FAQ: Få svar på dine spørgsmål om hybridbiler og plugin-hybrid

Mild-hybrid, hybridbil og plugin-hybrid. Der er mange muligheder for at købe en hybridbil i dag. Vi har her samlet en del af de spørgsmål, vi ofte får fra vores medlemmer.

Opladning af plugin-hybrid udenfor.
Viden

Hybridbilerne vinder ind på det danske bilmarked. Både pris og rækkevidde er blevet mere attraktive for bilejerne. Vi har samlet en række svar på nogle af de spørgsmål, vores medlemmer stiller til FDMs rådgivning.

Læs artiklen fra toppen eller "hop" til det emne, du ønsker ved at klikke på disse links:

Generelt om hybridbiler, Garanti og service, Rækkevidde, Batteri, Opladning, Teknik og Parkering.

Skillestreg

IllustrationGenerelt om hybridbiler

Hvilke typer hybridbiler findes der?
Der findes tre typer hybridbiler: 

Mild-hybrid: kører primært på benzin eller diesel og tilkobler kun i kort tid en lille elektrisk motor

Hybrid: hvor der skal påfyldes brændstof, og batteriet kun oplades under kørslen

Plugin-hybrid: som har mulighed for opladning med kabel og under kørslen skifter mellem at køre på el og et andet drivmiddel som f.eks. benzin eller diesel.  
Hvad er en mild-hybrid?
En mild-hybrid er primært en benzin- eller dieselbil, hvor der kun i kort tid kobles en lille elektrisk motor, der i nogle tilfælde hjælper til under acceleration. Elmotoren fungerer som en generator, der lader batteriet op, og i nogle tilfælde også som startermotor.

Mild-hybridbilernes batterier er små og bliver hurtigt afladede. Der er typisk ingen højvoltsbatterier, men mild-hybridbilen har et ekstra batteri på 12 eller 48 volt. Mild-hybridbilen kan ikke køre alene på strøm og vil derfor i vid udstrækning opleves som almindelige benzin- og dieselbiler. 

Eksempler på en mild-hybrid er Audi A6 og Suzuki Baleno
Hvad er en hybridbil?
Hybridbilen skal ikke oplades og skifter automatisk mellem at køre på benzin/diesel og el. Bilerne er udstyret med mindre højvoltsbatterier og kører typisk ikke så langt på el ad gangen (højst op til to km).

Batteriet i bilen oplader sig selv, når forbrændingsmotoren startes, og når bilen bremser. Bilen kører på el, så snart der er nok energi på batteriet. Dog har bilens hastighed betydning for, om den kører på el eller benzin. Ved høje hastigheder vil bilen som udgangspunkt ikke køre på el. Du får størst glæde af hybridteknologien ved bykørsel, hvor der er mange stop-start, og hvor elmotoren får bilen til at køre længere på literen. 

Et eksempel på en hybridbil er Kia Niro HybridToyota Yaris hybrid og Toyota C-HR Hybrid. Hybridbilen forkortes typisk som HEV (hybrid electric vehicle) af bilproducenterne. 
Hvad er en plugin-hybrid?
Plugin-hybrid eller opladningshybrid kan lades op fra en ladestander hjemme eller ude, eller i nødstilfælde fra en stikkontakt. Plugin-hybriden kan fungere som elbil over korte distancer, derefter vil den fungere som en hybridbil, hvor den kører både på brændstof og el. Bilerne er udstyret med større batteri end en hybridbil, men et mindre batteri, end man finder i en elbil. De nuværende plugin-hybrider kan typisk køre mellem 15 og 60 km på el på et fuldt opladt batteri.

Kører du både by-, lande- og en mindre del motorvejskørsel, og ønsker du at køre på strøm over kortere distancer, så passer plugin-hybriden godt til dit behov. I modsætning til hybridbilerne kan du ofte tilkøbe et anhængertræk til en plugin-hybrid. 

Bilen oplader også sig selv, når benzinmotoren startes, og når bilen bremser. Bilen kører på el, så snart der er nok energi på batteriet til fremdrift. Du kan i de fleste modeller vælge mellem at køre på ren strøm, som hybridbil, kun med brændstof eller oplade batteriet med energi fra brændstofmotoren. Ved behov for kraftig acceleration eller høj fart kan el- og benzinmotorerne supplere hinanden.

Eksempler på en plugin-hybrid er Kia Niro Plug-In, Toyota Prius Plug-In og VW Golf GTE. Bilproducenterne forkorter typisk plugin-hybridbilen som PHEV (Plugin hybrid electric vehicle).  
Hvad er forskellen på en hybrid og plugin-hybrid?
FDMs tekniske konsulent forklarer her forskellen på en hybrid og en plugin-hybrid:
Hvad skal jeg overveje, før jeg køber en hybridbil eller en plugin-hybrid?
Det er en god idé at køre en lang prøvetur, så du får prøvet, om hybridteknologien fungerer for dig som bilist. Husk at køre bilen, som du kører til hverdag. Parkerer du ofte, så prøv det. Kører du mest på motorvej, så prøv det. 

