Volvo V60 - sikkert stilskifte

Stationcar-udgaven af Volvo S60 hedder ikke mere Herregårdsvogn, men Volvo V60 Sportswagon og er et farvel til det kantede og goddag til en sporty stationcar.

Volvo V60
Forpremiere

Motor mener: Volvo V60 Sportswagon er både flot, meget dynamisk og med en høj sikkerhedsfaktor. Kraftige motorer og et dynamisk chassis giver V60, hvad der skal til for at klare sig i superligaen.

Fra fronten og hen til midten er der ingen forskel på stationcar’en Volvo V60 og sedanen S60, men så tager designet fart og V60 bryder ud i en næsten coupélignende afslutning. Taglinjens højde er bevaret, men rudelinjes lavere hældning giver formen den dynamik, der hører en sporty stationcar til. Derfor er der også nok hovedhøjde i bagsædet.

Volvo V60 er en naturlig tilføjelse til den coupéagtige S60. Her er plads til golfkøller, men næppe en barnevogn. Til gengæld er der stil for alle pengene.
Volvo V60 er en naturlig tilføjelse til den coupéagtige S60. Her er plads til golfkøller, men næppe en barnevogn. Til gengæld er der stil for alle pengene.
Vist er Volvo V60 en stationcar, men langt fra den Herregårdsvogn-stil, der hidtil har kendetegnet en stationcar fra Volvo. Vil kunder have mere plads og en anden stil, står der Volvo V70 og XC70 på modelprogrammet. V60 Sportswagon er til dem, der vil have mere plads til golfkøller end til hunde.

Teknisk set er S60 og V60 meget nær beslægtet og kører lige dynamisk. Motorprogrammet er det samme i en blanding af 4-cylindret turbobenzin med 203 hk, en 6-cylindret turbobenzin med 304 hk og to 5-cylindrede turbodiesel med henholdsvis 163 hk og 205 hk. Ved den internationale præsentation i Verona stod en V60 D3 til rådighed med manuel 6-trins gearkasse.

Den forreste del af kabinen er uforandret fra S60 og indrettet til skandinaver.
Den forreste del af kabinen er uforandret fra S60 og indrettet til skandinaver.
Afsættet er meget mærkbart, så snart omdrejningerne passerer 1.500 o/min. Udfladningen sker ved godt 3.000 o/min. og det relativ smalle vindue kræver hyppige gearskift, hvis ikke man vælger at vente på, at kræfterne skal indfinde sig. En meget høj slutudveksling på 62 km/t pr. 1.000 omdrejninger må påtage sig en del af skylden. Til gengæld flyder V60 D3 med 2.000 o/min. ved 125 km/t til en næppe hørbar motorlyd.

På en dårligt vedligeholdt sognevej slår ujævnheder ubehageligt igennem til kabinen, dels på grund af den dynamiske undervogn, der er standard i Danmark, dels på grund af 235/40-18 lavprofildæk, der ikke filtrerer buler fra. En 10 procent skarpere styring tilfører V60 dynamik, der er en BMW værdig, uden at der er tegn på nervøsitet.

Som karrosserivariant er der ikke forandringer foran i kabinen, hvor det fortsat er den enkle og effektive formgivning, der dominerer, med sæder i skandinavisk størrelse, der sammen med rattet er til at justere til den ønskede kørestilling.

Med et enkelt håndgreb lægger det 40/20/40 ryglæn sig fladt ned. Der er et rum under gulvet og endda et til, hvor reservehjulet skulle have været.
Med et enkelt håndgreb lægger det 40/20/40 ryglæn sig fladt ned. Der er et rum under gulvet og endda et til, hvor reservehjulet skulle have været.
Forskellen er fra bagdøren og bagud til det smart indrettede bagagerum på 460 liter plus kælder og i bagsædernes måde at folde på. Bagsædet er splittet op i 40/20/40 sektioner, og med en enkelt greb vipper nakkestøtterne ned, og 40/20 delen af bagsædet lægger sig fladt. Den resterende 40-del kan gøre det samme. Den brede del er hæftet sammen med 20-midtersektion, der kan nedfældes separat og fungere som gennemladning til f.eks. ski. Passagersædets ryglæn kan ligeledes lægges ned.

Helt i trit med Volvos sikkerhedsfilosofi er V60 spækket med elektronisk sikkerhed fra den standardmonterede ESC og City Safe, der forhindrer, at man torpederer en forankørende op til 30 km/t. De andre systemer som adaptiv fartpilot, fodgænger beskyttelse, ASC med overrulningssikring og meget tidlig indgriben over for utilsigtet udskridning foruden CTC, en særlig hjælp til at eliminere understyring ved at afbremse det inderste forhjul, er tilkøb.

Fra siden ses det tydeligt, at rudelinjen falder mere end taglinjen. Derved opstår formens dynamik uden at det går ud over højden i kabinen.
Fra siden ses det tydeligt, at rudelinjen falder mere end taglinjen. Derved opstår formens dynamik uden at det går ud over højden i kabinen.
Volvo V60 koster 15.000 kr. mere end S60 coupé-sedan uanset motorvalg og bliver introduceret hos danske Volvo forhandlere i uge 46. Senere vil der tilstøde to benzinmotorer, T3 med 150 hk til ca. 447.000 kr. og T4 med 180 hk til ca. 468.000 kr. I maj 2011 kommer den økonomiske 1.6 liter turbodiesel DRIVe med 115 hk til en forventet pris på 430.000 kr.