Fakta om privat billeje

Hvis du overvejer at udleje din egen private bil til en anden privat person, er der en række ting, du skal være særligt opmærksom på.

Hvis du overvejer at udleje din egen private bil til en anden privat person, er der en række ting, du skal være særligt opmærksom på.
Fotograf:

Foto

FDM
Viden

En række hjemmesider tilbyder biludlejning mellem private. Konceptet går ud på, at  du via hjemmesiden enten tilbyder andre at leje din bil eller du via hjemmesiden kan finde en bil, du gerne vil leje.

Før du kaster dig ud i enten at udleje din bil eller leje bil af en anden privat person, bør du dog tænke dig godt om. Du bør især overveje, om du overhovedet er typen, der vil leje din bil ud. For eksempel er det ikke sikkert, at du og lejer har samme opfattelser af, hvordan man behandler en bil. Desuden er forsikringsforholdene det allervigtigste at være opmærksom på.

Læs også: FDM: Uklare regler for privat udlejning af bil

Du bør være bevidst om risici og overveje, om du ønsker at udleje din bil, da der ikke er klare regler på området.


Må ikke lejes ud

Følgende biler må ikke lejes ud:

  • Leasede og finansierede biler
  • Vær opmærksom på biler med ejendomsforbehold/pant

Hvis din bil er leaset eller finansieret må du ikke leje din bil ud. Det står i din kontrakt. Det er misligholdelse af din kontrakt, hvis du alligevel lejer din bil ud, hvilket kan medføre at finansieringsselskabet beder om øjeblikkelig indfrielse af dit lån i bilen. Finansieringsselskabet har ret til at opsige dit lån med øjeblikkelig varsel, hvis du misligholder din kontrakt.

Det samme kan være tilfældet, hvis der er pant i bilen. Spørg derfor din bank, om deres betingelser gør det muligt at privatleje din bil ud.

Før du udlejer din bil

Inden du overvejer at udleje din bil, skal du være opmærksom på, at det på nuværende tidspunkt ikke fremgår klart af lovgivningen hvor meget eller hvor lidt der skal til, før du bliver betragtet som erhvervsdrivende. Det fremgår heller ikke klart om køretøjet skal registreres som udlejningskøretøj, hvis du ønsker at udleje din bil.

Erhvervsdrivende udlejer

Bliver du betragtet som erhvervsdrivende og din bil bliver betragtet som udlejningskøretøj, gælder der en lang række regler, du skal opfylde ligesom du har en anden forpligtigelse end som privatperson. Både i forhold til lejeren og køretøjet, men også i forhold til betaling af skat og moms af din indtægt.

Hvis man bliver betragtet som erhvervsdrivende medfører det andre og strengere regler i forhold til indregistrering, moms, udstyr til bilen og synsregler samt dine forpligtelser i forhold til lejer.

Opgivelse af indtægt til SKAT

Al indkomst er skattepligtig  - også udlejning af ens private bil. Det betyder, at du skal indberette lejeindtægten. 

Uklare regler

FDM har spurgt Rigspolitiet om, hvad der skal til for at et motorkøretøj skal registreres som udlejningskøretøj. Rigspolitiets og Justitsministeriet opfattelse er, at det hver gang er en konkret vurdering, men at udlejningsaktivitet i et vist begrænset omfang ikke falder under bekendtgørelsen om udlejning af motorkørertøjer.

Endvidere ligger der endnu ikke retspraksis, hvorfor det i sidste ende er domstolene, som fremkommer med en fortolkning. FDM har bedt Rigspolitiet om en uddybning af deres fortolkning.

FDMs anbefaling er derfor, at du bør være bevidst om risici og overveje, om du ønsker at udleje din bil, da der ikke er klare regler på området.

FDM har følgende råd til lejere og biludlejere:

Råd til lejeren

  • Lav en skriftlig aftale med udlejeren
  • Få dokumenteret, at udlejeren ejer bilen, f.eks. ved at få forevist registreringsattesten
  • Vær sikker på at bilen har kaskoforsikring og vejhjælp
  • Vær opmærksom på selvrisikoen
  • Gennemgå kontrakten grundigt, inden du skriver under
  • Aftal om der er fri kilometer eller ej
  • Få afklaret om bilen skal afleveres med fuld eller tom tank
  • Tag billeder af bilen og dens buler og ridser inden lejen påbegyndes, så du ikke bliver mødt med et krav for en gammel skade
  • Få kontaktdata ved et evt. uheld eller havari i lejeperioden
  • Aftal procedure om eventuelle p-afgifter/fartbøder i udlejningsperioden 

Råd til udlejeren

  • Undersøg om du må udleje din bil for dit eget forsikringsselskab
  • Vær opmærksom på at leasede og finansierede biler ikke må lejes ud (evt. heller ikke biler med pant)
  • Lav en aftale gennem en formidler, som kan tilbyde en forsikring i lejeperioden
  • Lav en skriftlig aftale med lejeren
  • Tag et billede eller en kopi af lejerens kørekort
  • Overvej om der skal være fri kilometer
  • Angiv om bilen afhentes og afleveres med fuld eller tom tank
  • Overvej betalingsformen og opgiv fortjenesten til SKAT (b-indkomst og maks. 50.000 kr. pr. år)
  • Undersøg forsikringsforholdene ved formidlerens forsikringsprodukt
  • Tag billeder af bilen og eventuelle skader - både før og efter lejeperioden
  • Tag forbehold for p-afgifter og fartbøder i udlejningsperioden (vær opmærksom på, at fra 2015 bliver fartbøden automatisk sendt til bilejeren)
  • Overvej brugtbiltest, hvis bilen skal udlejes i en længere periode

Brug FDM

Hvis du er medlem af FDM, kan du kontakte en af Rådgivningens jurister, hvis du har spørgsmål om privat udlejning.

Kontakt: FDM Rådgivning

FDM anbefaler også:

Se mere om love og regler på fdm.dk

Bilejere skal betale fartbøden, selv om de ikke har kørt bilen