Hybridbilen er tillokkende, fordi du bruger den nuværende infrastruktur som energikilde, nemlig benzin- og dieseltankene. Hybridbilen kører typisk markant længere på literen, men det gælder ikke, hvis du kører meget på motorvej, eller hvis du kører aggressivt. Vær opmærksom på, om automatgearet falder i din smag, når du prøvekører bilen, og undersøg om du kan få anhængertræk, hvis det er et krav fra din side. Det kan ikke fås til alle hybridbiler, og nogle må kun trække en lille trailer eller have en cykelholder monteret. 

Mange overvejer en plugin-hybrid, fordi de gerne vil have en elbil, men ikke vil lade sig begrænse af rækkevidde og ladetid. Plugin-hybriden kan køre som elbil på korte afstande, og når du kører langt, kan den blot fortsætte på benzin eller diesel. Ulempen er, at to drivlinjer fylder i bilen, og det betyder både mere vægt og mindre bagageplads eller mindre fleksibel kabine. 

Se vores bilekspert gennemgå hybridbilen i hverdagen:

Du kan læse om flere fordele og ulemper ved de forskellige hybrid biltyper i spørgsmålene herunder. 

Du kan kontakte FDMs teknikere, som kan hjælpe dig i dine overvejelser
Hvad er fordele og ulemper ved mild-hybrid? 

Fordele ved mild-hybrid:
Kører længere på literen end traditionelle biler
Systemet er billigt 
Hybridbatteriet er lille og derfor let
Pladsforhold er som almindelige biler
Fås med anhængertræk 

Ulemper ved mild-hybrid:
Kan ikke køre alene på el
Ikke så stille som hybrid og plugin-hybrider
Kan ikke oplades

Generelt stiller hybridteknologien andre krav til service, hvorfor det kan være svært at få frie værksteder til at konkurrere med mærkeværksteder på prisen.     
Hvad er fordele og ulemper ved hybridbilen?
Fordele ved hybridbilen: 
Automatgear
Hurtig optankning af brændstof
Støjsvag ved bykørsel
Kører langt på literen

Ulemper ved hybridbilen: 
Motorstøj på nogle hybridbiler
Kan ikke køre langt på el
Ikke alle kan fås med anhængertræk
Billigste biler, eksempelvis mikrobiler, fås ikke som hybrid
Kan ikke oplades

Generelt stiller hybridteknologien andre krav til service, hvorfor det kan være svært at få frie værksteder til at konkurrere med mærkeværksteder på prisen. 
Hvad er fordele og ulemper ved plugin-hybriden?

Fordele ved plugin-hybrid:
Automatgear
Fungerer som ren elbil på korte ture
Hurtig optankning på brændstof
Støjsvag når den kører på el
Med afladet batteri kan nogle modeller fortsat have et fornuftigt brændstofforbrug takket være hybridteknologien

Ulemper ved plugin-hybrid:
Du skal kunne lade nær dit hjem for at køre elektrisk til hverdag
Plugin-hybrid uden elektrisk opvarming af kabinen kan ikke køre på ren el, når det er koldt 
Bagagerum er typisk mindre end tilsvarende benzin/dieselbil
Modeller med mindre batterier har kortere elektrisk rækkevidde
Høj vægt fordi den har forbrændingsmotor samt elmotor og et relativt stort batteri
Ikke alle fås med anhængertræk
Udetemperaturen i koldt vejr påvirker rækkevidden - i hårdt frost kan nogle modeller slet ikke køre på el

Generelt stiller hybridteknologien andre krav til service, hvorfor det kan være svært at få frie værksteder til at konkurrere med mærkeværksteder på prisen. 

Se også FDMs bilekspert gennemgå plugin-hybridens forskellige kørselsmuligheder
Hvad er værditabet på en hybridbil?
Mild-hybrid: 
Teknikken er ikke dyr og får bilen til at køre længere på literen, så værditabet vil være tilsvarende eller en smule lavere end tilsvarende biler uden mild-hybrid-teknik. Der er stor forskel på værditabet på en Audi A6 og en Suzuki Baleno, selvom begge er mild-hybrid. 

Hybrid:
Hybridbilerne har været på markedet i mange år, og gensalgsværdierne viser, at hybridbilerne har samme procentmæssige værditab som benzinbiler i tilsvarende størrelse med samme motorkraft. Typisk vil værditabet på de mest solgte hybridmodeller fra Toyota og Hyundai ligge omkring 55 til 57 pct. over fem år.

