Audi A6 - rendyrket køreglæde

Motors vurdering
Audi A6
Fabriksdata
-
Motor2,0 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning129 g/km
-
Effekt177 hk
-
Moment380 Nm
-
Topfart228 km/t.
-
Acc. (0-100)8,7 sek.
-
Køreklar vægt1.650 kg
-
Maks. påhængsvægt1.800 kg
-
Bagagerum530 liter
-
Akselafstand291 cm
-
MålL:492 cm B:187 cm H:146 cm
Motors tal
- Målt forbrug 16 km/l
- Beregnet økonomi 6,85 kr./km
Når Audi lancerer en ny bil, er der to ting, der er påfaldende: Udvendigt er der gjort rigtig meget for at fastholde et design, der ikke adskiller sig fra mærkets typiske linjer, og under „skallen” er der arbejdet på at forbedre selv de mindste detaljer for at øge sikkerheden, forbedre køreegenskaberne og komforten og endelig mindske forbruget. Audi kalder det selv „Vorsprung durch Technik”.
Den nye Audi A6 er en ægte repræsentant for denne filosofi. Umiddelbart er det udvendige design fastholdt i en grad, så de utrænede let kan tage fejl af den nye og den gamle model. Der er tale om en klassisk sedan med fire sidedøre, et stort udvendigt bagagerum og en typisk front med det kraftige Audi-kendetegn: den enorme grill med de fire store ringe lige over nummerpladen.
Alle karrosserisamlinger og materialeoverflader er førsteklasses håndværk, og generelt udstråler bilen en meget høj klasse. Selve udformningen af karrosseriet er baseret på en ny teknologi, som Audi kalder „Aluminium Hybrid Body”. Det begreb dækker over det forhold, at karrosseriet er bygget af både aluminium og stål. En stor del af de bærende dele er udformet i trykstøbt aluminium, ligesom flere pladedele er af aluminium. Målet har været at sænke vægten, og da ca. 20 procent af karrosseriet nu er i aluminium, er det lykkedes at holde vægten nede på 1.575 kg – samme niveau som i den gamle udgave, selvom bilen er vokset i både størrelse og komfort.
I forhold til forgængeren er A6 vokset markant imellem akslerne, hvilket giver fantastisk god plads både ved for- og bagsæderne. Akselafstanden er nu oppe på 291 cm – et mål, der kun overgås af den baghjulstrukne BMW 5-serie, der kræver plads til den langsliggende motor.

Fin teknik, dyrt udstyr
Under motorhjelmen findes en række V6-motorer af både benzin- og dieseltypen. De er alle forsynet med automatgear i form af enten det trinløse Multitronic-gear, som benyttes sammen med forhjulstræk, eller den mere avancerede dobbeltkoblingsgearkasse S tronic, som benyttes sammen med firehjulstrækket Quattro. Der tale om avancerede tekniske løsninger, som kun sjældent ses magen til hos konkurrenterne.
Som indgangsmodel er denne testede udgave med en firecylindret toliters-dieselmotor med 177 hk og manuel sekstrins-gearkasse. Den er skabt som en særlig miljøvenlig udgave, og den kører på papiret 20,4 km/l. Så langt nåede vi dog ikke, men 16,4 km/l i så stor en bil er også pænt. Det manuelle gear tager lidt af bilens glans, men når det skal være manuelt, kan man i det mindste glæde sig over en usædvanlig fint afstemt mekanisme ved både gearskiftet og koblingen. Det fungerer bare flot!
I vanlig Audi-stil er der ikke noget, der hedder udstyrsniveauer. Fabrikken har sammensat et solidt grundniveau, og vil man have mere, kan man blot krydse af på udstyrslisten. Næsten alt fås, men det koster! Så er det godt at vide, at standardudstyret faktisk er ganske flot. Håndfri Bluetooth-opkobling til mobiltelefonen, fartpilot, fjernlysassistent, der selv tænder og slukker for det lange lys, tozoners klimaanlæg, alufælge og meget andet findes i alle versioner.
Fra udstyrslisten kan vi anbefale at overveje en fartpilot, der selv holder afstand til forankørende til 35.000 kr., xenonforlygter til godt 28.000 kr. og eventuelt læderindtræk til omkring 50.000 kr. Som noget helt nyt tilbyder Audi særlige LED-forlygter, hvor lysdioder både fungerer som nær- og fjernlys. De koster mægtige 66.000 kr., men så har man også noget, som ingen andre har. Det får man sikkert også, hvis man ofrer 146.000 kroner på et Bang & Olufsen-lydanlæg til bilen!

Attraktive priser
Køreoplevelsen i A6 er præget af et meget lavt støjniveau, en fast undervogn og en velafstemt servostyring af servotronic-typen. Det sidste betyder, at servostyringens hjælp hele tiden tilpasses hastigheden: Jo lavere hastighed, jo mere hjælper den med. Det er godt.
Bag rattet sidder man fremragende i de store stole, men de er svære at justere helt præcist, og særligt ryglænshældningens store drejegreb kræver fingerkræfter. Det bør gøres bedre i en bil som denne. Ved bagsædet er der fremragende med plads, og særligt knæpladsen er fornem. Det er dog ikke sjovt at skulle sidde ved midterpladsen, for her er en stor kardantunnel og en mægtig midterkonsol med til at stjæle benpladsen. På den måde må bilen mest betragtes som en firepersonersbil med høj komfort.
Indgangsprisen for den nye A6 er lige i underkanten af 600.000 kr., og det må siges at være attraktivt. Konkurrenterne er bl.a. BMW 520d (700.000 kr.), Mercedes E220 CDI (735.000 kr.), Saab 9-5 TiD4 (560.000 kr.) og Volvo S80 D3 (610.000 kr.). Vi har beregnet en km-udgift på 6,85 kroner, hvilket giver en årlig udgift på 137.000 kr., hvis man vælger at købe bilen selv.
Man kan også vælge at lease den, og så koster det kun 104.000 kr. om året i samme periode alt inklusive. I dette tilfælde er det altså en klar fordel at lease frem for at eje. Og så slipper man også ud over det faktum, at Audi fortsat sælger fabriksnye biler, der ikke lever op til FDMs minimumskrav til garantier. Audi tilbyder kun en garanti på 24 måneder – et år mindre end mindstekravet.
Samlet set er Audi et yderst rart bekendtskab. Har man den økonomiske ramme, der skal til, får man en gennemført bil med en ejerglæde, der begynder, længe før man starter motoren, og som fortsætter, længe efter at den igen er standset.
Audi A6 er simpelthen rendyrket køreglæde.
