Elektrisk Toyota Hilux på hvide plader til halv pris
Prøvekørsel
3. juni 2026

Foto: Toyota

Verdens mest berømte pickup kommer nu til Danmark som elbil på hvide plader og med plads til fem personer. Vi har prøvet den nye Toyota Hilux, men blev ikke rigtig begejstret for den nye elbiltype.
Toyota Hilux

Fordele
Terrænegenskaber / 5 pladser + et lad / Udstyr
Ulemper
Affjedring / Rækkevidde / Ikke fem års garanti
Pris
581.090 kr.
Rækkevidde (WLTP)
257 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 125 kW
Maks. effekt
144 kW
FDM mener: Kombinationen af en personbil og en ladbil lyder forjættende, men vores første møde med Toyota Hilux peger desværre i en anden retning. Hverken kørekomfort eller rækkevidde står mål med prisen, og det kan selv eminente offroad-egenskaber ikke rette op på.
I mange år er de store pickupper herhjemme kun blevet solgt som varevogne uden bagsæder, idet afgifterne ellers ville gøre dem hundedyre. Men efter at denne biltype nu også fås som elbil, kan de indregistreres med samme moderate registreringsafgift som den, der gælder for almindelige elbiler.
Dermed kan man nu få en pickup på hvide nummerplader med bagsæde og plads til fem personer. O.k., de er stadig ikke billige, men med en startpris på 580.000 kr. er prisen omtrent halveret i forhold til en bil med en brændstofmotor.
Toyota lancerer derfor nu Hilux på det danske marked i en elektrisk udgave på hvide plader med bagsæde og udstyr, som man forventer at finde i en personbil.

Førerpladsen har i denne nye generation fået et gevaldigt løft og har bl.a. ved rattet ligheder med den større Toyota Landcruiser. Et digitalt instrumenthus og en stor centerskærm er standard. Gearvælgeren mellem forsæderne er elektronisk styret.
På med arbejdshandskerne
Udviklingen af den elektriske Hilux har fra starten haft det mål, at den skal opleves som en ægte Hilux. Det betyder, at den skal kunne klare sig i selv vanskeligt terræn, og den skal være indrettet, så man kan betjene bilen med arbejdshandsker.
Toyota lægger således ikke skjul på, at de først og fremmest ser bilen som et arbejdsredskab for firmaer, der har behov for en Hilux, men som skal følge med i den grønne omstilling. Men som en sidegevinst kan man som en privatperson også indfri en drøm om en rå og praktisk personbil.
Den drøm satte vi os for at efterprøve, og vi tog derfor den elektriske udgave ud i et hårdt og udfordrende terræn. Og her må vi bare konstatere, at det kan den! Den trækker permanent på alle fire hjul, og kræfterne når ud til hvert hjul på en meget overbevisende måde. Her er der ikke mange, der kan matche Hilux, om den så er eldreven eller kører på brændstof.

Toyota har lagt stor vægt på, at eludgaven af Hilux skal have samme egenskaber i terrænet som den traditionelle udgave. Det betyder, at den f.eks. klarer at køre gennem vanddybder på op til 70 cm. Bilen er naturligvis firehjulstrukken.
Hvordan kører Toyota Hilux?
Man sidder også rart ved forsæderne, og selv ved bagsædet kan voksne finde plads, uden at komforten dog kan måle sig med en god personbil. Støjniveauet er overraskende lavt, og generelt er det derfor ikke her, at de store problemer opstår.
Det gør de i stedet, når man begiver sig ud på almindelige asfaltveje med bilen. Så mærker man, at det desværre ikke er lykkedes for Toyota også at gøre elbilen lige så godt affjedret som den ca. 200 kg lettere brændstofudgave.
Den hopper kort og godt hen over ujævnheder i vejen, og man føler, at undervognen aldrig falder helt til ro.

Fra en drejeknap kan man vælge mellem fem køreprogrammer tilpasset ens aktuelle køreunderlag. Man kan også blot stille den på AUTO, hvorefter bilen på baggrund af flere sensorer finder frem til en passende indstilling af motorydelse, speederreaktion, ESC-system og traction control.
Ikke oplagt til hverdagskørsel
Det er så påfaldende, at vi alene af den grund desværre må skuffe dem, der drømmer om, at man kan købe denne bil og bruge den som en personbil.
Man vil kort og godt få pip af den urolige undervogn og dermed få spoleret den samlede køreoplevelse.
Den elektriske udgave af Hilux skal derfor primært ses som en løsning for de firmaer, der kan bruge den i afgrænsede situationer.
Det er f.eks. i lufthavne, på store godser eller ved konkrete arbejdsopgaver, hvor bilens eminente terrænegenskaber og trækevne giver god mening.
Vi prøvede også udgaven med den nye dieselmotor med mildhybrid-teknik. Den virkede til gengæld herlig komfortabel på asfaltvejen og kunne let matche elbilens evner i terrænet. Men den fås kun på gule plader.

Bagsædet har tre siddepladser. Der er ikke vild god komfort, men selv voksne får plads til hoved og knæ. Gulvet er højt placeret, og det betyder, at man ikke har særlig god lårstøtte.
Rækkevidde og ladetid skuffer
Opbygningen af elbilen er baseret på samme stærke ramme, som benyttes i de traditionelle udgaver. Batteriet er indbygget mellem vangerne for at beskytte cellerne, og netop den beskyttende position har sat en begrænsning for, hvor stort batteriet kunne blive.
Det er på netto 54 kWh, og det medfører en officiel rækkevidde på 257 km. Det er ikke meget, selvom man nok kan komme ret tæt på i virkelighedens verden.
Hjemme kan bilen lades med 11 kW, og på farten tager en opladning fra 10 til 80 procent en halv time, idet man ikke skal forvente at kunne lade med mere end 125 kW.
Ingen af disse værdier er rigtig imponerende, og samlet set må vi konstatere, at nok er idéen om en eldreven Hilux tiltalende, men denne udførelse er endnu ikke god nok.

Toyota kommer i to udgaver med enten eldrift (den grå) eller med en dieselmotor med indbygget mildhybrid-teknik (den orange). Begge versioner har altid firehjulstræk og automatgear. Mens eludgaven fås som personbil, fås dieseludgaven kun som varevogn.
En bedre udgave er på vej
Vi forelagde vores kritikpunkter for Toyotas chefingeniør fra Thailand, hvor bilen produceres. Hun var meget lyttende over for vores synspunkter og kunne fortælle, at man i første omgang havde lagt mest vægt på, at bilen skulle kunne klare alle de hårde opgaver, der kendetegner en Hilux. Og det er årsagen til, at affjedringen føles hård på asfaltveje.
Men hun kunne også fortælle, at man allerede nu arbejder på en mere personbilstilrettet udgave, hvor affjedringen er gjort mere normal.
Det lyder som en opdateret version, der er værd at vente på for dem, der ønsker en elektrisk pickup, som også i praksis kan bruges som et alternativ til en personbil.
Se flere fotos af Toyota Hilux





For første gang kan man nu købe Toyota Hilux som en elbil. Batteriet er ikke stort, og dermed er rækkevidden begrænset til 257 km. Priserne begynder ved 581.000 kr. for en udgave på hvide plader og med plads til fem personer.