Plugin-hybrid:
For tiden er plugin-hybrider meget billige i Danmark i forhold til konkurrenterne pga. store fradrag i registreringsafgiften. Det betyder, at de biler der bliver solgt nu, vil have lavere værditab i procenter end biler af samme størrelse. Typisk forventes et værditab på mellem 50 og 54 pct. over fem år. Dette tal vil stige, når plugin-hybriderne skal betale mere i registreringsafgift. 

Kontakt FDMs rådgivning, hvis du vil vide mere om værditab

Hop tilbage til top

 

Skillestreg

IllustrationGaranti og service

Er der længere garanti på hybridbiler?
Der er generelt ikke længere garanti på hybridbiler, men der kan være udvidet garanti på batteripakken samt øvrige hybridkomponenter.

Se eventuelle garantibetingelser for det pågældende mærke eller kontakt FDMs juridiske rådgivning.  
Hvilken serviceplan er der på en hybridbil?
De fleste hybridbiler har samme serviceinterval som andre biler, men i nogle tilfælde kortere mellem olieskiftene. Selvom en hybridbil ikke kører lige så meget med forbrændingsmotoren som en almindelig benzin- eller dieselbil, er serviceintervallerne ikke nødvendigvis længere. Derudover bruges bremserne på el- og hybridbiler mindre og kan derfor oftere have større behov for vedligeholdelse med rensning og smøring i vores klima.
Hvor kan man få serviceret en hybridbil?
For at få serviceret din hybridbil må du ofte søge mærkeværkstederne, som har særlige testere til formålet. Det er dog muligt at finde nogle frie værksteder, der kan foretage service på bilen også. 
Hvordan begrænses rust på bremserne?
Har du en el- eller hybridbil, bruger du ikke bremserne lige så meget som på en benzin/diesel bil. Det skyldes, at bilen genbruger bremsekraften, der frigives, når du slipper speederen, til at genoplade batterierne. Det er det, der kaldes rekuperation. Da du bruger bremserne mindre, kan der være tale om et større behov for rens og smøring af bremserne på din el- eller hybridbil. 

Hvis bilen har justerbar rekuperation, anbefales det i vinterhalvåret - og ved meget fugtigt vejr - at du en gang om ugen skruer helt ned for denne funktion for at få brugt bremserne mere. Hvis du gør det, kan det være med til at forebygge rust på bremsefladerne.

Vær opmærksom på, at hvis du undlader at lade bilen helt op (men i stedet lader op til 80%) i det daglige, så vil bilen kunne bremse mere ved brug af rekuperation, hvis batteritemperaturen tillader det. Den modsatte effekt er dog, at mere rekuperation kan betyde mere rust på bremserne.  

Nogle fabrikanter har et ”rense modus” i bremsesystemets software, som starter køreturen med bremsning med de hydrauliske bremser.

Hop tilbage til top

 

Skillestreg

IllustrationRækkevidde

Hvor langt kan en hybrid- eller plugin-hybridbil køre på el?
Der er stor forskel på, hvor langt en hybrid og en plugin-hybrid kan køre på el, fordi der er forskel på batteriernes kapacitet.

Hybrid

En hybridbil kan køre på el op til et par kilometer, men vil typisk køre delvis på strøm op til landevejshastigheder. Ved motorvejskørsel vil man kun køre på benzin eller diesel. Bilen er kun udstyret med et mindre højvoltsbatteri. 

Plugin-hybrid

En fuldt opladt plugin-hybrid, også kaldet opladningshybrid, kan typisk køre mellem 15 og 60 km på el, før den slår benzinmotoren til. Rækkevidden afhænger blandt andet af: 

- Udetemperaturen - i koldt vejr kører bilen kortere på el, og i strenge frostgrader kan du risikere, at bilen slet ikke kan køre på el
- Hvor meget strøm, der er på batteriet
- Dit kørselsmønster - høje hastigheder på motorvej kan få bilen til at gå over på brændstof
- Hvor meget du bruger ventilationssystem, sædevarme og andet strømkrævende udstyr

Du kan typisk forvente, at bilen kører ca. 2/3 af den rækkevidde på el bilfabrikanten har opgivet om sommeren, og noget mindre om vinteren samt ved motorvejskørsel.

