Logo

Toyota Aygo - mikro med Y- og X-faktor

Tests

Prøvekørsel

14. juni 2018

Toyota Aygo forfra

Foto: Toyota

Torben Arent

En af Danmarks mest solgte biler nyder godt af en større midtlivs-opdatering. Toyota Aygo har fået et nøk mere komfort og forbedret motor. Bilen kan gøres festlig på mange måder – der er endda en feminin og en maskulin version.

KØBENHAVN Fire år er pæn lang tid, når man er en bil. Så det er passende, at en af Danmarks mest solgte biler i et tiår, Toyota Aygo, nu får en mellemstor opfriskning. Usædvanligt gælder faceliftet ikke dens to, jævnaldrende søskende, Peugeot 108 og Citroën C1. De må fortsætte uændret, bortset fra at de får glæde af, at Toyota har optimeret den fælles motor.

Aygos opdatering er ganske synlig både for og bag. X’et i fronten er mere tredimensionelt, men kan til gengæld ikke længere skiftes ud til andre farver.

Toyota afviser, at den udskiftelige front var for dyr i praksis, eller at ingen brugte muligheden. Den korte levetid skyldes, siger Toyota, at det ikke kunne kombineres med ønsket om at give samme X et mere tredimensionelt og udtryksfuldt udseende.

- Godt design kommer først, personalisering er nu sekundært, siger projektlederen.

Motor mener

Lidt friskere og lidt bedre er Toyota Aygo blevet. Stadig et udmærket valg i den skrumpende mikroklasse. Men selvom avanceret nødbremse ikke er normen i klassen, havde det klædt Toyota nu at gøre den til standard.

Gode og dårlige lyde

Farverig er Aygo dog stadig. Heftige karrosserifarver, tag i kontrastfarve og mulighed for at sætte eget præg inde og ude er med til at skille Aygo ud fra især VW Up. Selv om selve krydset ikke kan skiftes, er det stadig muligt med mindre elementer, bl.a. lige under forlygterne, under logoet og nederst på fronten.

To specialversioner, X-cite og X-trend, henvender sig til hhv. kvinder og mænd. I år er førstenævnte (meget) lilla, sidstnævnte sort med blå pynt. Også forlygter og baglygter er helt nye. Særligt kørelyslygterne og baglygterne, begge med LED, ser ud til at give bilen en flot signatur i mørke.

Læs også Motors test af VW Up

Toyota har pillet lidt ved køreegenskaberne. Styretøjet er blevet en anelse mere præcist og undervognens dæmpning et nøk mere komfortabel. Der er også brugt mere støjisolering for og bag. Det fornemmes under kørslen, men det er stadig en halvynkelig omgang at smække bagdøren eller lukke bagklappen.

En nyttig forbedring er muligheden for Apple CarPlay (og Android Auto), mens der ikke er blevet plads til trådløs ladning.

Toyota Aygo kabine

Førerpladsen er uændret. De digitale instrumenter begynder at se temmelig altmodish ud.

Husk lige nødbremsen

Bilens trecylindrede 1.0-motor (1.2-versionen er helt udgået) er ændret på en lang række områder og har fået tre hk flere. Officielt kører den stadig 26,3 km/l (86 g CO2). Men det er efter ny målemetode. I ’virkeligheden’ er forbruget sænket omkring 5 g/km.

I modsætning til Kia har Toyota desværre undladt at gøre nødbremse og andet avanceret sikkerhedsudstyr til standard på Aygo. Det skal tilvælges for 5.000 kr.

Overvejer du en Aygo? Få et godt tilbud på FDM Biler.dk

Versionen med stoftag er ikke klar endnu, men Toyota Danmark forventer at få den på programmet senere.

Priserne på Aygo er stort stor uændrede. Den mest relevante version, X-cellence, koster 120.000 kr. eller 1.133 kr. i månedlig ydelse. Det gælder ved otteårigt lån gennem Toyota og med 20 procent i udbetaling. Privatleasing koster 2.100 kr. ved en førstegangsydelse på samme beløb.

Se flere foto og tekniske data

Toyota Aygo

1.0 VVT-i X-cellence (Benzin)
Toyota Aygo baglygte

Fordele

Farvemuligheder / Mere støjsvag / Lidt længere på literen

Ulemper

Gammeldags instrumenter / Nødbremse ej standard / Billig lyd når bagdøre lukkes

Pris

119.990 kr.

Maks. effekt

72 hk

Toyota Aygo

1.0 VVT-i X-cellence x-shift (Benzin)
Toyota Aygo baglygte

Fordele

Farvemuligheder / Mere støjsvag / Lidt længere på literen

Ulemper

Gammeldags instrumenter / Nødbremse ej standard / Billig lyd når bagdøre lukkes

Pris

129.900 kr.

Maks. effekt

72 hk