Audi A1 - lille bil med stort format

Motors vurdering
Audi A1
- Design
- Køreegenskaber
- Udstyr
- Bagsædeplads
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.4 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning122 g/km
-
Effekt122 hk
-
Moment200 Nm
-
Topfart203 km/t.
-
Acc. (0-100)8,9 sek.
-
Køreklar vægt1.250 kg
-
Maks. påhængsvægt1.200 kg
-
Bagagerum270 liter
-
Akselafstand247 cm
-
MålL:395 cm B:174 cm H:142 cm
Motors tal
- Målt forbrug 19 km/l
- Beregnet økonomi 3,67 kr./km
Bare fordi en bil er lille, behøver den ikke at være anonym!
Sådan er filosofien bag Audis mindste model, der skal kapre nye kunder og fastholde de eksisterende Audi-kunder, der ikke længere har behov for en stor familiebil. A1 er navnet, og dermed signaleres størrelsen i forhold til de øvrige modeller i programmet, der har numre fra A3 til A8.
Det var egentlig Mini, der skabte denne klasse af eksklusive små biler, men sidenhen har både BMW (med 1-serien) og Volvo (C30) lanceret lignende modeller, og sammen med de nye livsstilsbiler som Citroën DS3 og Alfa Romeo MiTo afgrænser den nye Audi A1 en helt separat klasse for minibiler, der er kendetegnet ved, at de gerne må koste mere, end bilens størrelse egentlig lægger op til.
Så ligesom bilen ikke vil finde sig i at falde i ét med de andre små biler i gadebilledet, er prisen til at få øje på. Den nye A1 kan fås fra 222.500 kr., og indtil videre er der kun én karrosserivariant, nemlig denne med to store sidedøre og en stor tophængslet bagklap.

Motorer i verdensklasse
Trods den – relativt set – overkommelige pris rummer Audi A1 avanceret teknik i store mængder. I den version, vi har testet, er motoren således en af koncernens mest avancerede benzinmotorer med direkte indsprøjtning, turbolader og avanceret styring, herunder stop-start-funktionen, hvor motoren selv går i stå, når man holder for rødt. Denne funktion findes på samtlige varianter af A1.
I den testede udgave er der ligeledes monteret en selvskiftende gearkasse, som Audi kalder S tronic. Det er et andet navn for den teknik, VW sælger under navnet DSG, og også i Audi-udgaven kan fører og passagerer nyde umærkelige og lynhurtige gearskift, der giver en stor grad af komfort på hver eneste køretur.
Endnu fås S tronic kun sammen med 1.4-liters-motoren med 122 hk, så vil man nyde den fornøjelse, er det denne udgave til priser fra 283.000 kr., der skal vælges. Øvrige motorer i programmet er en lille 1.2-liters-benzinmotor med 86 hk, som er en fornøjelse. Vidste man ikke bedre, ville man gætte, at ydelsen var væsentlig højere. Den gør A1 velkørt og letkørt, og det er faktisk den udgave, vi peger på som bedste køb, hvis man kan nøjes med et manuelt gear.
Tredje mulighed er en 1.6-liters-dieselmotor med 105 hk. Den gør det fint og koster det samme som 1.4-liters-benzinmotoren, men er samlet set ikke så interessant som benzinudgaverne, når man tager pris, ydelse og motorgang i betragtning.

Farvestrålende indretning
Som nævnt er A1 en livsstilsbil, og sådanne biler lægger typisk op til en udpræget grad af personalisering, når det handler om farver og materialevalg. Det er her, bilerne kan skille sig ud fra mængden, og ejeren kan vise, at valget af en lille bil er af lyst og ikke af nød.
Lige præcis den øvelse mestrer Audi. At bilen udvendigt fås i syv forskellige farver, er ikke bemærkelsesværdigt. Men disse kan kombineres med en af fire forskellige kontrastfarver på tagbuen langs A-stolpen og hen langs tagkanten. Det koster 8.500 kr. ekstra, men er i høj grad med til at give bilen et personligt udseende.
Indvendigt kan man vælge sædebetræk blandt ni forskellige farver og mønstre lige fra kedelig sort til opsigtsvækkende wasabigrønt stof eller milanorødt læder. Som et ekstra pift kan ringene rundt om luftdyserne leveres i en farve, der enten matcher sædeindtrækket eller blot udstråler eksklusivitet. Det får bilen til at skifte identitet, og samlet set får det A1 til at skille sig markant ud fra de mere almindelige biler på markedet.
Når man sætter sig ind bag rattet eller på forreste passagersæde, opleves Audi A1 som en bil med en udmærket størrelse og med en fin komfort. Audi synes at have prioriteret forsædepladsen højt, og tak for det. En A3-ejer vil føle sig på hjemmebane, men niveauet fra A4 og op når den trods alt ikke.
Men A1 kan ikke løbe fra sin størrelse, så der er ikke megen plads at gøre godt med ved bagsædet. Det er tilmed svært at komme derom – og endnu sværere at komme ud igen – og Audi A1 skal derfor ikke købes af dem, der dagligt skal bruge plads til mere end to.
Men bagsædet er der, og i en snæver vending kan det bruges. Der er isofix-beslag, så man kan montere to autostole til mindre børn, men det er altså en af de muligheder, der bedst lader sig løse på papiret. Til gengæld er bagagerummet med sine 270 liter faktisk en hel del større, end man kunne forvente, og det vil man sætte pris på, uanset hvor mange der benytter bilen til daglig.

