Lexus ES: elektrisk, elegant og nærmest billig
Prøvekørsel
26. juni 2026

For første gang lancerer Lexus en elektrisk sedan, og den er på de fleste parametre en vellykket rejsevogn, som tilmed fås helt ned til 460.000 kr. Der er et par typiske Lexus-svipsere.
Lexus ES

Fordele
Komfort / Kvalitetsoplevelse / Køredynamik
Ulemper
Langsom ladning / Ulogisk modelprogram / Intet anhængertræk
Pris
540.000 kr.
Rækkevidde (WLTP)
575 km
Opladning AC/DC (Maks.)
22 / 150 kW
Maks. effekt
165 kW
Der var pludseligt blevet meget tomt på de danske Lexus-hylder. Alle modeller undtagen elbilen RZ er udgået, da Lexus fremover kun vil sælge elbiler i Danmark.
Men nu fyldes der lidt op med denne elektrisk sedan, ES. Der er tale om ottende generation af mærkets næststørste sedan, som nu for første gang lanceres som elbil, og dermed pludselig bliver langt mere interessant – og opnåelig – i Danmark.
Den nye ES, som ligner en coupe eller hatchback, men er en sedan, er vokset betragteligt fra forrige generation, så den også kan erstatte den oprindelige topmodel, LS. Bilen er blevet 18 cm længere og har fået otte cm større akselafstand. Dermed er den en anelse længere end BMW i5, men har lidt kortere akselafstand.

Logoet på rattet er skiftet ud med teksten L E X U S. Gearvælgeren er flyttet ned i midterkonsollen, og bilen har en rigtig start-stop-knap. Lige under midterskærmen sidder panelet med de 'diskrete' trykknapper.
ES er nok en bil, der mest bliver brugt af en eller to personer, men de store dimensioner betyder rigtig god bagsædeplads, i hvert fald til to. Der er nemlig en mellemstor ’kardantunnel’, da bilen også findes som hybrid.
Høj komfort og kvalitet
ES byder på mange af de traditionelle Lexus-dyder: høj komfort og høj kvalitet. Både den oplevede kvalitet i kabinen (og nok også den reelle tekniske kvalitet/holdbarhed) er i behold.
ES giver en lækker luksusfornemmelse med fine detaljer, men selv om Lexus har sin egen, japanske æstetik og kvalitet, virker det ikke længere særlig unikt. Mange af de halvdyre kinesiske biler kan teknisk set hamle op med Lexus.
Det er rigtig behageligt at køre i ES. Komforten er skyhøj, særlig mærkbart på det lave støjniveau, hvor Lexus har måtte gøre sig ekstra umag, da der ikke længere er en forbrændingsmotor til at overdøve eventuelle små støjkilder. Bl.a. har bilen laminerede sideruder både for og bag, og der er et elektronisk antistøjsystem.

Lexus ES har et elegant bagparti med den hatchback-agtige formgivning, selv om bilen er en sedan. Bagrudevisker er der ikke.
Få heste, men fin acceleration
Bilen kører også dejligt, som man vil forvente. Motoren i den prøvede udgave med forhjulstræk ser ikke ud af meget på papiret med 224 hk, men det føles af mere og giver en balanceret kørsel uden hysteriske reaktioner.
ES har traditionelt rat, og det har alle biler jo. Men mærket lanceredede ellers i 2025 elektronisk styretøj (steer by wire, kaldet One Motion Grip) på RZ-modellen, men Lexus betragter dette som et vidtgående (og dyrt) udstyr, så man vil kende kundernes reaktion/køb fra RZ, inden det måtte komme til ES. Bilen er forberedt til det.
Førerpladsen virker elegant og afdæmpet. Der er naturligvis en stor midterskærm (14 tommer). Den er uden genskin og reagerer øjeblikkeligt, når man trykker på knapper og vælger menuer. Der er en del faste’ digitale knapper på skærmen, så betjeningen virker umiddelbart overskueligt, selv om noget skal findes nogle lag inde.

