Logo

Tesla Model 3 - lækker billig-udgave

Tests

Prøvekørsel

16. oktober 2019

Tesla Model 3 er blandt de elbiler, der i øjeblikket er bedst sælgende i hele verden.

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Billigste udgave af Tesla Model 3 virker på ingen måde billig. De fine præstationer, de gode køreegenskaber og imponerende skærm er der nemlig ikke sparet på.

Motor mener

Den billigere udgave af Model 3 bringer Tesla ind i klassen for elbiler til under 400.000 kr. Den byder på en stor portion køreglæde tilsat en passende mængde komfort. Men autopiloten er stadig lidt for hidsig til at fungere godt i hverdagen.

TANNISBY Danmarks mest solgte elbil hedder Tesla Model 3, og nu er den kommet i en billig-udgave med mindre udstyr og kun træk på baghjulene. Den hedder så Standard Range Plus, hvilket dækker over en mindre rækkevidde, og et opgraderet interiør.

Batteriet er på bare 50 kWh, og det medfører, at rækkevidden er på 409 km i stedet for de 560 km, vi finder i Long Range, der har et batteri på 75 kWh.

Standard Range Plus koster 374.000 kr., og det er faktisk en fin pris set i forhold til bilens præstationer og det udstyr, der følger med.

Læs også: Motors test af Tesla Model 3 - bilen alle taler om

Tesla Model 3 kabine

Den store skærm på instrumentbordet er bilens kommandocentral. Herfra styres stort set alle bilens funktioner, og det er også her, man aflæser bilens hastighed. Sidstnævnte kræver lidt tilvænning.

Adaptiv fartpilot er standard, men den mere omfattende Autopilot skal tilkøbes. Mens den almindelige fartpilot fungerer glimrende, oplevede vi en del bøvl med autopiloten. Man kan nok lære at køre med den på bilens betingelser, men helt godt synes vi ikke det blev, så spar gerne de 50.000 kr.

Skærmen er derimod vildt imponerende, men vi savner muligheden for opkobling til nettet, så man i lighed med de større udgaver kan have f.eks. Google Maps aktivt.

Med baghjulstræk kan bilen blive en smule livlig med ’halen’ på fedtet vej, men det indbyggede antiudskridningssystem fanger hurtig den tendens. Affjedringen er meget komfortabel, og bedre end i de første udgaver, vi har prøvet.

Flere foto og data

Tesla Model 3

Standard Range Plus (El)
Tesla Model 3 set bagfra

Fordele

Køreoplevelse / Udstyr / Skærm

Ulemper

Adgang til bagagerum / Autopilot / Siddekomfort, bag

Pris

373.880 kr.

Rækkevidde (WLTP)

409 km

Maks. effekt

306 hk