Motor mener: Der er stadig fremtid i Toyota Prius. Købet skal dog ikke baseres på ren fornuft, men i høj grad på teknologisk interesse.
Hybridprincippet, hvor benzinmotoren får en hjælpende hånd af en eller to el-motorer, er stadig nyt og spændende, selv om det er over 10 år siden, at vi første gang blev præsenteret for en løsning, der havde en chance for at slå igennem på markedet. Som en mellemting mellem den rene, batteridrevne el-bil og forskellige former for brintbiler.
Indtil nu har hybridbilen været den eneste spiselige løsning, så dér så Toyota rigtigt, da de i 1997 besluttede at satse stort på hybridprincippet.Toyota gjorde dengang det rigtige: Skabte en hybridbil, der ikke lader noget tilbage i komfort i forhold til de almindelige biler og skabte samtidig en bil, der kan bruges til noget: Med fire sæder og fuld komfort. Og så med en benzinøkonomi, der nok kan lokke: I dagens Prius 25,6 km/l.
Flot for så stor en bil, men det hører også med til historien, at lige ud ad landevejen gør el-motoren ikke megen gavn og så er der tale om andre forbrugstal, som nogle dieselbiler formentlig kan matche, i hvert fald, når det handler om kilometer på literen.
Ser man på CO2-udslippet, betyder dieselbilens ca. 20% større energieffektivitet nok, at man kører 20% længere på literen, men dieselolien udleder til gengæld mere CO2, så de 20% fordel reduceres til kun 10% mindre CO2.
Hverken Toyota Prius eller dens netop tilkomne konkurrent, Honda Insight procuderes med dieselmotor.
Hidtil har de danske afgifter bremset udbredelsen af Prius i Danmark, men de nye miljøregler har sat den på prislisterne til en bestemt ikke afskrækkende startpris på 375.000 kr. Noget dyrere end Hondas 300.000 kr., men efter en kortvarig test i omegnen af Stockholm, også en merpris værd.
Den nye Prius er nummer tre i rækken, Prius II kom i 2004, og forskellen er 1.8 liter benzinmotor mod tidligere 1.5 liter, 98 hk i stedet for 78 hk samt 82 heste fra el-motoren mod før 68.
Man kan ikke blot addere de to hestekræfter. Den samlede målte effekt er nu 136 hk mod 115 hk i Prius II. Batteriet er stadig Nikkel-Metal hydrid (fingrene væk, korrekturlæser) og gearet er et elektronisk CVT-gear Karrosseriet har stort set samme dimensioner, mens vægten er øget med 80 kg og bagagerummet med 37 liter. Platformen er den samme som Toyota Avensis.Hvis man tror, at Prius er en el-bil, kan man godt tro om igen. Rækkevidden på batteri alene er kun ca. to kilometer. Der sker i køreprogrammet EV, mens man normalt vil vælge ECO og, skal der være fest, Power.
Vi kan efter vores præsentationstest hilse og sige, at Prius kører som enhver anden bil i den bedre ende af skalaen. Lidt død i styretøjet på grund af vægten, men en frisk bil at køre.
Man skal blot passe på fodgængerne på parkeringspladsen ved supermarkedet. For her kommer Prius snigende uden en lyd på el alene.
Af Leif Nielsen