To voksne sidder rigtig godt på bagsædet. Der er dog en halvstor kardantunnel, som tager noget af gulvpladsen i midten.
Forstår dansk tale
Bilen har desuden nogle diskrete knapper på instrumentbordet. De er af den elegante type, der ikke ses, når bilen er slukket. De opleves som rigtige fysiske knapper, når man trykker på dem.
Bilens stemmegenkendelse er på dansk, og den kan selv skelne, om det er føreren eller en passager, der beder om at få åbnet et vindue, siger Lexus.
Op til 581 km, men langsom ladning
ES har en officiel rækkevidde på acceptable 494-581 km med sit batteri på 72 kWh (brutto 77), men lynladningen er langt under, hvad europæiske og kinesiske premiummærker kan præstere: blot 150 kW. Her skinner Toyota-teknologien desværre igennem. Ladekurven er dog formentlig ret pæn, for 10-80 pct. klares på 28 minutter. 22 kW indbygget AC-lader er standard, så ladning ved en destinationslader går dobbelt så hurtig som ellers.

Med ES dropper Lexus for alvor den meget voldsomme grill, der har plaget mærket i mange år. Den glatte front signalerer samtidig elbil, selv om modellen også fås som hybrid.
Der findes to udgaver. Foruden den prøvede version med forhjulstræk og 224 hk, tilbyde også en firehjulstrukket 500e med 343 hk og mulighed for at køre med ’manuelt gear’. Men på 500e-modellen hopper kæden af for Lexus.
Denne tekniske topmodel fås kun med grundudstyr - som er fint - men uden mulighed for at opgradere med bl.a. det store musikanlæg, det luksuriøse bagsædearrangement kaldet Ottoman, adaptiv undervogn, matrix-lygter eller headup-display. Denne udgave har samtidig en anelse mindre(!) batteri (71 kWh netto).
Virkelig mærkeligt er også, at den digitale nøgle i ens telefon (del af Luxury-udstyret) kræver fornyelses af et abonnement efter fire år. Der er tilsyneladende intet andet, der kræver årlig betaling.

Bagagerummet er meget rummeligt, og åbningen rimelig af en sedan at være. Der er skilem, men ingen mulighed for anhængertræk.
Intet anhængertræk
Det er også ret kikset, at ES ikke kan fås med anhængertræk, og formentlig heller ikke må have taglast. Bagagerummet er ret stort med en rummelighed på 517 liter. Der er ingen frunk, men Lexus har heldigvis husket skilemmen.
Sikkerhedsudstyret er hos Lexus omfattende og avanceret, og alt er standard i grundudgaven undtagen adaptive forlygter. ES kan f.eks. forsøge at undgå at påkøre en fodgænger ved delvist af sig selv at styre udenom.
Der er rigtig gode muligheder for at vælge den kabine, man gerne vil have. Der tilbydes tre farver på indtrækket og tre materialer – fra syntetisk læder til rigtig læder. Ni muligheder i alt. Ret usædvanligt er også et traditionelt soltag, der kan åbnes. Det er standard i alle udgaver.
Forbløffende billig
Prisen er forbløffende gunstig for en Lexus. 460.000 kr. koster billigste udgave, som har meget udstyr. Skal der virkelig være luksus, kan man vælge Luxury til 540.000 kr., og med den særlige Ottoman-pakke bliver prisen 570.000 kr. Den firehjulstrukne koster 500.000 kr.
Billigste BMW i5 koster 550.000 kr., mens grundudgaven af Audi A6 e-tron har en pris på 515.000 kr.
Lexus nøjes stadig med en generel garanti på blot tre år. Men ligesom Toyota har Lexus en ’serviceaktiveret garanti’ på ti år, dog kun til 185.000 km. På batteriet hedder det ti år/1.000.000 km. Samtidig med lanceringen af ES har Lexus kraftigt udvidet sit forhandlernetværk fra én til syv.