Du må forvente, at batteriet over tid mister kapacitet. Hvis der ikke længere har fuld batteri-kapacitet, vil det også have en betydning for bilens rækkevidde. Har batteriet f.eks. kun 80 pct. tilbage af sin kapacitet, vil bilen have en generelt kortere rækkevidde. 
Hvilken type kørsel er bedst egnet til hybrid- eller plugin-hybridbil?
Bykørsel
Både hybrider og plugin-hybriderne er virkelig velegnet til kørsel i byen. Hybridbilen kører længere på literen end traditionelle benzin- og dieselbiler, plugin-hybriden kan du køre alene på el i byen og dermed undgå af forurene lokalt. Bemærk, at motoren vil starte af og til i plugin-hybrider uden varmepumpe.

Landevejskørsel
På landevejene er det ikke alle hybridbiler, der har elmotorer, der er kraftige nok til at køre 80 km/t. Dermed vil de også køre på brændstof. De vil fortsat køre langt på literen, fordi elmotoren vil hjælpe med mellemaccelerationer. 

Plugin-hybriden kan køre alene på el på landevejen, her vil du også kunne opnå en fornuftig rækkevidde på batteriet. Bemærk, at motoren vil starte af og til i biler uden varmepumpe eller elvarme.

Motorvejskørsel
Ved høj hastighed vil hybridbilen oftest køre på forbrændingsmotoren. Nogle hybridbiler har trinløs variabel transmission (CVT-gearkasse), og den vil medføre betydelig motorstøj under acceleration. Derfor er en lang prøvetur vigtig, før du køber en hybrid. 

Mange af plugin-hybriderne kan godt køre på el ved de høje hastigheder. Her vil du dog kunne opleve, at forbrændingsmotoren slår til bl.a. ved acceleration. Typisk vil batteriet blive ladet op, når man kører på motorvej. 

Kører du primært lange ture på motorvej er hybrider og plugin-hybridbiler endnu ikke den optimale motortype. Her bør du overveje at købe en moderne dieselbil med nyeste miljøteknologi. 

Overvej dieselbil med dette kørselsmønster
Hvordan beregner bilen rækkevidden?

Moderne plugin-hybriders batterimanagementsystem (BMS), det vil sige batteriets computer, beregner løbende den estimerede elektriske rækkevidde.

Baggrunden for vurderingen af rækkevidden er bl.a. førerens historiske køreadfærd, temperaturen på højvoltbatteriet (som har indflydelse på battericellernes elektrokemiske egenskaber), og det aktuelle forbrug, hvad enten forbruget bruges til at opvarme kabinen, eller til effekt som anvendes til kørsel.

Disse oplysninger holdes op mod spændingen på højvoltbatteriet, samt det antal opladede amperesekunder, der er ladet ind i batteripakken.

Summen af disse (samt andre data) vil danne baggrund for den beregning, som giver dig en forventet rækkevidde.

Små ændringer – som f.eks. at køre i et andet køremodus, køre med lavere fart, have lavere kabinetemperatur eller at vælge forvarmning af kabinen – kan forlænge rækkevidden.

Du kan bl.a. på grund af overstående ikke forvente, at bilen viser fabrikkens opgivne rækkevidde, hver gang batteriet er fuldt opladet.

Hop tilbage til top

 

Skillestreg

IllustrationBatteri

Er der kun ét batteri i hybridbilen?

Nej – hybridbiler har to batterier. Bilen har et 12 volt-batteri til alle de traditionelle el-dele, som kendes fra alle andre biler. Dette 12 volt-batteri får sin strøm fra DC-DC-converteren.

12 volt-batteriet i hybridbilen bruges også til at tilkoble højvoltbatteriet, og det er derfor vigtigt, at der er strøm på dette batteri.

12 volt-batteriet har oftest en lille kapacitet, og hvis der har været et højt forbrug på batteriet, eller hvis bilen har længere perioder med stilstand, kan det være en god idé at vedligeholdelseslade batteriet.

Det frarådes at bruge 12 volt-batteriet til at jumpstarte fossile biler. Konsultér instruktionsbogen eller dit værksted for informationer vedrørende vedligeholdelsesladning af 12 volt-batteriet og jumpstart .

Derudover er der et 48-400 volt-batteri til bilens hybridkomponenter - dette batteri kaldes ofte hybridbatteri eller højvoltsbatteri.

De to batterier kan godt være integreret i én enkelt enhed med mulighed for udskiftning og frakobling separat.

Skader det batteriet, hvis det ikke lades helt op?
Nej – batteriet tager ikke skade.

Plugin-hybrid tåler 'sjat opladning' på samme måde som fx din telefon.
Hvem kan undersøge bilens batterier?

Har du brug for at få undersøgt plugin-hybridens højvoltbatteri, kan du søge mod mærkeværkstederne, der har særlige testere eller software til formålet.

Du har også mulighed for at få foretaget en uvildig test af batteriet, hvilket f.eks. kan udføres af FDM. 

