Tesla Model 3 set forfra
Biltest

Tesla Model 3 - elbilen alle taler om

Tesla Model 3 er på rekordtid blevet en af de mest solgte elbiler herhjemme. Så det var med spænding at Motors testhold gik om bord i Teslas „folkevogn“. Den var ventetiden værd, men vi er både vildt begejstrede og en smule skuffede.
Tesla Model 3 set bagfra

Motors vurdering

Tesla Model 3

El
464.674 kr.
  • Køreoplevelse
  • Rækkevidde
  • Støjsvag
  • Bagsæde
  • Funktion af fartpilot
  • Bagagerum
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    To elmotorer (1 for + 1 bag)
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    346 hk
  • Moment
    527 Nm
  • Topfart
    233 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,6 sek.
  • Køreklar vægt
    1.940 kg
  • Maks. påhængsvægt
    910 kg
  • Bagagerum
    542 liter
  • Akselafstand
    288 cm
  • Officiel rækkevidde
    560 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    4 / 4 / 12
    Bil og lak maks. 80.000 km
  • Mål
    L:469 cm B:185 cm H:144 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,35 kr./km
  • Målt rækkevidde 404 km
Luk

Vi springer direkte til konklusionen: Som bil betragtet er Tesla Model 3 ikke vildt imponerende. Dens brugsværdi er begrænset, og dens komfort imponerer ikke.

Men efter mere end en uge med den alternative elbil endte vi alligevel med at være blevet så begejstret for den, at vi måtte udvide karakterrammen for en ellers middelmådig præstation. Vi drysser således generøst fem ud af seks stjerner hen over den bil, der i den grad har været samtaleemne for alle bilinteresserede danskere. Den længe ventede elbil var uden tvivl værd at vente på!

Læs også: Oversigt over alle Motors test af elbiler

Hvad er det så, der er så spændende, at det kan opveje både et knebent bagagerum og en til tider ukomfortabel kørsel? Jo, Tesla har igen formået at skabe en bil, der bryder med vanetænkningen på en måde, så man vågner op og siger: O.k. – det var godt tænkt!

Smart og enkel kabine i Tesla Model 3
Tesla Model 3 er alt andet end en almindelig bil. Ved førerpladsen har en 15-tommer stor skærm erstattet alle knapper og betjeningsgreb. Fra skærmen styres næsten alle bilens funktioner godt hjulpet af to knapper på rattet. Det kræver en del tilvænning.

Kræver en del tilvænning

Lad os tage et par eksempler: Allerede når man skal have „nøglen“ i hånden første gang, bemærker man, at noget er anderledes. Nøglen er et slags kreditkort, og det bruges primært til at komme ind i bilen første gang og derefter tildele førerens mobiltelefon en rolle, så den fremover kan bruges som nøgle til bilen.

Fra telefonen kan man tænde og slukke klimaanlægget, før man kører, man kan se, hvor bilen er parkeret, og hvor meget strøm, der er på den. Og så kan man naturligvis låse dørene op, og gøre den klar til kørsel. Andre bilmærker har noget lignende, men ikke noget, der fungerer så godt!

Læs også: Motors test af Jaguar I-Pace

Inde i bilen åbner der sig et hav af alternative løsninger, og den mest iøjefaldende er naturligvis den store skærm i midten, der har erstattet alle knapper og hele instrumenthuset. Herfra styrer man bilens funktioner, og man kan se, hvor hurtigt man kører, hvor man kører, og hvad der er omkring en.

Det virker mærkeligt i starten, men efter lang tids kørsel, er det ikke helt tosset. Men måske netop speedometeret burde have været placeret i synsfeltet. De mange anderledes funktioner gør, at man skal bruge en del tid på at lære bilen at kende. Man kan ikke bare lige bede naboen om at flytte bilen for en, hvis han aldrig har kørt Tesla før.

Stor skærm i Tesla Model 3
Fra skærmen styrer man bilens funktioner, og man kan se, hvor hurtigt man kører, hvor man kører, og hvad der er omkring en.

