Motor mener: Toyota iQ er en gennemtænkt minimalistbil med et lækkert interiør. Og overraskende komfortabel bilens størrelse taget i betragtning.
32 liter er målet for både bagagerum og benzintank, og det fortæller næsten hele historien om Toyota iQ.
De sølle 32 liter bagagerum skyldes, at der er reel plads til fire personer i bilen, der er under tre meter lang. De 32 liter benzintank er af en ny generation meget flade tanke, som i iQ kun er 120 mm høj, og en af de tekniske løsninger, der giver mere plads i en meget
lille bil.
Toyota iQ er en meget gennemtænkt bil. Alt mellem de to plastikkofangere er vendt og drejet og gjort mindre. Den er en sparebil, som ikke føles billig indeni. Plastmaterialerne virker lækre, dog bliver overfladen let ridset, men Toyota siger, at det bliver forbedret, når bilen sættes i produktion. Både støjniveau på motorvej og affjedringskomforten vil gøre den til en god pendlerbil. Et punkt, hvor den adskiller sig markant fra sin stærkeste konkurrent Fiat 500.

Til næste sommer kommer Toyota iQ også med en helt ny 100 hk 1.33-liters benzinmotor med ny indsugningsteknik med trinløs variabel åbning af ventilerne og et farvel til det traditionelle gasspjæld. Der er to gearkasser – en manuel og en trinløs CVT-gearkasse til benzinmotoren. Sidstnævnte er afstressende, men reagerer meget langsomt og tager lidt pusten fra den lille motor. Derfor vil vi anbefale den manuelle gearkasse. Men kører man langt, er dieselmotoren klart det bedste valg på grund af kraftoverskuddet fra den turboladede motor.

Vendediameteren er blot 7,8 meter, så på de fleste brede veje kan man bare dreje rundt og dermed undgå trepunktsvendinger. En almindelig bil kræver ca. 10 meter.
Teknikerne har også gjort ventilationssystemet 20 procent mindre, lavet et smart styretøj, som kan placeres højt oppe, og mindsket sæderne med 40 mm for at give bedre kabineplads. Dertil har de garneret bilen med avancerede kollisionszoner i karrosseriet, installeret ni airbags og gjort antiudskridningssystemet ESC til standard på alle modeller.

Hvad designet mangler, kompenserer iQ for med sin flotte sikkerheds- og miljøprofil. En bil, hvor alt er gjort så småt som muligt, uden at det er gået ud over funktionaliteten. Og 32-liters tanken giver iQ en rækkevidde på op til hele 780 km.