Dette kan være praktisk, hvis du vil kende batteriets tilstand, før du skal købe eller sælge en brugt plugin-hybrid, eller hvis du oplever problemer med rækkevidden i din nuværende plugin-hybrid eller elbil. 

Læs mere: Sådan fungerer en batteritest af elbil hos FDM

Skal hele batteripakken udskiftes, eller kan der udskiftes dele af batteriet?
For både hybridbiler og plugin-hybrid er det blevet mere normalt, at man har mulighed for at skifte celleblokke (dele af batteriet) i stedet for at udskifte hele batteriet. Et helt nyt batteri kan være temmelig dyrt, især når der er tale om lithium-ion batterier med stor kapacitet, som man finder i plugin-hybrider.

Der er forskel på opbygningen af de såkaldte højvoltsbatteri-pakker i hybrid- og plugin-hybridbiler. Det betyder, at det på nogle biler ikke er muligt at udskifte de enkelte battericelleblokke, og man derfor bliver nødt til at udskifte hele højvoltsbatteripakken.  
Hvad koster et nyt batteri?
Priserne på batteripakke til hybrid og plugin-hybrid falder i takt med, at interessen stiger for hybridbiler, og produktionen af batterier dermed øges.

Der er dog stor forskel på prisen på både batterier og løse celler med tilhørende arbejdsløn. Der er derfor ikke et entydigt svar på, hvad nye batterier koster.

Priseksempler på batteripakker

Hybrid batteripakke
Fra 10.000 kr.

Plugin-hybrid batteripakke
ofte over 100.000 kr.

FDM anbefaler, at du retter henvendelse til mærkeværkstedet og beder om en pris på præcis det batteri, du har behov for. 

Hop tilbage til top

 

Skillestreg

IllustrationOpladning 

Hvordan oplader man en plugin-hybrid?
Se denne video med vores bilekspert, der viser hvordan du oplader en el-bil eller plugin-hybrid:
Kan man oplade fra en almindelig stikkontakt?
I princippet ja. Ifølge Sikkerhedsstyrelsen bør opladning af elbil eller plugin-hybrid med nødlader i en almindelig stikkontakt ikke ske med en effekt, som er højere end 6 ampere og i maksimalt 2 timer, da der ellers er risiko for overophedning af husets el-installation.

Boligernes el-net er nemlig ikke designet til at håndtere den store belastning, der opstår under flere timers opladning. Du bør derfor betragte nødladeren (mormorkablet) som en nødløsning. 

Vælger du at oplade din elbil eller plugin-hybrid fra en stikkontakt med nødladeren, skal du være opmærksom på, at stikkontakten skal have jordforbindelse. Nødladerens stik er ofte udstyret med jord 'hanstik' (det 3. ben i stikket), men det er ikke alle stikkontakter, der er forbundet til jord, selvom stikkontakterne er udstyret med hul til jordbenet. Undersøg derfor om stikkontakten har jordforbindelse. Har stikket ikke det, anbefaler vi, at du undlade at bruge stikkontakten.
Hvad koster det at bruge ladestandere?
Du kan vælge at betale via en abonnementsordning eller et forudbetalt ladekort.  

En abonnementsordning koster ca. 400 kr. om måneden  - hvor du både kan lade ved en stander hjemme og på offentlige standere ude. Bemærk, at det kan være en fordel at have ladekort til flere udbydere, da ingen p.t. har et landsdækkende netværk af ladestandere. 

Der er flere muligheder, hvor du kan tegne abonnement til at oplade din plugin-hybrid eller elbil. Undersøg de forskellige abonnementsordninger, så du får en løsning, der passer til dit kørselsbehov. Læg især vægt på at finde en udbyder, der har ladestandere der, hvor du har behov.

Se også, hvordan du oplader en plugin-hybrid:


Se liste over udbydere her.
Hvordan finder jeg ladestandere?
I moderne plugin-hybrider med navigationssystem kan du finde de nærmeste opladningsmuligheder, ellers kan du downloade app'en Plugshare eller besøge plugshare.com for at finde nærmeste opladningsmuligheder.

Se her, hvordan du finder opladningsmuligheder:
Der findes også andre hjemmesider, som hjælper dig med et overblik over lademuligheder. FDM har samlet en oversigt til dig.

Find ladestandere
Hvilke ladestik bruges ved tilslutning til ladestanderen?
På de fleste ladestandere skal du selv have et ladekabel med, men nogle ladestandere har fastmonterede kabler, der kan tilsluttes bilen direkte.

Har du en ældre plugin-hybrid som anvender et Type 1 stik, er det muligt at få en adapter til brug ved opladning fra ladeboks med fast ladekabel. Hvis adapteren ikke kan låses mellem Type 2 delen fra boksen og til Type 2 delen i adapteren, anbefales det at lave et skilt ved brug af adapteren, som advarer om, at sammenkoblingen ikke kan låses. Derudover skal man ikke afmontere adapteren før stikket er afmonteret fra bilens ladeport. 
Ved opladning fra ladeboks uden fast kabel kan man få et Type 2 til Type 1 stik.