Pas på undervogn og privatleasing
Grundlæggende er Audi A1 en meget velkørende bil med en høj grad af komfort. Motor, gearkasse, bremser og indretningen af førerpladsen er helt i top. Styretøjet er en anelse letgående, hvilket kan genere under de første køreoplevelser med bilen, men på længere sigt er det noget, man kan vænne sig til. Vi havde dog gerne set et styretøj med mere direkte føling.
Når det handler om undervognens opsætning, så leveres Audi A1 i to versioner. Grundudstyrsniveauet Attraction kommer med 15"-fælge med 205/55-dæk og en undervogn, der er glimrende uden at være sportslig. Det opleves som en udmærket kombination, der giver en fin afvejning mellem komfort og styrbarhed.
Vælger man det højere udstyrsniveau, Ambition, påtvinges man desværre også en ukomfortabel sportsundervogn med hårde 16"-dæk i størrelsen 215/45, og det generer køreoplevelsen. Det er en lidt ærgerlig kombination, der får os til at pege på laveste udstyrsniveau som bedste køb. Den sparede prisdifference på 17.500 kr. kan man så i stedet bruge til at supplere med ekstraudstyr indkøbt i „løs vægt” og på den måde løfte udstyrsniveauet, uden at det går ud over komforten.
Ud over valg af motor, farver og udstyrsniveau tilbyder Audi unikt udstyr fra et alenlangt menukort. Næsten alt kan fås, og næsten alt frister. Men lige præcis her viser det danske afgiftssystem sig fra sin værste side, og udstyr, der sælges for 10.000 kr. fra fabrikkens side, kommer til at koste 35.000 kr., når den danske afgift er betalt. Dermed bliver det en dyr fornøjelse at gå på shopping i udstyrslisten.

Bilen kan blive dyr
Vi kan dog anbefale xenonforlygter til 21.500 kr., der ud over de kraftige forlygter også har LED-kørelyslygter fortil samt LED-baglygter. Navigationsanlæg er også en mulighed, men for at få det hele til at fungere skal anlægget kombineres med et udvidet infodisplay, et rat med fjernbetjening og en større radio. Det giver en samlet merpris tæt på 50.000 kr. Rart at have, men også forbasket dyrt.
Den samlede økonomi for at eje en Audi A1 er naturligvis påvirket af bilens pris og det udstyr, man tilkøber. Vi har foretaget en beregning baseret på Audi A1 1.4 TFSI S tronic Ambition til 300.000 kr. Den peger på en udgift på 3,67 kr./km inklusive en service- og reparationsaftale til 5.270 kr. pr. år. Det er i den høje ende for biler i denne størrelse, men det er faktisk billigt, når man sammenligner med andre livsstilsbiler.
Man kan også vælge at lease sin A1. For præcis samme udgave koster det 29.375 kr. i førstegangsydelse og derefter 4.450 kr. pr. måned i 36 måneder med i alt 60.000 km til rådighed. Det giver en samlet udgift, der er omkring 13.000 kr. højere om året, end hvis man selv køber bilen. Vi vil derfor ikke umiddelbart anbefale, at man leaser frem for at købe.
Samlet set er Audi A1 en attraktiv bil for dem, der vil have en personlig bil til transport af en til to personer. Den er ikke billig, men den er anderledes og personlig. Er man ikke i den snævre målgruppe for livsstilsbiler, er der mange andre biler, der er bedre. Og de kan også fås med de fire ringe, hvis det skulle være.
