Citroën Berlingo set forfra
Biltest

Citroën Berlingo - rumskibet er tilbage

Citroën Berlingo er ikke længere en ombygget varebil. Pladsforholdene er dog stadig enorme, men sikkerheden og køreegenskaberne er kraftigt forbedret. Det gør den til en praktisk og god familiebil.
Citroën Berlingo set bagfra

Motors vurdering

Citroën Berlingo

14,3 km/l
Benzin
264.990 kr.
  • Plads
  • Indretning
  • Bagsæde
  • Skydedør er svær at åbne
  • Ikke tre års garanti
  • Kontakt til sædevarme
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.2 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    158 g/km
  • Effekt
    110 hk
  • Moment
    254 Nm
  • Topfart
    169 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,7 sek.
  • Køreklar vægt
    1.548 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.150 kg
  • Bagagerum
    775 liter
  • Akselafstand
    279 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:440 cm B:185 cm H:188 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,55 kr./km

Sikkerhed

2018
Luk

Den store, kasseformede Berlingo deler ofte bilkøberne i to grupper: Dem, der elsker bilen, og dem, der hader den.

Første gruppe er dem, der bare ikke kan få plads nok, og for hvem sofistikerede køreegenskaber og et smart design har væsentlig mindre betydning.

Læs også: Motors test af den nye Peugeot Rifter

Den anden gruppe hører til dem, der næppe har prøvet bilen selv og for hvem dens alternative syn på, hvordan en bil skal se ud, er nok til, at den aldrig nogensinde bliver en bil, man overvejer at købe.

Uanset hvem du er, er der god grund til at læse videre. For Citroën har opdateret sit rumskib, kassebil, familiecontainer eller slet og ret Berlingo. Kært barn har så sandelig mange navne.

Citroën Berlingo kabine
Grundlæggende er det en meget velfungerende førerplads man møder i Berlingo. Instrumenterne er tydelige og et headup-display øger læsbarheden under kørslen. Pladsen til knæene er noget kneben, men armlæn og sæder giver god støtte.

Nødbremse og adaptiv fartpilot

På sikkerhedsområdet finder vi nogle af de største forbedringer i forhold til forgængeren. Den nye Berlingo har nu nødbremse som standard.

Det er ganske vist kun en type, der bremser helt op ved hastigheder op til 30 km/t., men kører man stærkere, får man stadigvæk en advarsel og i sidste ende en kraftig nedbremsning. Det er måske lige det, der skal til, for at man ikke kommer helt galt afsted. Det er langt fra de bedste systemer på markedet, men en klar forbedring i forhold til forgængeren.

Læs også: Motors gruppetest af 10 populære SUV'er 

Udover nødbremsen findes der en advarsel for at komme ud over kantstriberne i vognbanen, og fortsætter man alligevel, griber systemet ind og styrer så vidt muligt bilen på plads. Det er en udmærket løsning, der i lighed med nødbremsen er standard i alle versioner.

Man kan derudover tilkøbe en adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til forankørende biler. Den var monteret i den Berlingo, vi havde til test, og den fungerede virkelig godt. Den koster så lidt som 4.300 kr. ekstra, og den må man ikke undvære.

Glastag i Citroën Berlingo
Citroën Berlingo har i Skyline-udgaven glastag med indvendig lyszone som standard. Taget kan ikke åbnes, men en elektrisk solskærm kan køres ind under taget.

Benzin eller diesel?

Vi har prøvet Berlingo med en trecylindret 1.2-liters benzinmotor med 110 hk og med en firecylindret 1.5-liters dieselmotor med 100 hk. Begge var med manuelt gear, idet kun dieseludgaven indtil videre fås med automatgear.

Køreoplevelsen ved begge motorer var overraskende positiv, og begge havde et lavt støjniveau og en udmærket og helt tilstrækkelig trækkraft. Dieselmotoren er med fem gear og benzinmotoren med seks gear.

Læs også: Motors test af Dacia Logan - plads for pengene

Vi vil lade valget afgøre af ens kørselsbehov: Kører man lange ture, er dieselmotoren mest oplagt, og kører man ofte mange korte ture, vil vi pege på benzinudgaven som bedste køb. Sådan et kørselsmønster er dieselmotorens teknik nemlig ikke glad for.

