GPS apps til iPhone

Viden

Der er mange fordele ved at benytte mobilen som navigator. Motor har testet otte iPhone GPS apps, der virker uden brug af data – også i udlandet.

Der er ikke noget værre end et gammelt kort. Det gælder især for GPS-kort, hvor du reelt kun kan rette dig efter den lille pil og den afgrænsede kortvisning.

Netop her har navigation på mobiltelefoner en utrolig styrke. For på en telefon er navigationsdelen kun software, og den bliver automatisk opdateret, så du får det nyeste tilgængelige kort nærmest uden at skulle gøre noget selv.

Køb holdere til mobilen i FDM netbutik

Gamle kort i nye apps

Der er dog et lille men. For selvom navigationsprogrammerne er lette at opdatere, så er data i dem ikke altid opdateret. På flere af de apps, som vi har testet, er selve kortmaterialet fra efteråret 2013.

Selve programmet bliver også løbende udviklet, og der kommer nye menustrukturer og anderledes visning af rutevejledningen.

Og eftersom kort opdateres fire gange årligt, er det ikke det nyeste kort, du har til rådighed. Her er TomToms app eneste undtagelse, og det er den primære grund til, at vi kårer den som testvinder.

Programmet holder i mange år

Det er ikke kun kortdata, som bliver opdateret, når du har købt en navigationsapp. Selve programmet bliver også løbende udviklet, og der kommer nye menustrukturer og anderledes visning af rutevejledningen. Og de købet af appen følger din konto hos enten App Store på iPhone eller Google Play på Android-telefoner, er det et navigationsprogram, som du potentielt har i mange år.

Derfor er prisen ikke så vigtig. Det vigtigste er at vælge den løsning, som passer bedst til ens behov, og ikke mindst den løsning, der har det bedste kort.

Kun testet gemme-kort

Vi har valgt kun at fokusere på navigationssoftware, hvor man kan gemme kort på telefonen, så du kan bruge den i udlandet uden at skulle betale for dataoverførsel - såkaldt roaming. Det er årsagen til, at hverken Google Maps eller Apples egen navigationssoftware er med i denne test.

Har du nærmest fri data på din telefon, og bruger du kun navigation herhjemme, er disse løsninger udmærkede. Apples eget kort havde store svagheder, da det kom frem, og er fortsat ikke helt på niveau med Googles kort. Derfor er det sidstnævnte, der får vores anbefaling blandt programmer, der er baseret på dataoverførsel.

Strøm og holder

Ud over selve navigationssoftwaren er der to ting, du skal tilkøbe som ny appnavigatør:

  • En god holder til telefonen. Holderen skal placeret f.eks. over midterkonsollen, så du kan se telefonen under kørslen og den ikke generer dit udsyn.
  • En oplader, idet GPS-modulet i telefonen bruger store mængder strøm. Typisk kan telefonen kun holde op til tre timer uden strømkabel.

Den optimale løsning er en holder inklusive strømforsyning, der også er koblet på bilens lydanlæg. På den måde kan du også få musik fra mobilen ud i bilen og samtidig få rutevejledning over bilens højttalere. I nogle nyere biler med Bluetooth kan man få lyden ind denne vej, og så skal man blot købe en aktiv holder.

Styr på GPS'en

Et sidste tip er at afprøve navigationssoftwaren, før du kører på ferie i udlandet. Indtast også ruten til jeres slutdestination før I kører af sted. For i nogle af programmerne skal du vælge, hvilke kort der skal være i telefonen, og selvom du kan opdatere kortet på et Wi-Fi-hotspot, så er det lettere at gøre det hjemmefra.

Se også: GPS apps til Android 

Brug mobilen som gps

TomTom - 6 stjerner

TESTVINDER. TomTom er p.t. GPS-verdenens svar på Rolls-Royce i deres storhedstid. Klart et af markedets dyreste produkter, men også der, hvor du hurtigst får de bedste og nyeste kort med hele fire årlige kortopdateringer. Du kan endda få daglige kortrettelser via Map Share, så du konstant har markedets mest opdaterede kort.
 

