BMW 5 GT fra siden
Biltest

BMW 520d GT - svær at blive klog på

En rejsebil med lille bagagerum, men stor komfort. En sportslig bil med klumpet design, men teknik i top. Forvirret? Mød BMW 530d GT.
BMW 520d GT front

Motors vurdering

BMW 530d GT

15,4 km/l
Diesel
1.159.680 kr.
  • Drivlinje
  • Komfort
  • Pris
  • Bagageplads
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    3,0 liter - 6 cyl.
  • CO2 udledning
    173 g/km
  • Effekt
    245 hk
  • Moment
    540 Nm
  • Topfart
    240 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,9 sek.
  • Køreklar vægt
    2.035 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.100 kg
  • Bagagerum
    440 liter

Motors tal

  • Målt forbrug 12 km/l
  • Beregnet økonomi 13,20 kr./km
Luk

BMW har haft en forkærlighed for at genopfinde bilen i forskellige afskygninger de senere år. Tag f.eks. X6, en firehjulstrækker-coupé, der fik tilnavnet Quasimodo. Nu forsøger den bayerske fabrik sig så med en nyfortolkning af GT-begrebet.

BMW 530d GT er svær at blive klog på. GT signalerer sport og komfort, gerne iklædt et lavt og spændstigt coupékarrosseri. Men denne GT er lidt af en klumpedumpe, og det sportslige er til at overse.

Forkortelsen står for Gran Turismo, en rigtig rejsevogn, som ubesværet – og gerne hurtigt – kan tilbagelægge store afstande med en høj grad af komfort. Den del af betegnelsen lever BMW 530d GT op til. Der er fantastisk plads i kabinen – også for bagsædepassagererne. Til gengæld er der kun plads til to personer på bagsædet. Der kan nok sidde tre, men det er ikke bekvemt over længere stræk.

Den største brist er imidlertid, at bagagerummet er latterligt lille. Det virker, som om BMW-ingeniørerne i deres iver for at give den tunge bil et coupé-look helt har glemt, at en rejsevogn også skal kunne rumme noget bagage. 440 liter bliver det til – mindre end i en 3-serie – og det er for ringe.

BMW kabien
Førerpladsen er i vanlig BMW-stil: lækre materialer og logisk opbygning.

Gear og motor i top

Til gengæld lever mekanikken op til forventningerne. Den treliters turbodiesel leverer rigeligt med moment og kræfter til at gøre langturen til en leg, og teknikken spiller. Testbilen var udstyret med den formidable ottetrins gearkasse, der også ligger i de store 7-serier, og kombinationen af motor og gearkasse er helt perfekt.

Komforten er også i top, og den velafstemte undervogn nærmest suger bilen hen over asfaltens ujævnheder og gennem sving med et minimum af stød og krængning. Støj er nærmest ikke eksisterende, og selv ved høj motorvejshastighed kan man føre en samtale med bagsædepassagererne uden at hæve stemmen.

530d GT er dyr, og listeprisen på knap 1,2 mio. kr. er kun begyndelsen. Med de nødvendige krydser på udstyrslisten galopperer prisen opad, og hvis bilen rigtig skal leve op til sit potentiale som ultimativ rejsevogn, runder man halvanden million. Så den bliver en sjælden gæst i det danske gadebillede – til gengæld vil den vække opsigt. 

BMW 5GT bagsæde
Bagagerummet er uforskammet lille, men kniber det med pladsen, kan man lægge sæderyggen ned.