Volvo S60 med mere Rrrrrr

Den nye Volvo S60 bliver lidt skarpere i både udseende og køreoplevelse, når der står R-design på bilen

Volvo S60R
Forpremiere

De nye Volvo S60 og V60 med R-Design er sænket 15 mm og har en fastere undervogn end ellers. Kendetegn forfra: den nye, såkaldte softnose.
De nye Volvo S60 og V60 med R-Design er sænket 15 mm og har en fastere undervogn end ellers. Kendetegn forfra: den nye, såkaldte softnose.
Motor mener: Den forsigtige R-opstramning og styling klæder de velkørende og flotte Volvo S60 og V60 modeller. Bilen er stadig komfortabel nok til langtur.

Navnet snyder. Volvo kalder nemlig sine sportslige udgaver for „R-Design”, men i virkeligheden er der ikke kun tale om en nænsom fabriks-styling, men også om en moderat opstramning af undervognen.

Det forsigtige R-Design skal nok dæmpe forventningerne i forhold til de oprindelige R-modeller, som var nogle krasbørstige og kostbare semi-racerbiler, der var i produktion fra 2002 til 2006. Nu er den nye 60-model klar som R-Design, både i sedanen S60 og stationcaren V60.

Bagtil er et markant element diffuseren, det særlige gitterelement forneden. To udstødningsrør er standard.
Bagtil er et markant element diffuseren, det særlige gitterelement forneden. To udstødningsrør er standard.
Det særlige er, at „pakken” kan kombineres med alle motorer, så der er altså ikke tale om, at man får flere hestekræfter med i købet. Volvo Danmark har dog valgt at begrænse udbuddet til D3 diesel med 163 hestekræfter og T5 benzin med 240 hestekræfter - med manuelt eller automatisk gear.

Førstnævnte er en meget harmonisk udgave af Volvos egen femcylindrede dieselmotor, mens sidstnævnte er ny i Volvo-programmet. Den er lånt hos Ford, hvor den kaldes Ecoboost, og der er tale om en firecylindret, 2.0-liters motor med turbo og direkte indsprøjtning.

Den firecylindre benzinmotor er en værdig afløser for Volvos egen femcylindrede, der nu er udgået, men mangler den karakteristiske Volvo-lyd.

R-Design hæver prisen på S60 og V60 med 55.000 kr. i forhold til den dyre Summum-model. 18 tommer fælge er standard - de koster ellers 12.000 kr. til Summum.
R-Design hæver prisen på S60 og V60 med 55.000 kr. i forhold til den dyre Summum-model. 18 tommer fælge er standard - de koster ellers 12.000 kr. til Summum.
– Det sportslige skal kunne mærkes efter ti meter, men børnene på bagsædet må ikke skrige, formulerer projektleder Sanna Johnsson filosofien i S60 og V60 R-Design.

Opstramningen er da også meget nænsom om end mærkbar, da Motor får lov at boltre sig på Volvos store Hällared-testanlæg langt ude i skovene i Västre Götaland. R-Design-bilerne er langt fra hårde som en trækælk, men både styretøj og undervogn er en tand mere kontant og præcis end ellers.
Det er opnået med bageste støddæmpere, der reagerer hurtigere, og dermed kan opfange de første krængningstendenser, og så er fjedrene 15 mm kortere og 15 procent stivere. Det betyder samtidig, at bilen som sådan er sænket 15 mm.

Sportslooket følger med ind i instrumenthuset.
Sportslooket følger med ind i instrumenthuset.
Endelig sørger en tværbøjle mellem de forreste støddæmpertårne for et stivere karrosseri, og en ekstra sensor til ESC-systemet giver et mere nuanceret indgreb, når bilen er på skridgrænsen.

Designet inde og ude er peppet op: Mest synligt er den nye „næse” samt diffuseren og de dobbelte udstødningsrør. Inde er det særlige læderrat ekstra rart at gribe om, og forstolene er opgraderet med en bedre dobbeltpolstring og en ny stof-læder-beklædning. Mange af design-elementerne kan også købes i løs vægt til eksisterende biler.

R-Design fordyrer S60 og V60 med 55.000 kr., hvis man sammenligner med udstyrsniveau Summum, som dog har lidt mere komfortudstyr. Til gengæld har sportsudgaven 18 tommer fælge som standard i stedet for 17. Det bringer V60 D3 diesel op på godt 635.000 kr.