Logo

Toyota Aygo - lille og letkørt

Arkiv

15. september 2012

Toyota Aygo fra siden

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Toyota Aygo har svært ved at skjule sin alder, men bilen er stadig letkørt, og motoren følger fint med konkurrenterne.

Toyota Aygo

1.0 VVT-i T2 Air Spice Edition (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

Toyota Aygo forfra

Fordele

Motor / Udstyr / Metallak

Ulemper

Bagagerum / Påhæng ikke muligt

Pris

118.425 kr.

Maks. effekt

68 hk

Aygo kæmper i øjeblikket en brav kamp med VW Up om at blive Danmarks mest solgte bil i 2012. At VW Up klarer sig så godt, er let at forstå, da bilen er helt ny. Mere opsigtsvækkende er det, at den lille Aygo kan følge med. Bilen er grundlæggende syv år gammel, men løbende opdateringer af sikkerhed og teknik holder sammen med en attraktiv pris godt gang i salget.

Den bil, vi har haft med i testen, er en særlig udstyrsvariant kaldet „Spice Edition”. Den er bygget over udstyrsniveauet T2, men kommer i en orange metallicfarve med orange interiør og aircondition som standard. Er farven lidt for festlig, kan Aygo bestilles i almindeligt T2-udstyrsniveau til samme pris, hvor man så selv kan vælge den udvendige metalfarve, mens den indvendige er sort.

Toyota Aygo kabine

Denne „Spice Edition” har farvede flader overalt i kabinen. Synes du, at det er for meget, fås den også i en mere afdæmpet udgave.

Småt med bagageplads

Mens driftsøkonomien for en Toyota Aygo er i den gode ende, falder den brugsmæssige vurdering mindre positivt ud. På bagsædet er der kun to siddepladser, og bagagerummet er helt klart testens mindste. Her er det svært at få plads til selv en almindelig indkøbspose, og læssehøjden er testens højeste.

Indvendigt er Aygo spartansk indrettet. Der er ikke handskerum, fra førerpladsen er det svært at betjene elruden i højre side, og instrumenterne er begrænset til det mest nødvendige – en kørecomputer er således ikke på udstyrslisten.

Til gengæld er bilen dejlig overskuelig i trafikken, og trods bilens alder er den lille trecylindrede motor dejlig fleksibel – den bare kører og kører på en overbevisende måde, og så kører den let mere end 20 km pr. liter.

Toyota Aygo bagagerum

Bagagerummet i Aygo er testens mindste, og det er i det hele taget svært at få bare en indkøbspose eller en sportstaske ned i det dybe rum.

Sikkerheden er moderat

Køreegenskaberne i Toyota Aygo er overraskende gode. Bilen kører flot ligeud, og både bremser og gearskift er lette at betjene. På FDM Jyllandsringen mærker man en relativt stor krængning, når bilen køres hurtigt gennem sving og kurver, men når grænsen nås, griber ESC-systemet lynhurtigt ind og nedbremser hjulene enkeltvis, så en begyndende udskridning undgås. På den måde er den aktive sikkerhed bestemt godkendt.

Knap så overbevisende ser det ud, når vi ser på den passive sikkerhed. Egentlig er Aygo slet ikke testet af Euro NCAP, men den teknisk identiske Citroën C1 blev testet i 2005, og da opnåede den fire ud af fem stjerner. I mellemtiden er kravene til bilens konstruktion strammet betydeligt, og Aygo (samt Citroën C1 og Peugeot 107) kan derfor ikke betragtes som lige så sikre biler som de nyeste konkurrenter.

((Denne test indgik i en gruppetest sammen med Fiat Panda, Kia Picanto og VW Up))

Toyota Aygo skærm

Varme- og ventilationsanlægget er noget anderledes udformet end i mange andre biler. Den venstre drejeknap kan genere knæet på langbenede førere.