Ford C-Max - årets bil imponerer

Motors vurdering
Ford C-Max
- Motor
- Bagagerum
- Siddeposition
- Midtersæde, bag
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning119 g/km
-
Effekt115 hk
-
Moment270 Nm
-
Topfart184 km/t.
-
Acc. (0-100)11,3 sek.
-
Køreklar vægt1.390 kg
-
Maks. påhængsvægt1.200 kg
-
Bagagerum471 liter
-
Akselafstand265 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:438 cm B:183 cm H:163 cm
Motors tal
- Målt forbrug 16 km/l
- Beregnet økonomi 4,35 kr./km
Skærer man helt ind til benet, er der ikke meget forskel på den forrige og denne nye udgave af Ford C-Max. I modsætning til tendensen, når biler fornys, er den nye C-Max ikke vokset i de udvendige mål. Længde, bredde, højde og akselafstand matcher den gamle med en margin på mindre end en cm, men da den gamle C-Max var et godt udgangspunkt, er det ikke nogen hæmsko. Så når den nye C-Max opleves større og mere komfortabel end forgængeren, er det altså mest af alt et udtryk for en bedre udnyttelse af pladsen.
Alligevel fremstår den fleksible familiebil så forandret og så meget bedre end den gamle udgave, at danske motorjournalister for kun et par måneder siden valgte netop denne bil til „Årets Bil i Danmark 2011”. Og det er en titel, som Motors testhold – der også deltog i kåringen – helt og aldeles bakker op om. Også efter at vi har testet den grundigt.
Modelfamilien omfatter hele otte varianter og begynder ved et meget attraktivt niveau på 270.000 kr. for en 1.6-liters-benzinudgave med 105 hk. Lægger man 110.000 kr. til, får man den allerdyreste variant, og den byder foruden mere udstyr på dels en avanceret dieselmotor på 140 hk, dels en yderst delikat dobbeltkoblings-gearkasse, der gør køreoplevelsen til en fornøjelse. Altså en relativt flad prisstruktur med mange varianter med kun små indbyrdes prisspring.

Meget økonomiske motorer
Kort før introduktionen af den nye C-Max har Ford også lanceret sin nye generation af benzinmotorer. De går under navnet Ecoboost og er en række turboladede benzinmotorer på enten 1.6 eller to liter.
I Ford C-Max får vi indtil videre kun fornøjelse af den mindste af slagsen, men den fås til gengæld i to kraftige versioner på enten 150 eller 182 hk. Foreløbig fås motorerne desværre kun med manuel gearkasse, men når Ford en dag får trimmet sin Powershift-dobbeltkoblingsgearkasse til også at omfatte denne motor, så har vi ubetinget den bedste variant i modelfamilien.
Indtil da er det dieselmotorerne, der står for Powershift-muligheden, og det er enten i form af tolitersmotoren med 115/140 hk eller den effektfulde udgave af samme motor med 163 hk. Merprisen for Powershift er 25.000 kr., og den gearkasse er hver en krone værd.
Den udgave, vi har valgt at sætte fokus på i denne test, er forsynet med den mindre 1.6-liters-dieselmotor med 115 hk. Det er i bund og grund den motor, vi kender fra Peugeot og Citroën, men som også har fundet vej til biler fra Volvo, Mazda og Mini – og altså også Ford. Den er trimmet til at opfylde de nyeste miljøkrav og er naturligvis altid udstyret med partikelfilter.
Den har fået en mere blid motorgang og virker knap så rå som tidligere. Samtidig er det nominelle forbrug reduceret så meget, at bilen på papiret kan køre 21,7 km pr. liter. Selvom det tal er opnået uden at installere stop-start-system i bilen, er det stadig svært at nå i praksis. Vi kørte små 17 km/l under vores test, men det var i snevejr. Under mere normale vejrforhold kan man givetvis komme tættere på de 20 km/l – men næppe op på fabrikstallet.
Denne motor er altid koblet til en sekstrins-gearkasse. Den har et glimrende gearskift, og med godt 50 km/t. ved 1.000 omdrejninger i sjette gear kan man let holde omdrejningstallet nede. Motoren trækker i øvrigt fint fra lidt under 1.400 omdrejninger.

