Test: Volvo EX60 vil være din ven
Biltest
27. august 2026

Foto: Karsten Meyland Lemche

Volvo EX60 er den første model i en ny generation af elbiler, der kombinerer den nyeste elbilteknik med bilmærkets tradition for at bygge biler med en høj brugsværdi og høj sikkerhed. Dermed er Volvo for alvor vendt tilbage til rødderne.
Volvo EX60
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Ladetid / Komfort / Køreegenskaber
Ulemper
Ikke headup-display / Elspejle-justering / Fralægningsplads
Pris
659.900 kr.
Rækkevidde (WLTP)
660 km
Opladning AC/DC (Maks.)
22 / 370 kW
Maks. effekt
375 kW
Normalt starter vi en biltest med, hvordan bilen er at køre og sidde i. Men den nye Volvo EX60 lægger mere op til at indlede med, hvordan bilen er at tale med. Den har nemlig indbygget Google Gemini, og det betyder, at man altid har en ven at spørge om hjælp med på køreturen.
Man spørger simpelt hen bilen, når man skal finde vej, ønsker viden om det område, man kører i, eller når man har behov for at få hjælp til bilens betjening. Eller hvis man bare vil høre en god historie, mens man er på farten.
Kombinationen af den avancerede AI-agent og bilens teknik giver yderst relevante muligheder, som man hurtigt bliver både imponeret over og næsten afhængig af.
Det hele foregår på dansk, medmindre man beder sin nye ven om at tale et andet sprog. Det er en smart og brugbar løsning, som vi ikke har set før, og som gør det lettere at betjene bilen.

Førerpladsen er opbygget med et lille rat, som man ser instrumenthuset henover. Designet er minimalistisk, og man oplever en herlig ro i Volvo EX60. Man kan vælge mellem flere farver og materialer ved instrumentbordet.
Superavanceret elbilteknik
EX60 er den første elbil, der er bygget i Sverige. Volvo har omstillet hele fabrikken i Göteborg til den nye elbilteknik og har desuden udbygget fabrikken med egen gigacasting, hvor bilen sammensættes af færre dele, og egen batteriproduktion.
Der anvendes den nyeste 800-volt-teknik, og det kaster lynhurtig opladning af sig. Vi kunne således få tilført 300 km på 10 minutter, og det har vi kun set hurtigere i BMW iX3.
I denne udgave er der firehjulstræk, og i alt leverer de to elmotorer mægtige 510 hk, hvilket selvsagt gør bilen til en lynhurtig rejsebil.

Skærmen i midten er horisontal, og den er på 15” og er af OLED-typen. Den er let buet, så man kan se den fra begge forsæder. Der er indbygget AI-systemet Google Gemini, som er flot integreret med bilens teknik, så man kan få mange gode samtaler om både bil og omgivelser.
Mere underspillet end konkurrenterne
Men det er slet ikke den form for præstationer, der kendetegner EX60. I stedet er det bilens grundlæggende høje komfortniveau, der opleves gennem en usædvanlig tyst kabine, en affjedring, der kan justeres i tre komfortable niveauer, et styretøj, der er rart at køre med, og sæder, der er i vanlig Volvo-topklasse.
Volvo EX60 er dermed en af klassens mest komfortable biler, og den stemning underbygges af kabinens design, der med sin skandinaviske og rolige stil distancerer sig fra de mere pompøse og informationsrige indretninger, vi ser hos konkurrenterne BMW og Mercedes-Benz.
Om man så er til det ene eller det andet, er en smagssag. Men Volvo har formået at skabe sin egen identitet, som meget fint matcher idéen om, at så meget fokus som muligt skal bruges på at holde øje med trafikken.

Førerdisplayet er på 11” og er af OLED-typen. Man kan vælge mellem tre visninger via en knap på rattet. Generelt er omfanget af information begrænset for ikke at forvirre føreren. Det er en meget fin løsning.
Volvo EX60 er en god langtursbil
Det sidste får man dog også hjælp til af den standardindbyggede Pilot-Assist, der kombinerer den adaptive fartpilot med en vognbaneassistent.
Den fungerer bedre end i tidligere Volvo-modeller. Men den er endnu ikke på niveau med de bedste på markedet, bl.a. fordi den ikke selv kan justere farten efter fartgrænserne. I stedet skal man lige trykke på en knap på rattet for at skifte til en ny fartgrænse.
Til gengæld kan den selv skifte vognbane på motorvejen, og det fungerer upåklageligt. Volvo EX60 er på den måde en oplagt bil for dem, der ofte kører langt, eller for dem, der blot sætter pris på et højt komfortniveau.

