Nu sker der for alvor noget med Toyota. Mens mange af de hidtidige modeller ikke ligefrem kunne prale med et opsigtsvækkende design, sender den nye C-HR det japanske bilmærke ud på noget af en forvandlingsrejse. Det er sjældent, at vi ser nye biler, der i den grad skaber nye normer.
Trods de iøjnefaldende former skal C-HR ikke være en nichebil. Toyota venter således, at den bliver blandt de bedst sælgende Toyota-modeller i både Danmark og Europa.
C-HR står for Coupé-High Rider, og det coupélignende ydre er primært skabt ved at lade tagets linjer følge den buede rudekant langs sidedørene. Men det er i virkeligheden noget af en illusion, for reelt har bilen fire sidedøre og overraskende god plads ved bagsædet. Det er blandt andet opnået ved at placere sæderne lavt – uden man sidder akavet af den grund.Hybrid og turbo
Det er ikke kun designet, der sætter nye standarder. Også på tekniksiden har Toyota bevæget sig væk fra traditionerne. Man kan således ikke få en dieseludgave af C-HR, i stedet kan man vælge mellem en 1.2-liters benzinmotor med turbo og en hybridudgave, der har arvet teknikken fra den nye Prius.
C-HR er forhjulstrukket, men findes også i versioner med mekanisk firehjulstræk. Disse kommer dog ikke til Danmark.Høj sikkerhed
Den billigste udgave har en manuel sekstrins gearkasse, mens de øvrige udgaver har et trinløst CVT-automatgear, og det er også her, vi finder den bedste benzinøkonomi. 25,6 km pr. liter benzin stilles man i udsigt ifølge normen.
Alle udgaver af C-HR har et flot sikkerhedsniveau. En avanceret automatisk nødbremse, der bremser for både biler og fodgængere, er med på listen over standardudstyr.
Listen omfatter desuden en adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til forankørende biler, skiltegenkendelse, automatisk op- og nedblænding samt en linjevogter, der brokker sig, hvis man er på vej ud over vejbanens kantlinjer. Den store skærm i midten er standard, og det er navigation også. Og så er alle teksterne på dansk.Oplevelsen af bilens kvalitetsniveau giver indtryk af en velbygget bil med lækre materialer, moderne teknik og en god indretning. Desværre er udsynet skråt bagud noget hæmmet af de enorme bageste hjørnestolper, der også dæmper lysindfaldet og stjæler en meget stor del af udsynet for mindre børn.
Toyota C-HR kommer til Danmark til december til priser fra cirka 335.000 kr.