Chevrolet Spark - god begynderbil
Motors vurdering
Chevrolet Spark
- Pris
- Radio
- Forsikringspriser
- Bagklap kan kun åbnes med nøgle
- Rustgaranti (6 år)
Fabriksdata
-
Motor1,0 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning118 g/km
-
Effekt68 hk
-
Topfart154 km/t.
-
Acc. (0-100)15,5 sek.
-
Køreklar vægt1.002 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum170 liter
-
Akselafstand238 cm
-
MålL:364 cm B:160 cm H:152 cm
Motors tal
- Målt forbrug 18 km/l
- Beregnet økonomi 2,10 kr./km
Chevrolet Spark har for alvor sat gang i konkurrencen blandt småbilerne. Med priser helt nede fra 90.000 kr. er det nu blevet ekstremt billigt at blive nybilejer. Man skal dog passe på, for pris og kvalitet hænger som altid sammen, og den billigste version er på ingen måde en bil, vi anbefaler.
Men det gør ikke Spark til en uinteressant bil. De lidt dyrere udgaver er stadig billige, og med et acceptabelt sikkerhedsniveau i form af både seks airbags, antiudskridningssystemet ESC og flere andre gode detaljer er der ikke noget at sige til, at Spark er blevet en succes. Ikke mindst et medfølgende tilbud om tre års forsikring for under 4.000 kr. pr. år uanset alder og anciennitet er noget, der kan gøre Spark interessant for førstegangskøbere, der ellers må kæmpe med meget høje forsikringspræmier eller leve med en gammel og usikker brugtbil uden kaskoforsikring.
På landevejen er det bilens svage motor, man særligt bemærker. Man skal have tålmodighed, hvis der skal overhales, og i det hele taget skal der arbejdes med gearstangen, når vejen går lidt op ad bakke, eller når der er læs på bilen. Og det er ikke altid lige sjovt, da gearskiftet ikke er synderlig letgående.
På FDM Sjællandsringen har Spark en acceptabel karakter, og bevægelserne er forudsigelige med kun begrænset krængning. Vejgrebet er ikke særlig godt, hvilket tilskrives de noget simple 13-tommer-dæk, som bilen leveres med.
Aparte digitalt instrumenthus
Inde i bilen opleves førerpladsen herlig overskuelig, og det lidt aparte digitale instrumenthus til højre for speedometeret rummer også omdrejningstæller. Rattet kan desværre ikke justeres, og sammen med lidt dårlig plads til knæene giver det en irriterende kørestilling for høje personer. Udsynet skråt bagud er dårligt.
På bagsædet går loftshøjden lige an for voksne, og sideruderne kan køres helt ned. Der er tre sikkerhedsseler på bagsædet, men meget ringe hovedstøtter. Bagagerummet rummer nok bilens største irritationspunkt: Det kan kun åbnes med en nøgle, og det kræver, at føreren standser motoren og stiger ud, hver gang bagklappen skal åbnes. Selve rummet er ellers pænt beklædt og af mellemstørrelse i denne bilklasse. Læssekanten er høj, og nederst er der ikke reservehjul, men derimod et lappekit.
Chevrolet Spark virker ved første møde som en vellykket bil, men har i længden problemer med at hamle op med konkurrenterne, når det gælder den daglige brug. Dog ikke mere, end den billige forsikringspræmie kan modveje for dem, der finder det interessant.