Toyota RAV4 - lysegrøn hybridoffroader
15. maj 2016

Foto: Karsten Meyland Lemche

Hybridudgaven af Toyota RAV4 kan køre næsten overalt og sparer samtidig benzin. Men ikke helt så meget, som fabrikken lover.
Toyota RAV4
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Udstyr / Udsyn / Firehjulstræk
Ulemper
Forbrug / Pris
Pris
588.870 kr.
Toyota skruer i øjeblikket op for ambitionerne med hybridbilerne, og med lanceringen af denne nye RAV4 som hybrid er der kommet endnu en grøn bilmodel på gaden. Grøn er måske lige at stramme den, for benzinmotoren er i sig selv stor og ret tørstig, og med indbygget hybridteknik, to elmotorer og træk på alle hjul er vægten og køremodstanden kravlet i vejret. Men så måske lysegrøn.
I praksis er det nemlig svært at få bilen til at køre helt så langt på literen, som fabrikken stiller i udsigt. Det officielle forbrugstal er på 19,6 km pr. liter for denne udstyrsvariant, og under vores meget omhyggelige forbrugsmåling nåede vi da også pæne 18 km pr. liter.
Læs også: Motors test af VW Tiguan Allspace
Men under hverdagens mere rutineprægede kørsel har man ret svært ved at komme helt så langt. Gør man sig nogenlunde umage, kører man omkring 15 km pr. liter, og følger man blot trafikken, kommer man ikke meget længere end 12 km /l.
Det er altså en ret følsom teknik, bilen er udstyret med, og man skal derfor lære at køre bilen med omtanke, hvis man vil spare benzin.

Førerpladsen er lækkert udformet, og med masser af fralægningsplads, gode sæder og et godt udsyn er RAV4 en vellykket bil til lange ture.
Flot kabine
Bortset fra denne problematik er der masser af lyspunkter i den nye RAV4. Hybridteknikken omfatter som altid et automatgear, og i Toyotas hybrider er det af CVT-typen. Det vil sige, at det er en udveksling, der løbende ændrer sig, og det kaster ofte ret hidsige omdrejningstal af sig, når man accelererer.
Det virker dog, som om Toyota har fået mere styr på denne del, og i langt størstedelen af køretiden nyder man faktisk motorens og gearkassens opførsel. Kun når man presser den hårdt, lyder motoren anstrengt.
Læs også: Motors test af Hyundai Tucson
Indretningen er der gjort meget ud af, og man mærker, at Toyota er blevet bedre til at få det hele til at se mere lækkert ud. Den oplevede værdi er høj takket være gode sæder, masser af fralægningsplads og et godt udsyn hele vejen rundt. Bagsæderne giver fremragende plads, og det er lækkert, at man kan justere ryglænets hældning.
Denne hybridudgave er både teknisk lækker og dyr. Vil man have en mere traditionel udgave, fås bilen med traditionelle benzin- og dieselmotorer, og så fås billigste udgave fra 385.000 kr. Dermed kan drømmen om den praktiske og høje bil udleves med et noget lavere budget end for hybridudgaven.
RAV4 må trække op til 2.000 kg i de traditionelle udgaver, mens den som hybrid må trække 1.650 kg.



Designet på Toyota RAV4 har fået mere kant, og bagsædet byder på fremragende plads.