Næsten ingen afgift

Den udgave af Tesla Model 3, vi har haft til test, er den næstmest avancerede i modelfamilien. Den har et stort batteri på 75 kWh, og den har en elmotor placeret ved hver aksel, så den bliver firehjulstrukket. Den koster 465.000 kr., og det er stort set uden registreringsafgift, da de fleste elbiler i Danmark i praksis ikke betaler afgift.

Tesla angiver rækkevidden til 560 km på et fuldt opladet batteri, men så langt kunne vi ikke lige får den til at køre. Vi ladede den helt op og kørte, til den var flad, og da nåede vi i alt 404 km. Det er et overraskende stort stykke fra fabrikstallet, men alligevel så langt, at man kan bruge bilen uden problemer. Og i praksis viste det sig, at man godt kan regne med bilens egen løbende prognose for, hvor mange kilometer, der er tilbage på batteriet.

Læs også: Motors test af Hyundai Kona Electric

Der er ikke mange muligheder for at bestille Model 3 med ekstraudstyr, og det er derfor mest et spørgsmål om, hvorvidt interiøret skal være sort eller hvidt, om fartpiloten skal udvides med en mere autonom teknik, om der skal anhængertræk på og så naturligvis farven på bilen. På den måde kan man med lethed holde sin nye, firehjulstrukne Tesla Model 3 under en halv million kroner.

Tør man ikke at købe den, kan denne testede model leases gennem FDM Leasing for 8.000 kr. pr. måned uden førstegangsydelse, men inklusive forsikring.

Fint bagsæde i Tesla Model 3
Der er plads til tre personer ved bagsædet, men man sidder lavt for at skabe tilstrækkelig loftshøjde, og det giver en dårlig siddekomfort. Glastaget giver lidt ekstra loftshøjde, men til gengæld kan man ikke skærme af for lyset. Der er friskluft til bagsædet og et fint midterarmlæn.

Underholdende kørsel

Bag rattet i Tesla Model 3 har man hurtigt noget af en fest. Bilen er en sand fornøjelse at køre, og man kan ikke undlade at have et smil i hele ansigtet efter hver tur. Den accelererer lynhurtigt, den er støjsvag, og så er den let at styre fra speeder og rat.

Firehjulstrækket giver en fin balance i bilen, når man kører i kurver på f.eks. en motorvejsrampe, og ligger man bag en lastbil, der skal overhales, skal der ikke mange meter vej til, før man er kommet forbi. Her er opgaven mest af alt at sikre, at man ikke kommer til at køre for stærkt. For man mærker ikke farten på samme måde som i en benzinbil, og det er først ved motorvejsfart, at man for alvor bider mærke i vindstøjen.

Læs også: Motors test af BMW i3

Vi tog Tesla Model 3 med til FDM Sjællandsringen, hvor vi prøvede den af under trygge forhold. Her udviste bilen en fin evne til at styre præcist gennem en dobbelt undvigemanøvre, og ved skarpe kurver kunne man ligefrem styre bilens balance med speederen. Afhængig af gassen skifter den mellem at være lidt understyrende til at blive overstyrende, men aldrig ustabil. Alt i alt en meget tryg oplevelse.

Den er desuden udstyret med en nødbremse, der kan bremse bilen ned, hvis man ikke har set en holdende bil fortil – eller cyklister og fodgængere.

Bremserne er nok bilens svageste del, og efter flere gentagne nedbremsninger på FDM Sjællandsringen blev de varme, og bilen kom med en advarsel om varme bremser i instrumenthuset. På den måde kunne vi konstatere, at nok er bilen hurtig, men det er ingen sportsvogn.

Tesla Model 3 er ikke optimal til børn.
En bagudvendt autostol kan fint placeres i et af bagsædets to isofix-beslag, og der er rimelig plads i længden til autostolen. Hovedstøtterne kan ikke justeres i højden, men gulvet er næsten plant og giver god plads til benene.