Der er meget fin plads ved bagsædet, og der er et helt fladt gulv foran sædet. Selve ryglænet er elektrisk justerbart i hver side, og der er indbygget varme ved yderpladerne. Der er desuden en separat klimazone til bagsædet.
Hvor langt kører Volvo EX60 på en opladning?
Vi har testet rækkevidden i praksis på motorvej med 110 km/t. Her nåede vi 510 km ved 20 grader og 425 km ved nul grader. Det er flotte resultater, der har en normal afstand op til den officielle rækkevidde på 660 km. Den er dog reduceret en smule i testbilen, der kørte på 22”-hjul.
Når der igen skal strøm på bilen, kan EX60 officielt oplades med op til 370 kW, og vi nåede ganske tæt på den effekt under vores ladetest. Her målte vi en maksimal effekt på 358 kW i løbet af de første 10 minutters tid, hvor vi målte et ladegennemsnit på 324 kW.
Det betød, at bilen på de første 10 minutter fik tilført, hvad der svarer til 300 km på motorvej. Det er meget imponerende og viser, at man faktisk ikke behøver at lade meget længere ad gangen.
Det tog os således kun 15 minutter at lade fra 10 til 80 procent, og Volvo EX60 er dermed en af de hurtigste biler, vi har ladet – kun overgået af BMW iX3.
De hurtige ladetider kræver dog, at man kan finde en lynlader, der kan levere tilstrækkelig effekt. De findes, men de er endnu ikke i overtal, og det betyder, at man kan risikere at finde ladere, der kun lader med 400 volt. I så fald får man kun lidt over den halve effekt, og så forlænges ladetiderne tilsvarende,

I denne Ultra-udgave er der et musikanlæg fra Bowers & Wilkins med hele 28 højttalere, der tilsammen har en effekt på 1.820 Watt. Her er det den lille tweeter, der er placeret under forruden. Det sorte panel rundt om kan desværre give lidt refleksioner.
Hvor stort er batteriet i Volvo EX60?
Vi målte et forbrug ved 20 grader, der tillod at vi kunne køre 5,5 km pr. kWh. Det er ikke vildt imponerende, men skal ses i forhold til bilens størrelse og køreklare vægt, der er på 2.401 kg.
Batteriet er netto på 92 kWh og brutto på 95 kWh, og det er af NMC-typen. Det kan forvarmes før en hurtigladning, og det kan enten ske manuelt ved tryk på en knap på skærmmenuen eller ved at vælge en lynlader i bilens navigationsanlæg.
Hjemme eller ved en offentlig lader ved en p-plads kan bilen oplades med op til 22 kW, så man kan virkelig få noget på batteriet på de tre timer, man oftest må holde ved en bylader.
Volvo giver en garanti på batteriet på otte år eller 160.000 km, men den kan forlænges til 10 år, hvis man overholder alle serviceeftersyn hos Volvo.
Bilen skal serviceres hvert andet år eller for hver 40.000 km. Der er en generel garanti på bilen på fem år eller 200.000 km, og det overstiger FDMs mindstekrav.

Gearvælgeren er placeret foran rattets højre side. Det er let at skifte kørselsretning ved rangering, og gearvælgeren går selv i P, når døren åbnes.
Noter fra testdagbogen
Ved vores test af bilen var vi særligt begejstrede for de gode sæder. De er eljusterbare, men har ikke indbygget massage. Ved bagsædet er ryglænet også eljusterbart. Man sidder højt og har et godt overblik over trafikken.
Det er også rigtig godt, at Volvo har valgt at gøre Pilot Assist til standardudstyr – det kunne mange andre bilmærker lære noget af. Assistenten består af den adaptive fartpilot samt en vognbaneassistent, der selv kan skifte vognbane.
Køreoplevelsen er i det hele taget påvirket af de ret gode assistentsystemer, der er indrettet, så man i hverdagen får lyst til at anvende både den adaptive fartpilot og vognbaneassistenten i en lang række situationer.
Vognbaneassistenten slås til og fra via en knap på rattet. Dermed er den med til at øge sikkerheden og give en mere afslappet kørsel. Motorbremsning eller rekuperation kan indstilles til flere niveauer ved et tryk på en knap på skærmen, der altid er til stede.
I den særlige Auto-indstilling justeres motoropbremsningen, alt efter om man har en bil foran sig, eller om vejens forløb kræver, at hastigheden reduceres. I modsat fald triller bilen blot for at spare energi. Det er en løsning, der medvirker til, at man hele tiden kører energivenligt og behageligt.
Derudover er det en klar fordel, at bilen må trække op til 2.400 kg, og at Volvo nu har udviklet en trækkrog, der automatisk kører ud eller ind under vognbunden, når man trykker på en knap. Det fungerer flot!

