VW Golf Cabriolet er tilbage

Efter næsten 10 år i skyggen er en af de mest karismatiske åbne biler atter klar til solens stråler. Den nyeste udgave af VW Golf er på rekordtid videreudviklet til en usædvanlig herlig cabriolet.

Ny åben Golf med stofkaleche! Ja, den er god nok. Klassikeren er tilbage.
Forpremiere

Golf Cabriolet er bygget over den nye Golf-generation og deler de fleste komponenter med den almindelige udgave. Baglygterne er i alle udgaver forsynet med LED-teknik som i Golf GTI.
Golf Cabriolet er bygget over den nye Golf-generation og deler de fleste komponenter med den almindelige udgave. Baglygterne er i alle udgaver forsynet med LED-teknik som i Golf GTI.
Motor mener: Stoftag giver en fordel frem for det mere komplekse stål-foldetag. Mere plads, hurtigere funktion og flottere design bringer den åbne Golf helt i top.

Da den første udgave af VW Golf Cabriolet kom på markedet i 1979, var grundstenen lagt til 23 års succeshistorie. To generationer blev det til, og i alt kørte 680.000 eksemplarer af samlebåndet i de år.

I 2002 så det imidlertid ud til, at de åbne biler med stoftag skulle tabe kampen om kunderne til de nye, moderne biler med stål-foldetag. VW gik derfor også over til ståltaget i den åbne Eos, og Golf Cabriolet blev kørt i garagen. To åbne biler var dengang for vovet.

Nu er optimismen heldigvis kommet tilbage, og nu mener fabrikken, at der er plads til både en Eos og en Golf Cabriolet. En åben Golf er derfor blevet udviklet på bare ni måneder med et par lånte detaljer fra VW Scirocco og Audi A3 Cabriolet.

Bag rattet er alt som i den almindelige Golf. Det er også en vellykket konstruktion, der byder på let betjening.
Bag rattet er alt som i den almindelige Golf. Det er også en vellykket konstruktion, der byder på let betjening.
Resultatet er blevet en usædvanlig flot firepersoners cabriolet med god plads ved bagsædet, et pænt stort bagagerum og et elbetjent stoftag, der kan foldes op og ned på knap ti sekunder. Det kan endda manøvreres under kørslen med op til 30 km/t.

Mens de to første generationer af Golf Cabriolet havde en let genkendelig tværgående tagbøjle, er denne nye udgave helt åben. I stedet er karrosseriet forstærket ved bunden, så den nødvendige stivhed opnås.

Vælger man at tilkøbe xenonforlygter, får man også disse karakteristiske LED-kørelyslygter med.
Vælger man at tilkøbe xenonforlygter, får man også disse karakteristiske LED-kørelyslygter med.
Det giver en flot åben kabine, når taget er nede, og en kromliste langs underkanten af sideruderne understreger formen. Selve taget er tredelt, og den forreste del af taget har en fast plade under stoflaget. Den forhindrer, at taget buler ud, når man kører stærkt, og den gør det også ud for en solid afslutning på den sammenfoldede kaleche, når taget ligger foldet sammen i brønden bag bagsædet. Det ser flot ud og fjerner behovet for et eftermonteret dækken, når man kører åbent.

Selve karrosseriet er på mange måder identisk med det fra en VW Golf tredørs, men forruden er lagt lidt mere ned for at give bilen et mere sportsligt udseende. Samtidig er rammen omkring forruden forstærket, så den kan klare presset, hvis man skulle være uheldig at rulle rundt med bilen. I modsætning til biler med stål-foldetag, føler man ikke, at ruderammen er faretruende tæt på førerens hoved.

Der er fin plads på bagsædet, og selv to voksne finder let derom. Med taget oppe er loftshøjden dog begrænset.
Der er fin plads på bagsædet, og selv to voksne finder let derom. Med taget oppe er loftshøjden dog begrænset.
Åbne biler er og bliver noget, der vælges af entusiaster med sans for det gode liv, og den nye udgave af Golf Cabriolet er derfor fra starten yderst veludstyret. Der findes kun ét udstyrsniveau, og så kan man tilkøbe f.eks. xenonforlygter, læderindtræk eller navigationsanlæg efter eget ønske.

Standardudstyret omfatter sportssæder med alcantara-indtræk, 17-tommer alufælge, stort info-display, nedfældeligt bagsæde og naturligvis el-betjent kaleche.

På sikkerhedssiden er bilen udstyret med fem airbags, heriblandt en knæairbag under rattet og særlige sideairbags i sæderne, der også kan beskytte hovedet. Bag bagsædet er der indbygget to styrtbøjler, der popper op, hvis der er risiko for at bilen vælter, eller hvis blot én airbag udløses.

Sikkerheden i den nye VW Golf Cabriolet er baseret på store airbags i siden af sæderne samt et par søjler, der popper op bag bagsædet, hvis uheldet er ude.
Sikkerheden i den nye VW Golf Cabriolet er baseret på store airbags i siden af sæderne samt et par søjler, der popper op bag bagsædet, hvis uheldet er ude.
Motorprogrammet omfatter tre benzinmotorer og en dieselvariant. Billigst bliver en 1.2-liters benziner med 105 hk til 400.000 kroner. Man kunne tro, at den er undermotoriseret, men det er ingenlunde tilfældet.

Den kører fremragende, har et godt bundtræk, og den lille turbomotor har en fantastisk sprød lyd, som man kan nyde under acceleration med taget nede. Ved stabil hastighed er motorstøjen helt væk. Selvfølgelig er der mere saft og kraft i de større motorer, men efter at have kørt bilen er rådet: Spar på motoren og brug i stedet pengene på udstyr.

Køreoplevelsen er noget af det bedste, vi har oplevet for denne biltype. Med taget oppe kan man glæde sig over en fint støjdæmpet kaleche. Og med taget nede, kan man glæde sig over en fin vindafskærmning.

Den første VW Golf Cabriolet kom på markedet i 1979. Den blev hurtig en kultbil, og den nye er tredje generation siden da.
Den første VW Golf Cabriolet kom på markedet i 1979. Den blev hurtig en kultbil, og den nye er tredje generation siden da.
Fra en central knap kan alle fire ruder lynhurtigt køres op og ned, og skal der virkelig være ro i frisuren, kan man montere et vindskjold over bagsædet. Så er der ganske vist kun plads til to i bilen, men til gengæld er der så mindre støj og mindre turbulens end i en almindelig bil med soltag.

Den nye VW Golf Cabriolet kommer til Danmark til august. Startprisen ligger nogenlunde fast, mens de øvrige priser er Motors bedste gæt.