Absolut ikke selvkørende

Tesla Model 3 har som standard en fartpilot, der selv kan holde afstand til forankørende og fastholde bilen i vognbanen. Den prøvede vi i mange trafikbilleder, og her er konklusionen, at det er en noget mere simpel udgave, end vi normalt ser i nye biler.

Den har svært ved at fastholde bilen i vognbanen, og den kan finde på pludselig at bremse ned, selvom man er ved at overhale en lastbil på motorvejen. Det er altså ikke på højde med mange andre bilers funktion og viser, at Tesla har meget lang vej, før der kan blive tale om selvkørende funktioner, man tør have tillid til.

Man kan tilkøbe en udvidet funktion, hvor bilen selv kan skifte vognbane og selv læse vejskilte og justere hastigheden herefter. Den har vi kun prøvet i udlandet, og den er en hel del bedre, end det vi oplevede i denne standardudgave. Prisen på den udvidede funktion varierer næsten uge for uge, men på testtidspunktet kostede den 65.000 kr. ekstra, og spørgsmålet er, hvor mange der ønsker at ofre så meget på denne teknik.

Præcis hvad man får for pengene, er også lidt svært at sige, for der kommer flere funktioner til. Kort og godt er systemet ikke færdigudviklet endnu, men det vil løbende blive opdateret via fabrikkens mobilkontakt med bilens computere. Denne funktion kan i øvrigt tilkøbes ved en senere lejlighed, idet bilen i så fald blot skal have ny software. Så koster den ifølge Tesla kun 50.000 kr.

Hurtigladning af Tesla Model 3
Som Tesla-ejer får man adgang til Teslas eget netværk med snart 13 ladestationer i Danmark og 1.400 i Europa. De er ikke længere gratis at benytte, i stedet betaler man efter forbrug, og pengene bliver automatisk trukket på ens Tesla-konto. På f.eks. 30 minutter kan man altid få mindst 270 km ekstra på „tanken“. Prisen varierer fra lidt over to til lidt over tre kr. pr. kWh, og så koster en fuld opladning mellem 150 og 250 kr. Med abonnement hos Clever eller E-On kan man lade frit ved deres netværk for ca. 600 kr. pr. måned.

Vinder hjertet på trods

Tesla Model 3 er en firedørs sedan, hvilket ikke ligefrem er den mest efterspurgte biltype herhjemme. Bagsædets komfort er ikke imponerende, der er ganske vist bagagerum både for og bag, men det er svært at udnytte dem til større ting, da rummene er små og åbningerne smalle.

Køreegenskaberne er sjove, men komforten er ikke i top på grund af en til tider uharmonisk affjedring af de to tons, som bilen vejer, og på grund af sædernes ret simple konstruktion. På den måde er det ikke bilens grundegenskaber, der tiltaler.

Læs også: Motors test af Hyundai Ioniq

Dens elbils-egenskaber kan til gengæld så meget andet, at man ender med at overgive sig. Rækkevidden er rimelig, lademulighederne er gode, idet man kan lade fra egen ladeboks med 11 kW (lader med 65 km/time) eller på offentlige hurtigladere med mellem 50 og 120 kW (lader med over 500 km/timen). Det betyder, at man i nogle tilfælde godt kan køre elbil uden at have adgang til egen ladestander. Det er godt, hvis elbiler for alvor skal blive udbredt til mange bilejere.

Alt i alt er vi derfor ret begejstrede for bilen, og vi forstår derfor udmærket dem, der vælger at købe en Model 3. Men Tesla er ikke et helt almindeligt bilforetagende, og som Tesla-ejer binder man sig samtidig til et snævert netværk af forhandlere og værksteder, og det skal man være indstillet på. En mobil service-ordning hjælper dog i nogle tilfælde på det problem. De samlede udgifter ved at eje bilen er efter vores beregninger i den lave ende af skalaen takket være lave „brændstofpriser“, lave serviceudgifter og en forventelig rimelig gensalgspris.

Overvejer du elbil? Læs FDMs tema om hverdagen med elbil

Læs elbil-tema