Motor mener: Selv om den nye VW Passat kun med god vilje kan kaldes helt ny, er der tale om en fremragende bil med meget avanceret teknik, mægtig komfort og høj brugsværdi.
Nu er bilen imidlertid blevet moden for en større opdatering, og VW har taget så godt fat, at fabrikken selv betragter den nye udgave som en syvende generation. Andre fabrikker havde nok blot kaldt det et facelift.
Men lad nu det ligge, for sagen er, at VW Passat udvendigt er modificeret i en grad, så linjerne nu tydeligt holder stilen helt nede fra Polo og op til den luksuriøse og meget sjældne topmodel, Phaeton.
En forvandling der må siges at være yderst vellykket.
I Danmark bliver den store nyhed, at alle udgaver får en indbygget co-pilot, der løbende observerer og analyserer førerens kørestil ud fra ratudslag og brug af pedalerne. Hvis den registrerer en atypisk opførsel, lyder der en alarm, og et display anbefaler, at man holder en kaffepause. VW anslår selv, at dette system kan mindske antallet af motorvejsuheld, idet fabrikken anfører, at op mod hvert fjerde uheld på motorvejene skyldes træthed hos føreren.
En anden nyskabelse – som vi næppe ser meget til i Danmark på grund af de høje bilafgifter – er en indbygget radar, der selv bremser bilen ned, hvis føreren ikke reagerer på en holdende bil foran. Dette system er koblet til en fartpilot, der også selv holder afstand til forankørende biler. Fartpiloten virkede mærkbart bedre end de versioner, vi tidligere har prøvet.
Den grundlæggende konstruktion af bilen er der ikke ændret ved, og den nye Passat opleves lige så velkørende som forgængeren.
Den nye udgave kommer til Danmark først i det nye år og priserne ventes at begynde ved lige under 300.000 kr., hvilket er yderst konkurrencedygtigt og en anelse billigere end den udgående version.