Sådan ser et type 2 stik ud:
 Type 2 stik til elbil og plugin-hybrid
Hvad er hurtigladning (DC-ladning)?
Når man er på farten, eller hvis tiden er knap, er der i en del plugin-hybridbiler mulighed for at hurtiglade. Til dette formål skal du anvende et andet stik end Type2-stikket.

Denne opladning foregår udenom bilens lader. Grunden til, at man kan gå udenom laderen, er, at DC-ladeboksens udgang leverer jævnstrøm. 

Typisk giver hurtigladning dig mulighed for at lade op til 80% kapacitet på under 1 time.
Hvilke stik bruges til hurtigladning?
Der findes to stiktyper til hurtigladning. Du kan ikke anvende Type2-stikket. I stedet skal du bruge: 

CCS Combo stik
CCS kabel

CHAdeMO stik

CHAdeMO
Hvor lang tid skal en plugin-hybrid oplade?
Ladetiden afhænger af en række ting. Det afhænger både af hvilken bil, du har og hvilken installation, du skal lade op fra samt udetemperaturen.

Ifølge bilfabrikkerne anføres ladetider på mellem to og fire timer, hvis du lader på en ladestander eller en hjemmelader. Den ladetid er beregnet ud fra optimale forhold. Men opladningen afhænger bl.a. også af udetemperaturen, batteriets kapacitet og slitage på bilens batteri. Ikke optimale opladningsforhold, som fx frostvejr, kan forlænge ladetiden med to til fire gange.

Enkelte modeller har mulighed for hurtig opladning, eksempelvis BMW i3 REX, hvor du kan lade op til 80 pct. af batteriet på 30 minutter under optimale forhold. 
Er der nogen fare forbundet med opladning?
Nej. Alle højvoltkomponenter i bilen - herunder batteripakken - er særskilt isolerede fra resten af ledningsnettet, hvilket betyder, at risikoen for kortslutning er minimal. Yderligere kontrolleres alle højvoltkomponenterne løbende under kørsel, hvilket resulterer i, at batteripakken frakobles, hvis batteritemperaturen bliver for høj, der opstår kortslutning i ledningsnettet eller i andre højvoltkomponenter samt øvrige ved driftsforstyrrelser. 

I ladekablet er der ofte indbygget en temperaturføler, der overvåger og stopper opladningen, hvis laderens styreenhed registrerer for høj temperatur gennem kablet. Når ladekablet monteres mellem bilen og ladestanderen eller stikkontakten, kontrolleres både kabel, bil og ladestander, inden opladningen begynder.
Kan man lade for hurtigt eller forkert?
Nej, bilens batterimanagement system sørger for, at ladningen sker korrekt, uanset om du lader langsomt eller hurtigt. (AC eller DC). Det betyder eksempelvis, at du sagtens kan bruge en 100kW-hurtiglader, selvom din bil kun lader med 50kW.
Hvad er AC-ladning?
Den hyppigste ladning er en AC-ladning. Det er den type ladning, en hjemme-ladeboks leverer til bilen. Når du lader ved en offentlig stander, er det typisk også en AC-ladning, medmindre det er en hurtiglader. Vekselstrømmen fra AC-ladningen konverteres til jævnstrøm i bilens lader, inden strømmen lægges ned i højvoltsbatteriet.
Kan min hybridbil stå, uden at batteripakken oplades jævnligt?

Det kommer an på, hvilket batteri din bil har. Derfor er det svært at give en generel anbefaling i forhold til, hvor ofte batteriet skal lades op. 

Lithium-ion batterier har forholdsvis lille selv-afladning, hvilket betyder, at du kun behøver at oplade eller starte bilen hver eller hver anden måned. Andre batterityper har behov for opstart/opladning oftere. Se importørens eller instruktionsbogens anbefalinger.

I enkelte af de helt nye biler kan du have mulighed for at afbryde batteriet helt i en periode, så bilen ikke skal startes.

Kan jeg lade min plugin-hybrid i udlandet?
Du kan sagtens lade bilen op - også i udlandet. Men det kræver, at du har købt forudbetalte ladekort. Her er prisen typisk så høj, at det ikke kan svare sig økonomisk. På nogle hoteller kan man lade uden beregning, undersøg dette før du tager afsted. 

Undervejs vil det ikke kunne svare sig at lade plugin-hybriden, fordi ladetiden ikke står mål med rækkevidden på el. Fordelen ved plugin-hybriden er netop, at den fungerer som hybridbil på længere ture, som en tur gennem Europa, og at du kan bruge den som elbil til hverdag over kortere distancer.  

