Motor mener: CO2-problemet sætter dybe spor i biludviklingen. Spare-kompromiset i V70 er til at leve med.
Kan en stor bil have en lille miljøpåvirkning? Det spørger Volvo retorisk om ved præsentationen af en særlig ”CO2-udgave” af V70, som kan køre 20,4 km pr. liter.
Inden Motors første tur i V70 DRIVe må vi omformulere spørgsmålet: Kan en stor bil have en lille motor?
Miljøversionen af den tunge stationcar er nemlig forsynet med en uhørt lille dieselmotor i forhold til traditionen i prestige-klassen.
Drivkraften er Peugeot-Citroëns 1.6 liters dieselmotor på 109 hestekræfter, der findes i et utal af bilmodeller inkl. Volvo S40/V50. Hidtil har mindste V70-diesel været en 2.0-liters med 136 hk.
Inden vi får lov at køre, har Volvo paraderne oppe:- For 20 år siden havde dieselbilerne i denne klasse maks. 115 hk og 220 Nm, og vi syntes, bilerne var gode den gang, siger Volvos CO2-ansvarlig Peter Ewerstrand.
- Hvis vi skal have CO2-tallene ned, må vi stoppe hestekræft- og moment-racet tilføjer han og indrømmer, at der var stor intern diskussion om, hvorvidt bilen kan nøjes med så lille motor.
Og kan den så det? Tjoh, det kan den faktisk godt. Bilen cruiser fint og støjsvagt og kan udmærket køre i fjerde gear ved bykørsel og landevejskørsel i femte, som er højeste gear. 120 km/t er ej heller noget problem.
Men der er intet kraftoverskud til overhaling, og når det går blot lidt op ad bakke, vil det ofte være nødvendigt at geare ned. Desuden er anhængervægten sænket til 1.300 kg.
Spørgsmålet er så, om købere af biler til en halv million kr. vil give afkald på prestigeklassens traditionelle kraftoverskud.
Den lovede brændstoføkonomi har de pæn udsigt til at få. Under Motors prøvetur ad svenske landeveje blev resultatet netop 20,4 km/t.DRIVe-modellen er sænket 20 mm, har særlige 16 tommer dæk, er udstyret med gearskifte-indikator og har fået dækket noget af luftindtaget. Gearingen er gjort ret høj, og servostyringen er ren elektrisk.
Spare-Volvoen er med en pris på 484.000 kr. 70.000 kr. billigere end hidtil billigste dieselmodel. Det er da en sikker besparelse. Sedanen S80 fås med samme sparemotor.