Citroën DS5 - en ægte Citroën

Motors vurdering
Citroën DS5
- Teknologi
- Design
- Indretning
- Pris
- Udsyn
- Ikke tre års garanti
Citroën DS5 er ikke bygget over C5, men er helt sin egen. Det gælder også på den tekniske side, hvor denne testede topudgave er forsynet med Citroëns første hybridsystem, hvor en kraftig dieselmotor trækker på forhjulene, og en elmotor trækker på baghjulene. De to motorer kan arbejde hver for sig eller sammen, og det giver helt op til 200 hk.
I ægte Citroën-ånd har designerne fået nærmest frie hænder for at gøre DS5 til noget særligt. Ved førerpladsen er alt, hvad der styrer kabinelys, head-up-display og solgardiner under glastaget, placeret i loftet og minder om et flycockpit, og kontakter til elruder er udformet som store alukonsoller, der er placeret mellem forsæderne.
Midterkonsollen er enorm og indeholder styring af gearkasse, hybridteknik, navigation, klima- og musikanlæg. Det er imponerende udført, men kræver en god tilvænningstid.

God brugsværdi
DS5 har fire sidedøre, fem siddepladser og en stor bagklap, og med gode pladsforhold i kabinen og et bagagerum på 468 liter er brugsværdien glimrende. Det er dog køredynamikken, der skal sælge bilen.
Mens vi ikke var tilfredse med affjedringskomforten i DS5 med konventionel motorteknologi, er køreoplevelsen i hybridudgaven glimrende. Samspillet mellem diesel- og elmotoren er fint, og skiftene fra den selvskiftende konventionelle gearkasse foregår komfortabelt.

Økonomisk, men dyr
Fra en knap mellem forsæderne kan man vælge at overlade styringen af diesel- og elmotor til en automatik, eller man kan tvangskoble de to motorer, så DS5 opfører sig som en firehjulstrækker.
Man kan også vælge at lade bilen køre kun på el. Men det har aldrig været tanken, at den mulighed skal bruges til andet end kørsel ud af en P-kælder eller lignende, og bilen kan derfor højst køre tre-fem km på ren el.
I stedet giver eldriften en fordel ved blandet kørsel, hvor dieselmotoren kobler fra og erstattes af elmotorens drift helt oppe ved 60 km/t. Det mindsker forbruget, og på papiret kan denne kraftige udgave køre hele 24,4 km/l. Vores testforbrug landede på godt 16 km/l, men man kan sagtens runde de 20 km/l, hvis man skruer ned for tempoet og op for viljen.
Med en grundpris på 637.000 kr. for denne udstyrs-
variant lander de samlede driftsudgifter på 6,55 kr. pr. km. Det er dobbelt så højt som for en mere gennemsnitlig bil af samme størrelse. Man kan få billigste udgave af DS5 med en 1.6-liters dieselmotor til 415.000 kr., men så er det uden hybriddrift og glastag og med langt mindre udstyr.
Alternativt kan man spendere 100.000 kr. mere på fuldlædersæder, xenonlygter, head-up-display, navigation og 18”-alufælge. Så har man for alvor en bil, som næsten ingen andre har.