Fortil er der en frunk på 58 liter. Den er meget let at komme til, og rummet er så stort, at det også kan bruges til bagage. Det er også her, advarselstrekanten opbevares.
Lille rat giver store fordele
På minussiden har vi noteret os, at der ikke er et headup-display i forruden, og er man typen, der efterspørger denne funktion, er Volvo EX60 ikke det oplagte valg. Vi oplevede det dog ikke som et problem, idet det lille instrumentdisplay er placeret, så man ser det hen over rattet, og man derved ikke skal flytte blikket meget for at aflæse det.
Vi blev meget glade for de særlige udvendige dørhåndtag, der er indrettet som en lille finne ved rudekanten, hvor man trykker på en knap på bagsiden for at åbne døren. De er lette at bruge, og man kan betjene dem med bare én hånd, og selvom man har en pose i hånden. Om aftenen er der lys i finnen, så den er let at se.
Men vi kunne godt fornemme, at det kan være en udfordring for mindre børn selv at åbne dørene, da finnerne er placeret ret højt oppe på bilen.
Det lille rat er noget, alle bemærker, når man ser bilen første gang. Men en lang tur viste, at man hurtigt bliver dus med formen, så det er en løsning, man ikke behøver at bekymre sig om. Fordelen er, at det er let at komme ind og ud af bilen, og at man let kan se hen over rattet. Rattet er i øvrigt eljusterbart og elopvarmet.
Et andet minus finder vi ved justeringen af sidespejlene, der foregår via en menu på skærmen. Det fungerer naturligvis, men slet ikke så godt som den gode, gamle løsning med en separat kontakt i førerdøren.

Bagagerummet er rummeligt med sine 523 liter, og det kan udvides ved at folde det tredelte ryglæn frem. Der er et vandret rullegardin over bagagen, og et lodret bagagenet kan spændes op bag ryglænet. Der er fint lys og et 12-volt-strømudtag.
Europæiske priser på Volvo EX60
Med EX60 har Volvo taget fat på en ny generation af elbiler, der viser, at Europa sagtens kan tage konkurrencen op med de mange nye kinesiske bilproducenter, når det handler om indretning, køreegenskaber og praktisk brug.
Men det hele kommer desværre med en europæisk pris, hvor en del af den gunstige position over for de kinesiske producenter mistes. Men i forhold til sine europæiske konkurrenter som BMW iX3 og Mercedes-Benz GLC er Volvo dog ret attraktivt prissat og dermed en bil, der er svær at se bort fra.
Volvo EX60 er uden tvivl en vellykket elbil med et stort potentiale. Ved lanceringen er der kun firehjulstrukne udgaver på programmet, og det betyder, at startprisen er på 580.000 kr. for en veludstyret Plus-udgave.
Selv om det er en konkurrencedygtig pris, så er den stadig i den høje ende for mange bilkøbere. Vi forventer dog, at der snart kommer en tohjulstrukken udgave på markedet til 550.000 kr. og senere en noget billigere indstigningsmodel, der sagtens kan lande på en pris lige under de 500.000 kr.
En version med et større batteri er også på programmet – den hedder P12 og får en rækkevidde på 810 km. Den koster dog en del mere og er i praksis ikke attraktiv, da P10-udgaven kan oplades så effektivt, som tilfældet er. Senere dukker en Cross-Country-udgave op, men der er endnu ikke nogen konkrete priser på den.
Se video fra præsentationen af Volvo EX60
Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det
Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger
Se flere fotos af Volvo EX60






Volvo EX60 er første elbil fra Sverige. Den blev lanceret til priser fra 550.000 kr., men endnu fås den kun med firehjulstræk, og så begynder priserne ved 580.000 kr.