Motor mener: Den nye VW Golf lever op til forventningerne og distancerer sig positivt fra konkurrenterne.
Efter kun fem år er den femte Golf-generation klar til en afløser. Det sker, når den nye og sjette af slagsen når danske forhandlere sidst på året.
Det er egentlig overraskende, at det sker allerede nu, for den ”gamle” udgave var på ingen måde slidt i sin fremtoning. Men VW-ledelsen har ønsket, at særligt områderne sikkerhed, komfort og teknologi skulle have en opgradering, og det er dermed gennemført i noget, der dybest set kan betegnes som et kæmpe facelift.
Heldigvis er bilens karakteristiske form bevaret, og det betyder, at man fortsat har let ved at se, at det er en Golf, man møder. Små designdetaljer har dog gjort bilen mere dynamisk og noget større at se på.

Særligt på motor- og transmissionssiden kører det for VW: 1.4-liters benzinmotoren med direkte indsprøjtning, turbolader og 122 hk er så overbevisende, at man faktisk godt kan glemme alt om andre motorer. Vil man absolut brænde lidt ekstra krudt af, så brug pengene på det nye syvtrins selvskiftende DSG-gear, der gør køreoplevelsen til en kontinuerlig fornøjelse.
I den konfiguration kører Golf 16,7 km pr. liter, og det er så tæt på dieselpræstationerne, at det bliver svært at argumentere for diesel. Er man alligevel mest til diesel, kan man glæde sig over, at alle motorer nu er af commonrail-typen med fremragende præstationer og et markant lavere støjniveau end i de gamle pumpe-dyse-versioner.

På komfortsiden er det særligt med hensyn til støj, at den nye Golf gør sig bemærket. Alle de versioner, vi kørte, var stort set uden motorstøj. Kun lidt vind- og dækstøj kunne registreres, og det var i småtingsafdelingen.
Komfort handler også om plads, og på det område står den nye Golf stærkt. Fortil var allerede den gamle version god, men nu er bagsædepladsen præget af en nærmest enorm loftshøjde. Det gør Golf brugbar som familiebil for dem, der også stiller krav til bagsædekomforten. Bagagerummet er fastholdt på sine 350 liter, og akselafstanden er ligeledes uændret.

Priserne kender vi endnu ikke (ultimo september), men der bliver ikke tale om egentlige prisstigninger i forhold til de gamle udgaver. Højst ændringer som følge af ændrede udstyrsmængder.
Den nye Golf er bestemt værd at vente på for dem, der ønsker en bil, der giver sig ud for mindre end den er.