Du skal især være opmærksom på ekstra ladetid, hvis du kører på fx skiferie, hvor det er koldt.

Se også: her finder du ladestandere 
Hvordan oplades batteriet, når bilen bremser?
Når man bremser, opstår der magnetfelter i elmotoren, som så fungerer som en generator og sender strøm tilbage til batteripakken. På den måde spildes den kinetiske energi (bevægelses energi) ikke som varme i bremserne, men oplagres i stedet som elektrisk energi i højvoltbatteriet. Det betyder, at det bliver muligt at opsamle noget af den forbrugte energi, når man slipper speederen, eller når bilen skal stoppes. Det gør, at du kan køre længere på literen eller længere på el og giver dermed mulighed for at køre grønt. Typisk er der på bilens instrumentbræt information omkring den såkaldte rekuperation - altså anvendelse af bremse- eller decelerationsenergien.

Nogle hybridbiler har en funktion i gearstangen, som gør magnetfeltet i elmotoren kraftigere, så bilen lader kraftigt på højvoltbatteripakken, hver gang speederen slippes. Det er ofte markeret med et "B". Bilens konventionelle bremser bliver typisk kun aktiveret under hårdere opbremsninger og ved stilstand.

Hop tilbage til top

 

Skillestreg

IllustrationTeknik

Hvordan adskiller en hybridbil sig teknisk fra en benzin-/dieselbil?
Den primære forskel er, at en hybridbil udover benzin/dieselmotoren også har en elmotor. Typen af hybridbil vil have betydning for, hvor meget bilen kan køre på el.  

Udover brændstofmotoren har hybridbilen: 
- En eller flere elmotorer
- Højvoltbatteripakke
- Komponenter og kabler til styring af højvoltbatteripakken
- Automatgear
- Ladestik og ladekabel, hvis det er en plugin-hybrid 

Se også her forskellen på en hybrid og en plugin-hybrid
Hvorfor starter benzin/dieselmotoren?
På nogle hybridbiler starter benzin- eller dieselmotoren, fordi den skal opretholde olietryk eller skabe varme i katalysatoren. På andre hybridbiler sker det, fordi hybridbatteriet skal balanceres, eller fordi der skal varme i kabinen. Der kan også være vedligeholdelsescyklusser, der på baggrund af algoritmer i motorstyringen beder om at starte motoren op for smøring af motoren, eller for at afbrænde benzindampene i brændstoftanken.

Dertil kan der være begrænsninger pga. lave temperaturer, som gør, at bilen ikke kan klare sig kun på el alene. Eksempelvis kan elmotoren på nogle hybridbiler ikke kobles til, hvis temperaturen er under -10°, mens andre ikke har ren elektrisk drift ved temperaturer på 0°.

Det må derfor forventes, at der er mindre elektrisk drift ved kolde temperaturer også da højvoltsbatteriets kapacitet påvirkes af kulden. Ved landevejs- og motorvejshastigheder kan elmotoren være så svag, at den ikke kan trække bilen, hvorfor benzin-/dieselmotoren starter for at hjælpe til. Det anbefales at læse instruktionsbogen for den konkrete bil, da der i mange tilfælde er en beskrivelse af de forskellige parametre for de forskellige kørselsmodes.
 
Hvilken gearkasse er der i en hybridbil?
Stort set alle hybrid- og plugin-hybridbiler har automatisk gearskifte. Nogle har traditionelle automatgearkasser, andre har dobbeltkoblingsgearkasse eller trinløst variabel transmission, også kendt som CVT-gearkasse. Mild-hybrid kan fås både med manuelt eller automatisk gearskifte.

Se også video om automatgearet i en hybrid og plugin-hybrid
Må min hybrid eller plugin-hybrid få starthjælp fra en anden bil?
Hybridteknikken stiller større krav til at give korrekt starthjælp, især i biler med højvoltbatterier, hvor der er risiko for at få stød. Derfor kan det ikke anbefales, at man selv giver starthjælp, medmindre man nøje følger anvisningerne i bilens instruktionsbog. Er du i tvivl, så få en fagperson eller din vejhjælp til at starte bilen. 
Hvordan varmes kabinen op i en hybridbil? 
I mild-hybrid og hybridbiler bruger du varmen fra forbrændingsmotoren, hvilket betyder, at bilen ved lave temperaturer er nødt til at starte forbrændingsmotoren for at få varme i kabinen.
Hvordan varmes kabinen op i en plugin-hybrid?
I nogle plugin-hybrider sker opvarmning af kabinen via en varmepumpe eller højvoltvarmer, der bruger el fra højvoltbatteriet til at opvarme kabinen. Det kræver dog, at der er tilstrækkeligt med el, for at varmepumpen eller elvarmeren virker. Ellers starter forbrændingsmotoren, for at du kan få varme i kabinen. En fordel ved varmepumpen eller elvarmeren er, at kabinen kan varmes op, mens batteriet oplades, og du dermed kan komme ud til en opvarmet og opladet bil. I nogle biler kan du endvidere opvarme kabinen, selvom bilen ikke står til opladning. Her skal du programmere opvarmning i bilens computer eller aktivere opvarmning via en app. 