Fleksibel indretning
Inde i kabinen opleves C-Max fra sin bedste side. Ved forsæderne er der fin plads, og man sidder herlig højt – en egenskab, som mange bilister sætter pris på, da det giver et godt overblik over trafikken. Midterkonsollen er rummelig og indeholder to store kopholdere. Fra rattet kan radioen betjenes, og der er også blevet plads til gode kontakter til betjening af fartpiloten – langt bedre end i den gamle C-Max. Men bedst af alt er den standardmonterede Bluetooth-forbindelse, der gør det muligt at fjernbetjene telefonen uden at flytte hænderne fra rattet. Det giver mulighed for at afvikle trafiksikre korte beskeder på farten – noget, der burde være lovkrav om, at alle nye biler skal have som standard.
På bagsædet er der som udgangspunkt en klassisk indretning med et todelt bagsæde, hvor ryggen kan lægges ned. Men for 4.000 kr. ekstra kan man tilkøbe en indretning med tre separate stole. De to yderste er i fuld størrelse, mens den midterste stol er en hel del smallere. Det er o.k. for børn, mens voksne nok vil beklage sig over at sidde der. I udstyrsniveauet Titanium er der friskluftsdyser i bagenden af midterkonsollen, og det er godt for klimaet ved bagsædet.
De tre stole kan ikke længdeforskydes, men ryglænet kan justeres, og så kan de klappes sammen og vippes forover enkeltvis, så man kan finde et egnet miks mellem siddepladser og bagageplads. Der er god udsigt fra bagsædet, og der er isofix-beslag på de to yderste pladser, ligesom der er et næsten fladt gulv foran bagsædet til gavn for let ind- og udstigning. Og så er der indbyggede solgardiner i sidedørene, hvilket også er godt for komforten.
Bagagerummet rummer 471 liter og virker meget stort og regulært i formen. Det burde give plads til de flestes behov.
Er der behov for endnu mere plads, har Ford sideløbende med C-Max også introduceret en Grand C-Max, hvor der er skydedøre i begge sider og mulighed for at få to ekstra sæder på tredje række. Trods navnefællesskabet er der tale om en noget anderledes bil, og den vil vi derfor omtale i en separat test.

Kører meget flot
Selvom størstedelen af denne test er foregået på vinterveje med begrænset fremkommelighed, har vi i forbindelse med selve kåringen af „Årets Bil i Danmark 2011” haft lejlighed til at afprøve bilens egenskaber på tør vej under trygge rammer på FDM Jyllandsringen, og her udviste C-Max meget fine egenskaber. Den styrer præcist gennem kurver og uden om pludselige forhindringer.
Bilen er naturligvis forsynet med både antiudskridningssystemet ESC og kraftige blokeringsfrie bremser, og de virker altså særdeles godt. I denne testede udgave er der til og med systemet Hill-assist, der hjælper med at fastholde bremsetrykket i en kort periode, når man sætter i gang på bakker. Det gør det let at køre i C-Max. På landevej og motorvej opleves C-Max både sporstabil og ufølsom over over for sidevind.
Der er sjovt nok ikke blevet plads til en elektrisk betjent parkeringsbremse, så den klassiske håndbremse tager plads i midterkonsollen – det kunne godt have været lavet mere fikst.
Vinteregenskaberne er meget fine. Der er fabriksmonterede varmetråde i forruden, og det er en stor hjælp om morgenen, når der er frost. Begge forsæder har femtrinsvarme i sæderne, og selve varme- og ventilationsanlægget virker overbevisende med det automatiske klimaanlægs to zoner. Vil man have mere, kan dieseludgaverne bestilles med et fabriksmonteret programmerbart oliefyr, der forvarmer motor og kabine. Det koster 13.300 kr.

Tilkøb service- og reparationsaftale
Grundlæggende er priserne på den nye C-Max konkurrencedygtige, og det er med til at gøre C-Max til et godt køb. Der er dog enkelte forhold, der trækker den anden vej. Bl.a. tilbyder Ford så ringe vilkår ved køb af bilen, at de kun lige akkurat opfylder købelovens bestemmelser, og det er bekymrende. Der er således kun to års reklamationsret på bilen, hvilket er langt fra FDMs mindstekrav til nye biler: minimum tre års garanti.
Som privat køber kan man dog kompensere en smule for de ringe vilkår ved at tegne en service- og reparationsaftale i den periode og med de antal km inkluderet, som man påtænker at benytte bilen i. For en periode på tre år og 60.000 km koster en sådan aftale 5.653 kr. om året. Det modsvarer 28 øre pr. km og er en yderst attraktiv pris for en aftale, der både dækker de planlagte serviceeftersyn og de eventuelle uplanlagte reparationer.
Ford har ikke et særligt privatleasingprogram, og det betyder, at man skal henvende sig hos de større leasingudbydere, hvis man påtænker at lease sin kommende C-Max. Det er næppe økonomisk interessant samlet set, men for nogle kan det være en mere overkommelig måde at få økonomien til at hænge sammen på.
Samlet set kan de ridser, som Fords manglende garantiforhold medfører, ikke ændre billedet af, at Ford C-Max er en yderst interessant bil for dem, der søger en stor, høj, fleksibel, velkørende og praktisk familiebil.
