Sådan modtager du Digital Post om din bil

Kommunikation om bilen fra det offentlige kommer digitalt til dig. Det betyder, at du skal holde øje med både afgifter, synsindkaldelser og bøder i din digitale post.

Kvinde sidder ved computer og kigger på papirer.
Viden

Som borger i Danmark får du din post fra det offentlige digitalt – det hedder Digital Post. Digital Post fra det offentlige sendes til følgende fire sikre "postkasser":

  • borger.dk
  • Digital Post-appen
  • e-Boks
  • mit.dk

Al din digitale post fra det offentlige vil være tilgængelig i alle fire postkasser – så du kan frit vælge, hvilken postkasse du foretrækker at bruge.

Læs mere: Om Digital Post (eksternt link)

Du har pligt til at læse Digital Post. Det kan have konsekvenser, hvis du overser en henvendelse, og det regnes ikke som en undskyldning, at du ikke i tide har fået åbnet din digitale post.   

Derfor er det vigtigt, at du tjekker din digitale post.

Illustration af underoverskriftHvilke henvendelser vedr. bil kommer som Digital Post?

Når der kommer til kommunikation fra det offentlige om bilen, er der tre særligt tre ting, du kan forvente at modtage post om:

  • Indkaldelse til syn
  • Bøder og evt. p-afgifter
  • Opkrævninger af afgifter

Læs mere om de tre typer henvendelser her:

Skillestreg

IllustrationDigital post om synsindkaldelse

Fra bilen er fire år gammel bliver den som udgangspunkt kaldt til periodisk syn hvert andet år. Synsindkaldelsen kommer i dine digitale postkasser som Digital Post.

Læs mere: Om synsindkaldelser og Digital Post (eksternt link)

Synsindkaldelsen bliver sendt til dig fra Færdselsstyrelsen otte uger inden synsfristen.

Du skal selv bestille tid til syn af din bil. Det kan du f.eks. hos FDM test og bilsyn. Du behøver ikke være medlem for at få synet din bil hos FDM.

Læs mere: Om bilsyn og priser hos FDM

Overholder du ikke synsfristen, vil du få en bøde på 2.000 kr. (2023). Vær opmærksom på, at du både skal have bilen synet og godkendt (eller betinget godkendt) inden fristen udløber.

Hvis du stadig ikke får din bil synet, godkendt eller afmeldt, vil du modtage endnu en bøde på 2.000 kr. (2023) for manglende afmeldelse.

Betaler du ikke bøden til tiden, vil sagen blive sendt videre til politiet. Du kan læse mere om bøder, takster og procedurer hos Færdselsstyrelsen.

Læs mere: Om syn og bøder (eksternt link)

Skillestreg

IllustrationDigital post om bøder og evt. p-afgifter

Fartbøder vil som udgangspunkt blive sendt som Digital Post. Reagerer du ikke på denne, kommer der efterfølgende en rykker – denne kommer også som Digital Post.

Parkeringsafgifter kan også komme via Digital Post.

Skillestreg

IllustrationDigital post om afgifter

Opkrævninger af de såkaldte ”periodiske afgifter” (f.eks. CO2-ejerafgift, grøn ejerafgift, vægtafgift) sendes også til dig digitalt.

Du har – som det er tilfældet med mange faste udgifter – mulighed for at tilmelde din betaling til Betalingsservice.

Læs mere: Hvad er ejerafgift på bilen?

Skillestreg

Illustration af underoverskriftHvordan undgår man at overse digital post om bilen?

Du har mulighed for få besked om, at du har modtaget Digital Post både via sms og/eller e-mail. Dette kræver, at du registrerer dit mobilnummer og e-mailadresse. 

Læs mere: Om funktioner i Digital Post (eksternt link)

Illustration af underoverskriftKan man blive fritaget fra Digital Post?

Du kan blive fritaget fra digital post (og i stedet modtage dine beskeder pr. brev), hvis der foreligger særlige forhold. Du kan læse mere om mulighederne for fritagelse fra Digital Post, og hvordan man konkret søger om det på sider såsom borger.dk.

Læs mere: Om fritagelse fra Digital Post (eksternt link)

Skal du have synet din bil?

Husk, FDM tilbyder at syne din bil. Hvis du er medlem af FDM, kan du få rabat på et evt. omsyn.

Bestil bilsyn