Men ikke alle plugin-hybrider har varmepumpe eller elvarmer, og i disse biler skal forbrændingsmotoren starte, for at du kan få varme i bilen. Det betyder, at du selv på korte ture ikke vil kunne køre alene på el. Derfor er det vigtigt at spørge ind til varmesystemet i en plugin-hybrid, før du køber bilen.  
Kan man bestemme temperaturen i hybridbilen, når den er parkeret?
Nogle plugin-hybrider bruger højvoltbatteriet, når kabinen skal opvarmes. Det giver mulighed for, at du enten ved hjælp af en app eller via boardcomputeren kan indstille den ønskede temperatur, inden du sætter dig ud i bilen. Du kan dog risikere, at det kun kan lade sig gøre, mens bilen oplader, eller der er nok strøm på højvoltbatteriet. 
Hvordan fungerer hybridbilens aircondition?
Hybridbilers aircondition fungerer ikke på samme måde som biler med benzin- eller dieselmotor. Hybridbiler har typisk en elektrisk kompressor, hvor strømmen leveres af bilens højvoltbatteri. Hvis batteriet er delvist afladet, vil bilens forbrændingsmotor starte, for at bilens aircondition kan køle den.

På nogle plugin-hybrider er det muligt at fjernbetjene eller programmere klimaanlægget enten ved hjælp af en app eller via boardcomputeren. Disse funktioner kan være begrænsede til kun at virke under opladning, eller når der er nok strøm på højvoltsbatteriet.
Kan der monteres anhængertræk på en hybridbiler?

Mild-hybrid: 
De fleste mild-hybrid-modeller kan fås med anhængertræk, men undersøg, hvor meget bilen må trække, før du køber. 

Hybrid:
Der er oftest ingen eller begrænsede muligheder for at få træk på hybridbiler. Det gælder både fabriksmonterede træk og mulighed for eftermontering af et anhængertræk. Har du behov for anhængertræk, skal du derfor overveje, om du skal have en hybridbil. Spørg forhandleren, om der kan fås anhængertræk til den konkrete hybrid, du overvejer at købe. 

Det er også vigtigt, hvis du køber brugt hybridbil, da nogle af hybridbilerne skal være købt forberedt til montering af træk allerede fra fabrikken. Det betyder, at du eventuelt ikke har mulighed for eftermontering af et træk.

Plugin-hybrid:
I modsætning til hybridbilerne kan de fleste plugin-hybrider fås med anhængertræk, og nogle af dem må endda trække selv tunge campingvogne. Men det er ikke alle modeller, derfor er det vigtig at spørge ind til, hvor meget bilen må trække, når du er ved at købe bil. 

 

Kan/skal man rustbeskytte en hybridbil?
FDM anbefaler supplerende rustebeskyttelse til alle biler. De gælder også hybridbiler.

De forskellige udbydere af supplerende rustbeskyttelse har udarbejdet sprøjteskemaer til hybridbilerne. 

Kontakt rustbeskyttelsescentrene for yderligere information og sørg for at de har et sprøjteskema til din hybridbil. Prioriter også at rustbeskyttelsescenteret er en del af en kontrolordning.

Hop tilbage til top

 

Skillestreg

IllustrationParkering

Må jeg parkere på parkeringspladser til elbiler?
Ja – hvis du har en plugin-hybrid.

Nej - hvis du har en mild-hybrid eller en hybridbil.
Er det gratis at parkere en plugin-hybrid på en elbilplads?
Nej - ligesom elbiler skal plugin-hybrider betale parkeringsafgift. Der kan dog være lokale parkeringsregler, der tilgodeser elbilerne og dermed plugin-hybrider. Se efter skiltningen. 

Læs mere: Lokale parkeringsregler 

Hop tilbage til top

Har du brug for råd og vejledning?

Overvejer du en plugin-hybrid eller hybridbil, eller er du nyslået bilejer, der kan komme i tvivl om, hvad der er op og ned og smartest for dig? Husk, at du som medlem af FDM kan få hjælp og rådgivning om hybridbiler, plugin-hybridbiler, opladning og meget mere.   

Læs mere om medlemskab og fordele