, reagerer tilpas hurtigt, når en uopmærksom bilist trækker ind foran, og giver generelt både bedre kørselskomfort og højere sikkerhed.

Rat og instrumentskærm med retrolook i en VW ID. Polo Launch Edition fra 2026.

VW har indført en retrovisning af instrumenterne, der ligner anden generation af Golf - og lidt overraskende ikke Polo. Pudsigt, men det giver ikke bedre overblik.

Imponerende køreassistent – men ikke perfekt

Testbilen havde køreassistenten Travel Assist. Den fås også til mange andre VW-modeller, og uanset bilmodel er vores vurdering meget positiv. Den styrer meget behageligt, uanset om det er på lande- eller motorvej, og placerer bilen et naturligt sted i vognbanen. Det er også nemt at overtage styringen og at aktivere systemet igen.

Der er et væld af andre assistentsystemer, der i øvrigt er nemme at slå til og fra i en dedikeret menu, hvor du også kan vælge, hvilke favoritter du vil have nemmere adgang til. De fleste fungerer godt – især en øko-indstilling, der automatisk holder afstand til andre biler, selvom du ikke kører med adaptiv fartpilot aktiveret.

Men som med alle andre biler tager Poloen af og til fejl af fartgrænserne, så har du sat bilen til automatisk at følge dem, skal du være ekstra årvågen som fører. Vi oplevede også enkelte gange en advarsel om at køre over for rødt, selvom der var grønt lys i vores vognbane. Det skal VW have rettet op på.

Bagsædet i en VW ID. Polo Launch Edition fra 2026.

Der er tre seler på bagsædet, og da bilen er rimelig bred, kan midtersædet reelt benyttes. Men der er højst plads til to autostole.

VW ID. Polo er det bedste valg i miniklassen

Det er nemt at blive imponeret over dyre biler med store batterier og højt udstyrsniveau. Men på en måde er det mere imponerende, når man møder en bil, der kan købes for 200.000 kr. med en fornuftig udstyrspakke og med god plads i kabinen, og som kører så godt, som Poloen gør.

Der findes som sagt ikke perfekte biler, men Poloen vil for mange danske bilkøbere ramme utrolig rent ind i deres behov for en lille elbil.

VW giver fem års garanti, dog højst 150.000 km, på sine elbiler, og service- og reparationsaftalerne er meget billige. De koster godt 3.000 kr. om året, og du skal kun til service med modellen hvert andet år.

Det kan være billigere blot at betale for serviceeftersynet, men med reparationsaftalen følger også en ekstra tryghed i ejerskabet.

Når man kombinerer bilens praktiske egenskaber med totaløkonomien og topper op med gode køreegenskaber og en relativt høj effektivitet i forhold til konkurrenterne, er Polo p.t. ubetinget det bedste valg i miniklassen, og derfor får Polo topkarakteren seks stjerner.

Kvinde lægger kuffert i bagagerummet på en VW ID. Polo Launch Edition fra 2026.

Dørhåndtaget ved bagdørene er ikke nemt at betjene, og der er en blød gummiliste, som hænderne kan hænge lidt fast i.