Bilister kan være bilister værst. Ikke mindst når uheldet er ude, og skader og buler skal rettes ud. For trods undskyldende ord på stedet og indrømmelse af skyld, oplever mange, at modparten efterfølgende løber fra ansvaret.
FDMs rådgivning får således ofte henvendelser fra bilister, som pludselig hænger på halvdelen af regningen efter en påkørsel, som modparten ellers tidligere har påtaget sig det fulde ansvar for. Men er der ingen vidner, og ændrer modparten efterfølgende forklaring, hænger man selv på hele regningen.
”Det er en velkendt problematik hos os, og det er noget, der frustrerer folk. Især fordi modparten i situationen har taget det fulde ansvar og opgivet alle relevante oplysninger om navn og forsikringsselskab. Efterfølgende ændrer de så forklaring overfor forsikringsselskabet, og benægter måske overhovedet at have påkørt én, og så hænger man selv på skaden,” forklarer jurist i FDM, Helle Brasch.
Derfor er det ikke nok at få et mundtligt tilsagn fra modparten om hændelsesforløbet. Heller ikke selv om denne virker oprigtigt ked af det. FDM råder til, at man får dokumenteret uheldet, gerne med mobiltelefonens kamera, og lavet en skitse og en kort beskrivelse af uheldet sammen med modparten. Er man enige om hændelsesforløbet, skriver begge under.
”Er man enige om, hvad der er sket, så få det på skrift. Det er nemlig ud fra parternes beskrivelse af forløbet, retspraksis og vurdering, at forsikringsselskaberne afgør sagen. Derfor er der heller ingen grund til at indlade sig på diskussion på stedet,” siger Helle Brasch.
Læs mere i Motors aprilnummer eller i Motors e-magasin.
Hvis uheldet er ude:
• Notér modpartens nummerplade, navn, adresse, telefonnummer samt forsikringsselskab og policenummer hvis muligt
• Er ejeren en anden end føreren, så få bilejerens navn, adresse og telefonnummer
• Tag foto af situationen og skaderne med mobiltelefonens kamera, inden bilerne flyttes (hvis dette kan lade sig gøre på sikker vis)
• Er der vidner, så få deres navne og kontaktinformationer
• Beskriv uheldet og lav en skitse. Bed modparten bekræfte og skrive under, hvis I er enige.