Spar penge på strøm til elbilen: Sådan gør du

Der kan være mange penge at spare, hvis du skifter elselskab og får en lavere pris på strøm. Elprisen kan især have stor betydning for din samlede elregning, hvis du er ejer af en elbil eller en plugin-hybrid.

Sådan skifter du elselskab
Bilist

Har du en hjemmelader til din elbil eller plugin-hybrid, kan din elpris have betydning for, hvor meget det koster dig at køre i bilen. Ligesom du måske tidligere holdt øje med benzinpriserne, bør du som elbilsejer holde øje med elpriserne.

FDM anbefaler derfor, at du:

  • Tjekker elpriser mindst to gange om året fx via elpris.dk
  • Ser på den samlede pris for el-aftalen og ikke kun kWh-prisen
  • Undersøger mulighed for at bruge flexafregning

Hvordan får du billig strøm til elbilen?

Du kan bruge elpris.dk til at finde den el-aftale, der passer bedst til dit forbrug og dine ønsker til leverandør. Hvis du oplader din elbil eller plugin-hybrid fra en privat ladeboks, bruger du den elaftale, du allerede har til husstanden. Det kan derfor have betydning for dit samlede kørselsregnskab, hvilken el-udbyder du har.

Se mere: Tjek priser på elpris.dk 

Elpris.dk er en offentlig sammenligningsportal drevet af Forsyningstilsynet.

Hvordan sparer du på elbilens elregning?

Flere elselskaber har introduktionstilbud på strøm, hvor du er bundet i seks måneder. Herefter stiger priserne ofte. Så hvis du hvert halve år undersøger priserne online og evt. foretager et skifte, kan du holde strømprisen helt i bund. Typisk kan du spare mellem 20 og 40 øre pr. kWh ved at gå på tilbudsjagt. Men er du uforvarende endt med markedets dyreste strømleverandør, vil du kunne spare op mod 90 øre pr. kWh.

Ved 20.000 km's kørsel om året bruger man cirka 4.000 kWh årligt. Dermed vil besparelsen typisk ligge mellem 800 og 1.600 kr., men den kan være helt op til 3.600 kr. om året. Dertil kommer en tilsvarende besparelse på den strøm, du bruger i din husstand. Bruger du elvarme i huset, vil du kunne spare endnu mere.

Hvordan fungerer fleksafregning på strøm?

Nogle el-leverandører tilbyder allerede fleksafregning, som er en mulighed for at lade din elbil eller plugin-hybrid i perioder med billigere strøm. Du får mulighed for at flytte dele af dit elforbrug til perioder, hvor der er mindre belastning af elnettet og dermed billigere el.

For at kunne bruge fleksafregning skal du have en elmåler, der kan fjernaflæses. Ved udgangen af 2020 skal alle private husstande have sådan en elmåler, men det er ikke et krav, at el-leverandøren tilbyder fleksafregning. Du kan dog skifte til en ny el-levarandør, hvis du vil bruge muligheden for fleksafregning.

Når du går på tilbudsjagt, er det mest sikre at vælge en fast elpris i perioden. Du kan også vælge en variabel pris, men her er du ikke sikker på at få den laveste pris over hele aftaleperioden. På elpris.dk kan du også vælge kun at se på tilbud fra elselskaber, der køber mere miljøvenlig strøm som eksempelvis vindkraft.

Hvordan skifter du elselskab?

Det er gratis at skifte elselskab, hvis du ikke ophæver en aftale inden for en bindingsperiode. Hvis du er privat forbruger, må elselskabet maksimalt binde dig til en aftale i seks måneder. 

Til de skarpeste priser er der ofte krav om, at du ikke må have været kunde hos firmaet inden for f.eks. to år, for at undgå at kunderne shopper rundt. Men det er nemt at skifte, og du behøver ikke være bange for at stå uden strøm i mellemperioden, da du ikke kan skifte netselskab, men blot elhandelsselskab.

Har du andre spørgsmål om opladning, kan du som medlem af FDM få råd og vejledning:

Kontakt FDM rådgivning