Dieselmotoren kører 16,7 km/l, og benzinmotoren kører 14,3 km/l. Det giver en merudgift til brændstof på godt 4.000 kr. om året for benzinudgaven, der til gengæld slipper ca. 2.000 kr. billigere i ejerafgift. Så alt i alt ender det med en ret lille forskel i driften, om man vælger det ene eller det andet.

Bagsæder i Citroën Berlingo
Der er tre separate bagsæder i Skyline-udgaverne af Berlingo. De er alle forsynet med isofix, og de kan let foldes forover hver for sig.

Kører sikkert og komfortabelt

I indkøb er dieseludgaverne dog cirka 10.000 kr. billigere end benzinudgaverne, så alt i alt vil dieseludgaven alligevel være det billigste at eje, hvis man har et kørselsbehov, der matcher den motortype.

Gearkasserne er lette at betjene, men de er ikke teknisk delikate at have med at gøre, og i begge udgaver oplever man hørbar støj fra gearkassen under kørslen. Det er set bedre, og er et forhold koncernen bør forbedre.

Læs også: Motors test af Skoda Scala - en ven af familien

Køreegenskaberne er karakteriseret ved at være enormt komfortable med en blød affjedring og store bløde bevægelser, når man udfordrer bilen. Berlingo kan dog fint klare selv vanskelige situationer som f.eks. en dobbelt undvigemanøvre, og den er derfor grundlæggende sikker at køre i.

Men nogen præmie for lækre køreegenskaber får den ikke. I stedet er det en bil, man triller roligt afsted i, uden at man på nogen måde tænker på at komme først.

Bagsæderne kan lægges ned i Citroën Berlingo
Med bagsæderne lagt ned bliver der næsten to meter i længden. Gulvet er næsten fladt.

Enorm plads indvendigt

Til gengæld byder Berlingo på en brugsværdi, vi ikke ser mage til i mange andre biler. Fortil har man en virkelig rar og enkel ind- og udstigning af bilen på grund af dens højde, og dens store døråbninger ved forsæderne.

Ved bagsædet er der en stor skydedør i begge sider, og de giver god adgang til bagsædet – også for forældre, der skal spænde børn fast i autostole. Selve skydedøren er desværre ret svær at åbne og lukke udefra, og det er derfor ikke noget, børn klarer alene. Indefra går det noget lettere, og derfor er begge biler udstyret med en elektrisk børnelås, der styres fra instrumentbordet.

Bagagerummet er enormt, og man kan næsten køre en barnevogn ind uden at klappe den sammen. Lægger man bagsæderne ned, kan en cykel let finde plads, og man kan tilkøbe et bagagenet, der kan holde bagagen væk fra kabinen.

I Citroën Berlingo er der som standard tre separate siddepladser ved bagsædet – alle med isofix-beslag til autostole. Der er desuden friskluftdyser ved bagsædet, og Berlingo har i denne Skyline-model glastag som standard og en løsning med en ekstra bagageboks oppe under taget.

Bagagerum i Citroën Berlingo
Som udgangspunkt er bagagerummet på 775 liter. Hattehylden kan placeres i to niveauer, men vi savner lidt bedre praktik i hverdagen i form af net, kroge, bedre lys m.m. 

Også en udgave til syv personer

I benzinudgaverne må Berlingo trække op til 1.150 kg, mens diesludgaven med 100 hk må trække op til 1.300 kg. Er det for lidt, kan man få en dieselversion med en motor med 130 hk, men kun sammen med automatgear. Den må trække 1.300 kg, men så er prisen helt oppe på 300.000 kr. i Skyline-udgaven.

Som en sjov ekstrainformation kan det nævnes, at Berlingo fås i en forlænget udgave med syv siddepladser. Her er valget mellem motorer og udstyr lidt anderledes, men som udgangspunkt er merprisen på 10.000 kr.

Samlet set peger vi på Citroën Berlingo som det bedste køb lige nu i klassen. Peugeot Rifter er et oplagt alternativ, og forskellen mellem de to er lille. Men Berlingo vinder på grund af sin bedre førerplads med et godt rat og gode instrumenter, sin bedre indretning og sin bedre kombination af pris og udstyr.