Logo

VW Passat GTE - bedste plugin-hybrid lige nu

Tests

Biltest

21. februar 2020

VW Passat GTE bagfra

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

I Motors gruppetest af 14 plugin-hybrider kommer VW Passat GTE ind på en førsteplads. Den fås både som sedan og stationcar, kommer med et flot og moderne udstyrsniveau og kan trække op til 1.900 kg, så her er en miljøbil, der kan honorere de flestes behov.

VW Passat

GTE Plus Sedan (Plugin-hybrid, benzin+el)

FDMs ekspertvurdering

VW Passat GTE bagfra

Fordele

Køreglæde / App-styring / Udstyr

Ulemper

Lademulighed / Bagagerum / Ikke tre års garanti

Pris

412.517 kr.

Maks. effekt

218 hk

VW Passat GTE er den bil, der bedst lever op til de forventninger, man med rimelighed kan stille til en moderne hybridbil. Den har en rimelig rækkevidde, den kører rimeligt økonomisk, når batteriet er tomt, og den kan køres som en elbil, når der er strøm på batteriet.

Det sidste i høj grad på grund af det indbyggede elektriske varmeapparat. Derudover er der mulighed for at kommunikere med bilen via en app, og det gør det muligt bl.a. at forvarme bilen før en køretur.

Læs også: Denne test har fokus på den tekniske side af VW Passat GTE. Læs test med flere køreindtryk og beskrivelser her

VW Passat er en velkørende bil, og vælger man den i stationcar-udgaven, er pladsforholdene enorme.

Et enkelt minus er den indbyggede lader, der kun trækker strøm fra én fase, men på den måde skiller Passat sig ikke meget ud fra de øvrige biler.

VW Passat GTE kabine

Førerpladsen er velindrettet og skærmen med navigationsanlæg er standard.

Vælg mellem miljø og sport

Bilen er udstyret med tre køreprogrammer, så man kan vælge, om man helst vil tilgodese miljøet, eller om man helst vil have så mange kræfter til rådighed som muligt. Vi kørte naturligvis vores test i den indstilling, hvor man beder om at køre mest muligt på strøm.

Udstyrsniveauet er flot med bl.a. adaptiv fartpilot, der også fastholder bilen midt i vognbanen under kørslen. Derudover finder vi navigationsanlæg, der er opkoblet til nettet i tre år, samt LED-lygter for og bag. På den måde kombinerer Passat GTE fint den grønne kørsel med de øvrige forventninger, man kan have til en moderne bil anno 2020.

VW Passat GTE bagagerum

Bagagerummet er regulært i formen og ganske rummeligt. Under gulvet findes plads til kabler.

Langsom opladning

Under testen kørte vi 35 km på el alene, hvilket er relativt godt, men alligevel noget lavere end de opgivne 56 km. På tomt batteri målte vi brændstoføkonomien til 15,9 km pr. liter. Det er det tal, man skal regne med, og ikke det mere teoretiske fabrikstal, der stiller 76,9 km pr. liter i udsigt.

Læs også: Alle Motors test af plugin-hybrider

Batteriet er på 13 kWh, og det kan lades op på 3,5 timer, da den indbyggede lader normalt kun kan levere 3,6 kW via én fase.

Bilen må trække en trailer 1.900 kg, hvis den har bremser, men højst 750 kg, hvis traileren ikke har bremser.

Overvejer du elbil? Læs FDMs tema om hverdagen med elbil