Ruteberegningen er baseret på historiske trafikdata, og det giver markedets bedste ruteberegning. To små minusser er, at du skal taste bynavn i adresser, og at designet på kortet er lidt gammeldags. Men det ændrer ikke ved, at TomTom leverer den bedste navigation. Kører du kun i det gamle Vesteuropa, kan det kort fås til 329 kr., og det er bedste køb for de fleste danske feriebilister.

Sygic - 5 stjerner

Vil du have billig navigation og pålidelige kort, så hører Sygic til blandt de bedste. Menustrukturen er lidt nørdet/gammeldags. Designmæssigt minder den meget om TomTom, dog er køresporet lilla. Du kan søge vej uden først at skrive byen, og den har endda en simpel kørebogsfunktion. Du kan også vælge, hvilke kort der skal med i telefonen, for at spare plads. Du kan endda købe live trafikinformationer til 145 kr. pr. år, leveret af TomTom, hvilket gør den mere brugbar i hverdagen.

Ruteberegningen er ikke så avanceret som TomToms, og navigationsstemmen er også lidt gnidret. I øjeblikket (august 2014) har Sygic 40 procent rabat på deres app, og med den rabat er den det bedste køb. Men den har kun to kortopdateringer pr. år.

KRAK - 5 stjerner

Lidt spøjst er kortet i Kraks app fra TomTom, da Krak selv er søgemaskine i Garmins app. Det giver dog Kraks app den fordel at have bedre kortdata, der desværre er fra tredje kvartal 2013, selvom appen er opdateret i maj 2014. Danmark er gratis, og resten af Europa kan købes for kun165 kr. Grafikken er desværre ikke optimal, og stemmen er snøvlende og for automatiseret. 

Copilot -  - 4 stjerner

Kortdata kommer fra Here, dog under Navteqmærket, der også leverer til bl.a. Garmin. Men på trods af appopdatering i maj 2014 er kortdata fra 2013, og flere større veje mangler. Det trækker kraftigt op, at navigation herhjemme er gratis, og at europakort kan købes for kun 225 kr. Designet er lidt a la 1990’er-computergrafik, men der er et væld af indstillingsmuligheder, hvilket vil tilfredsstille nørder. 

Navigon - 3 stjerner

Tyske Navigon er opkøbt af Garmin. Som app eksisterer den dog stadig og kan fås i flere varianter, end Garmin tilbyder. Menuen er ikke helt så enkel som i søsterappen, men stadig enkel. Kort er fra tredje kvartal 2013 og indeholder i Europaudgaven hele 44 lande. Bare ærgerligt, at kortdata ikke bliver opdateret hvert kvartal.

GPS Nav - 3 stjerner

Grafikken er flot og menuerne overskuelige. Afstands- og tidsangivelser kan være lidt svære at aflæse. Den taler dansk, men siger "drej om et kilometer", og i rundkørsler siger den "nu" før du skal dreje ud. Kortdata er OpenStreetMap ligesom Navfree. På større veje er kortet opdateret, men på små veje kan der være fejl. Selv om den koster lidt, er GPS Nav et bedre valg end Navfree.

Garmin - 3 stjerner

Det er tydeligt, at Garmin har erfaring med navigation. Den er meget let at betjene, og menustrukturen er blandt de bedste. Men seneste kortopdatering er fra november 2013, så flere større nye veje er ikke med på kortet. Selv udvidelsen af motorvejen fra Herning til Vejle er ikke med på kortet, og gamle kortdata trækker ned i vurderingen. Prisen er også i den høje ende – også kortkvaliteten taget i betragtning.

Navfree - 2 stjerner

Ét land er gratis. Resten betaler du for ét ad gangen. Ikonerne er svære at aflæse i menuen, men den har Google-søgning, der ofte er et plus. Ruteberegningen finder ikke optimal rute, og kortdataene fra OpenStreetMap er mangelfulde, især på mindre veje og m.h.t. ensretninger. Dertil kommer reklamer nogle steder i appen. 

 

Af